Gå til hovedindhold

Grøn Fond fylder Fjernvarmepuljen op med trecifret millionbeløb

LÆS I DAG: Dansk Fjernvarme glæder sig over millioner til pulje. Fjernvarmeprojekt jubler over grønne millioner. Over 20 millioner kroner på vej til fjernvarme-projekter i Vejle. Over 60 millioner kroner til fynsk fjernvarme. Lokalt fjernvarmeprojekt får alligevel stor, økonomisk håndsrækning. Varmeværk vil være selvforsynende: Klar til at investere 100 mio. kr. i sol- og vindenergi. Kraka tordner mod brintbranche: Frækt at kræve statsstøtte til brintrør. Kurator vil afdække ledelsesansvar i selskab bag kuldsejlet spekulation. Energinet vil diskutere forsyningssikkerhed: Hvor meget reserveenergi er branchen klar til at levere? Ny direktør til Vordingborg Forsyning er fundet. Lækket aftale: EU vil satse på sikkerhed i stedet for klima.

16. apr. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Energy Supply:
    Grøn Fond fylder Fjernvarmepuljen op med trecifret millionbeløb

    Regeringen har indgået en politisk aftale med Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre, der fordeler ca. 5 mia. kr. fra det grønne råderum til bl.a. Fjernvarmepuljen i år og i årene frem. Det skriver Energy Supply.

    Som noget af det første sikrer aftalen, at puljen til at udbrede fjernvarme bliver fyldt op. Med aftalen øges puljen, så alle der indtil nu har ansøgt puljen som udgangspunkt kan modtage støtte, såfremt de lever op til støttekriterierne.

    - Jeg vil gerne takke partierne for en god aftale, som er med til at gøre Danmark grønnere. Jeg er særligt glad for, at vi prioriterer flere midler til fjernvarme, så flere danske familier kan skifte fra gas til fjernvarme, udtaler økonomiminister Sophie Lohse i en pressemeddelelse.

    Aftalepartierne er enige om fortsat at understøtte udfasningen af fossil varme. Der afsættes derfor 265 mio. kr. i 2024. Det beløb svarer til, hvor mange penge der er blevet søgt for i Fjernvarmepuljen, men som faldt ud over det på det tidspunkt afsatte beløb.

    Derudover afsættes der 200 mio. kr. i 2025, 45 mio. kr. i 2027, 75 mio. kr. i 2028, 65 mio. kr. i 2029 og 55 mio. kr. i 2030 til fjernvarmepuljen (inkl. administration og afledt afgiftstab).

    *****

    EnergiWatch:
    Dansk Fjernvarme glæder sig over millioner til pulje

    Hos Dansk Fjernvarme er der ros for aftalen om udmøntning af Grøn Fond, hvor der afsættes 265 mio. kr. i fjernvarmepuljen i år. Dertil kommer 200 mio. kr. næste år, 45 mio. kr. i 2027, 75 mio. kr. i 2028, 65 mio. kr. i 2029 og 55 mio. kr. i 2030. Det skriver EnergiWatch.

    - Tusindvis af boligejere kan nu ånde lettet op. Nu kan vi få ro om udbygningen af fjernvarme alle de steder, hvor fjernvarmeselskaberne og boligejerne har stået i uvished om hvorvidt de kunne sende gasfyret på pension eller ej, siger Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme, i en kommentar til aftalen.

    Han understreger, at det ikke bare handler om komfort i boligerne på villavejen eller grøn omstilling.

    - Det handler også om, at vi har en sikkerhedspolitisk opgave i at gøre os uafhængige af energi fra Rusland og andre lande, der ikke deler vores værdier, og som bruger energi og forsyningssikkerhed i en global magtkamp, der i øjeblikket helt konkret koster menneskeliv, lyder det fra Kim Mortensen.

    *****

    TV Syd:
    Fjernvarmeprojekt jubler over grønne millioner

    Finansministeriet lægger samlet 700 millioner kroner til fjernvarmepuljen frem til 2030. Vonge-Kollemorten Fællesvarme i Vejle er en af ansøgerne til Fjernvarmepuljen, som regeringen imødekommer.

    Fjernevarmeprojektet i Vejle står ifølge TV Syd til at modtage 5,4 millioner kroner, og det falder i god jord hos talsmanden for Vonge-Kollemorten Fællesvarme, Kenneth Elkjær Larsen.

    - Det er en fantastisk nyhed for os. Vi skal forbinde to små byer, Vonge og Kollemorten, med en fjernvarmeledning, og det ville være meget dyrt for os uden tilskud, siger Kenneth Elkjær Larsen.

    Midlerne skal, som det fremgår i fjernvarmepuljen, gå til etablering af varmeproduktionsanlæg og konvertere forsyningsområdet i Vonge og Kollemorten.

    - Mange herude fyrer med olie eller gas og har ikke råd til en varmepumpe. Når vi får fjernvarme, vil det også betyde noget for muligheden for tilflytning, fortæller Kenneth Elkjær Larsen.

    *****

    Vejle Amts Folkeblad:
    Over 20 millioner kroner på vej til fjernvarme-projekter i Vejle

    Ødsted, Jerlev og Kollemorten er blandt de landsbyer, der kan få glæde af de millioner af kroner, som er på vej til lokale fjernvarmeprojekter i Vejle Kommune som følge af mandagens politiske aftale om midler fra Grøn Fond. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

    Ifølge folketingsmedlem for Socialdemokratiet Birgitte Vind (S) kan samtlige ansøgere til fjernvarmepuljen for 2024 se frem til at modtage penge.

    - Vi har taget den helt store pensel og sagt, vi skal finde pengene til de her projekter. Nu giver vi danskerne sikkerhed for fjernvarme, og det er historisk, siger hun ifølge bl.a. Vejle Amts Folkeblad.

    Ifølge ansøgningerne til Energistyrelsen kan Vonge-Kollemorten Fællesvarme a.m.b.a se frem til 5,5 millioner kroner til et projekt i Vonge-Kollemorten. Derudover står 16 millioner kroner til at blive tildelt Trefor Varmes projekt i Ødsted, Jerlev og Nr. Vilstrup, mens et andet Trefor-projekt i Bredal, Assendrup og Engum har udsigt til 4,7 millioner kroner.

    Ifølge chef for infrastruktur hos Trefor, Charles Nielsen, betyder bevillingerne, at Trefor Varme nu for alvor kan sætte i gang i projekterne. Trefor Varme vil holde borgermøder, hvor folk kan høre mere om planerne, og hvad prisen for tilslutning bliver. Et flertal af husstandene skal sige ja til fjernvarme, før rørene rulles ud.

    *****

    TV 2 Fyn:
    Over 60 millioner kroner til fynsk fjernvarme

    Aftalen om grøn fond, som blev præsenteret mandag formiddag, betyder, at alle ansøgninger til fjernvarmepuljen fra i år kan imødekommes. Det skriver TV 2 Fyn, som på den baggrund mener, at alle ansøgninger for 2024 kan imødekommes.

    De fynske fjernvarmeselskaber har i alt ansøgt om midler for i alt 62,8 millioner kroner via fjernvarmepuljen, og nu har de altså fået tilsagn om, at de får de penge. I Faaborg-Midtfyn Kommune står man for eksempel til at modtage 35,7 mio. kr. til udrulning af fjernvarme.

    Det er Regeringen, SF, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre, der er blevet enige om en fordeling af 4,9 milliarder kroner fra den såkaldte grønne fond, der blev oprettet i 2022.

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Lokalt fjernvarmeprojekt får alligevel stor, økonomisk håndsrækning

    Millioner fra den grønne fond sikrer, at fjernvarmeudrulningen fra Stoholm Fjernvarme mod Mønsted og Sparkær får de 9,8 millioner kroner, som man oprindeligt søgte om fra statens fjernvarmepulje. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad på baggrund af ny politisk aftale om Grøn Fond.

    Fra Mønsted og Sparkær har man tidligere søgt om 9,8 millioner kroner, men fik altså ikke del i puljen. Støtten er altafgørende for, om projektet kan realiseres. Og de penge skulle nu være sikret med den nye aftale.

    - Det er det største og vigtigste trin på trappen hen imod at få realiseret dette projekt, så det er vi rigtigt glade for, siger Kurt Mosgaard fra Mønsted, der i sin tid tog initiativ til at få undersøgt muligheden for at få fjernvarme fra Stoholm mod Mønsted og siden Sparkær - og medlem af den lokale varmegruppe, der siden april 2022 har arbejdet med projektet sammen med Stoholm Fjernvarme.

    De manglende støttekroner og det faktum, at man ikke nåede bindende tilmeldinger fra de mindst 70 procent af de mulige kommende varmekunder i de to byer som man havde sat som mål, fik Stoholm Fjernvarmes bestyrelse til at lægge projektet i skuffen.

    - Derfor er det også vigtigt, at fjernvarmebestyrelsen beslutter sig for at tage projektet op ad skuffen igen, siger Kurt Mosgaard.

    Om det sker, vil i følge fjernvarmeværkets bestyrelsesformand Henry Jensen stå klart senere på ugen.

    - Vi har et møde onsdag, hvor vi drøfter sagen og om vi skal tage projektet op ad skuffen, når man når op på den krævede tilslutning. Så det ved jeg første efter det møde. Men jeg synes da personligt, at vi skal fortsætte. Vi har også investeret penge i det her, og de vil jo være spildt, hvis ikke projektet bliver til noget, siger Henry Jensen.

    *****

    Horsens Folkeblad:
    Varmeværk vil være selvforsynende: Klar til at investere 100 mio. kr. i sol- og vindenergi

    Brædstrup Fjernvarme leverer allerede fjernvarme til sine forbrugere, men i fremtiden kan det lokale varmeværk måske både levere varme og producere sin egen strøm. Værket er lige nu ved at undersøge muligheden for at opstille både vindmøller og nye solceller.

    Horsens Folkeblad skriver, at der er tale om en investering for op imod 100 millioner kroner, der skal forsyne værket elkedel og varmepumpe.

    - Hvis vi selv kan producere vores egen strøm, får vi en meget stor robusthed. Vi skal ikke ud og købe strøm på elmarkedet, hvor der er svingende strømpriser, afgifter og tariffer. Hvis vi får vores egne vindmøller og solceller, bliver vi selvforsynende, fordi den strøm, vi producerer, ikke er noget, som skal ud på elnettet. Så er vi hverken afhængig af Putin eller nogen andre, og det giver også en forsyningssikkerhed, siger Jørgen Korshøj, formand for Brædstrup Fjernvarme.

    Varmeformanden oplyser, at Brædstrup Fjernvarme er meget inspireret af fjernvarmeværket i Hvide Sande, som er landets billigste varmeværk. Værket i Hvide Sande minder meget om varmeværket i Brædstrup og har både elkedel og varmepumpe, men derudover har det vestjyske varmeværk tre vindmøller på molen i Hvide Sande, som producerer strøm til værket.

    - De kan leverer fjernvarme til omkring 7500 kroner om året for et almindeligt standardhus. Jeg vil ikke love, at Brædstrup Fjernvarme kommer helt derned, men det er det, som vi er inspireret af, siger Jørgen Korshøj.

    *****

    GridTech:
    Kraka tordner mod brintbranche: Frækt at kræve statsstøtte til brintrør

    Rådgivningsfirmaet Kraka finder det ”meget ublu” at branchen beder om statsstøtte til brintrør i Danmark, når de ”ikke (har) forsømt en eneste lejlighed til at fortælle os alle, hvor stort et erhvervseventyr, der venter”. Det skriver GridTech.

    Ifølge et politisk udspil skal staten lægge 15 milliarder kroner ud, som det koster at etablere et brintrør fra Nordjylland og ned til den tyske grænse mod, at brintproducenter og forbrugere over tid betaler røret tilbage.

    - Et brintrør til Tyskland kan sagtens være en god idé, men det er forkert, når Brintbranchens direktør siger, at staten ikke tager nogen risiko med den indgåede aftale. Det står i den politiske aftale, at staten forventes at køre med underskud i en periode, siger Frederik Læssøe Nielsen, der er seniorøkonom ved Kraka Economics.

    Overfor GridTech afviser Brintbranchen kritikken.

    - Fakta er, at det politisk er besluttet, at staten skal have monopol på at opføre og eje brintinfrastruktur i Danmark. Samtidig kræver staten, at branchen betaler hele infrastrukturen over tid, og at brugerne bærer en betydelig del af risikoen, lyder det fra Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, i en mail til GridTech.

    *****

    EnergiWatch:
    Kurator vil afdække ledelsesansvar i selskab bag kuldsejlet spekulation

    Kuratellet bag DKVK-konkursboet har udsendt en meddelelse om, at de vil indlede en undersøgelse af, om DKVK’s ledelse eller dele heraf har handlet ansvarspådragende, og om det giver anledning til at rejse et erstatningskrav. Det skriver EnergiWatch.

    ”Kuratellet skal foretage en vurdering af, hvorvidt der efter kuratellets opfattelse er grundlag for at anse, at Dansk Kraftvarme Kapacitets (”DKVK”) ledelse eller dele deraf har handlet ansvarspådragende og i bekræftende fald, om dette vurderes at give anledning til at rejse erstatningskrav,” står der ifølge EnergiWatch i meddelelsen

    DKVK’s tidligere adm. direktør og nuværende næstformand i Decentral Energi, Steen Juul Thomsen, har ingen kommentarer, ligesom den daværende formand i DKVK og nuværende næstformand i Dansk Fjernvarme, Per Sørensen, heller ikke ønsker at udtale sig.

    Per Sørensen henviser i stedet til Kim Behnke, tidligere bestyrelsesmedlem i DKVK og i dag ansat i Dansk Fjernvarme, men heller ikke han ønsker at kommentere kuratellets undersøgelse af ledelsesansvaret.

    *****

    EnergiWatch:
    Energinet vil diskutere forsyningssikkerhed: Hvor meget reserveenergi er branchen klar til at levere?

    Hvis man vil blive ved med at bygge større vindmølleparker og solcelleanlæg, så udgør det en risiko for elforsyningen. Det er meldingen fra Energinet, der er bekymrede og derfor opfordrer til rettighed omhu, fremgår det af EnergiWatch.

    Problemet er ifølge Energinet, at hvis anlæggene rundt om i landet begynder at levere op til 1000 MW, så skal reserve-produktionen også kunne levere samme mængde el i tilfælde af nedbrud og strømudfald.

    Og i dag er Danmark ”kun” dækket ind med henholdsvis 700 MW reservekraft i den vestlige del af Danmark, der dækker Jylland og Fyn, og 600 MW reserve-energi i den østlige del, der dækker Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm.

    - Vi skal som el-system hele tiden kunne tåle, at den største enhed pludselig falder ud, uden at det kan mærkes, siger Klaus Winther, Vice President i Systemdrift hos Energinet.

    Konkret indkøber Energinet allerede i dag en reserve af produktionskapacitet af el hos diverse energileverandører, som man kan have i baghånden og aktivere i tilfælde af nedbrud hos de primære strømleverandører på dagen.

    - Og vi kan bare se, at der er en trend hos både vindproducenterne og solcelleproducenterne til gerne at ville bygge større end de 6-700 MW og det, der er tilladt i dag. Der er ved at tegne sig et billede af, at fremtidens anlæg bliver i 1000-MW størrelsen, og samtidig kan vi også se på vores egne projekter, at det er billigere at bygge større, siger Klaus Winther.

    *****

    Energy Supply:
    Ny direktør til Vordingborg Forsyning er fundet

    Det bliver den 52-årige Kaspar Mondrup, der overtager posten som direktør i det kommunalt-ejede multiforsyningsselskab, Vordingborg Forsyning, som dækker over forsyningsområderne kraftvarme, fjernvarme, vand og spildevand. Det oplyser Energy Supply.

    - Vi havde et meget kvalificeret ansøgerfelt til stillingen, og vi har stor tillid til, at Kaspar Mondrup er den helt rigtige til at fortsætte den gode udvikling i Vordingborg Forsyning. Kaspar har et stort og relevant netværk på tværs af fjernvarme-, vand-, el- og gas-sektorerne og et godt branchekendskab. Han vil også vil også kunne bringe nye idéer og tanker ind i forretningsudviklingen, som kan sikre, at Vordingborg Forsyning også fremover vil stå stærkt til at håndtere fremtidens udfordringer, udtaler bestyrelsesformand Michael Larsen i en pressemeddelelse.

    Kaspar Mondrup kommer med mere end 18 års erfaring som topleder inden for energi- og forsyningssektoren i virksomhederne KMD Energy Solutions, Grønlands Energiforsyning og Sonlinc A/S.

    Han tiltræder stillingen 2. maj 2024.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Lækket aftale: EU vil satse på sikkerhed i stedet for klima

    Når EU’s statsledere mødes 27.-28. juni for at vedtage den næste femårsstrategi gældende for 2024 til 2029, så bliver det med en aftaletekst, hvor miljø og biodiversitet stort set er renset ud af teksten. Det viser et udkast, som blev lækket i sidste – det skriver Ingeniøren.dk.

    Overskriften på udkastet er ”Et stærkt og sikkert Europa”, og fokus er nu på oprustning og skærpet indvandringspolitik.  

    Konkret står der i udkastet blandt andet, at EU effektivt skal beskytte sine ydre grænser og bekæmpe »irregulær« indvandring, og at områdets fødevaresikkerhed skal sikres via en »levende fødevaresektor«.

    Når det gælder energi, skal EU gøres mere energiuafhængig ved at fremskynde energiomstillingen og opbygning af en energiunion. Bemærk her, at energiomstillingen ikke nødvendigvis skal være med VE.

    Enkelte andre punkter i udkastet har referencer til den grønne omstilling. For eksempel står der, at EU skal reducere den strategiske afhængighed og øge modstandskraften ved at udvikle en mere cirkulær og ressourceeffektiv økonomi.

    Men i et punkt i udkastet står der direkte, at EU skal forberede sig på de nye realiteter, der stammer fra klimaforandringer. Med andre ord skal der nu satses på at tilpasse sig klimaforandringer i stedet for at udsætte dem.

    Andre klikkede på...