Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering
Produktion
Varmekilder

Varmen skal ud i stuerne og ikke ud til fuglene

Væk med prisloftet, så vi kan komme videre med den grønne omstilling. Sådan lyder opfordringen til politikerne fra Dansk Fjernvarmes politiske chef, Rune Moesgaard, i indlægget her, der blev bragt i Berlingske den 23. marts 2024.

21. mar. 2024
  • Læs op

Indhold

    Et stort datacenter på Fyn, en producent af gipsplader i Hobro, en gærfabrik i Grenaa. Hvad har alle disse gode virksomheder til fælles? Jo, de producerer en vare, der efterlader en stor mængde overskudsvarme i processen, som i dag ikke bruges til andet end at fyre for fuglene.

    Det kan synes besynderligt, når alle er enige om, at det er en god idé at udnytte denne varme. Flere politiske aftaler har også understreget, at et enigt Folketing netop ønsker øget udnyttelse af overskudsvarme. Det er energieffektivt, det er grønt, og det er frem for alt klogt.

    Hvorfor sker det så ikke, når alle er enige i, at det er en god idé? Det skyldes, at der i god vilje er indført et såkaldt prisloft på overskudsvarme. Et prisloft, der skulle fungere som værn mod, at et datacenter eller en industrivirksomhed sælger varmen for dyrt til det lokale fjernvarmeselskab og dermed giver for høje fjernvarmepriser for forbrugerne.

    Tværtimod fungerer prisloftet stik mod hensigten og forhindrer i dag, at virksomheder og fjernvarmeselskaber indgår aftaler om at udnytte varmen.

    Rune Moesgaard

    Prisloftet må væk

    Problemet er imidlertid, at måden dette loft er indrettet på, netop ikke giver denne beskyttelse. Tværtimod fungerer prisloftet stik mod hensigten og forhindrer i dag, at virksomheder og fjernvarmeselskaber indgår aftaler om at udnytte varmen.

    Og det betyder, at fjernvarmeselskaberne i stedet for at udnytte den lokale overskudsvarme til gavn for forbrugerne og for klimaet, i stedet må producere deres varme fra andre energikilder, der kan være dyrere og langt mindre grønne.

    Og det betyder, at industrivirksomheden ikke kan sikre en energieffektiv udnyttelse af deres ressourcer. 

    Hvis vi skal udnytte det store potentiale, der ligger i overskudsvarme, så må prisloftet tages af bordet. Selvom selve prisloftet over tid kan variere og være både lavt eller højt, så medfører det så stor usikkerhed for industrien og fjernvarmeselskaberne, at kun de færreste projekter bliver realiseret.

    Vi glæder os over, at politikere over en bred kam, fra SF til Venstre, radikale og Enhedslisten med flere ønsker prisloftet væk. Det bakker vi op om.

    Væk med prisloftet, så vi kan komme videre med den grønne omstilling til gavn for selskaberne, forbrugerne og ikke mindst klimaet.

    (Indlægget blev oprindeligt bragt i Berlingske den 23. marts 2024)

    Andre klikkede på...