Gå til hovedindhold
Varmekilder
Forsyningssikkerhed
Dansk Fjernvarme

Geotermisk potentiale skal indfries i den nye europæiske strategi

Der skal et større fokus på vidensdeling, teknologisk erfaring og kortlægning af eksisterende anlæg, hvis EU vil give et rygstød til geotermi som grøn varmekilde. Sådan lyder opfordringen fra chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Maria Dahl Hedegaard, i dette indlæg, der har været bragt i GridTech.

08. mar. 2024
Kredsloeb_Geotermi_grafik_700x420
  • Læs op

Indhold

    Den 18. januar stemte et næsten enigt parlament for initiativrapporten om geotermi, der dermed sendte rapporten videre til Europa-Kommissionen. Med rapporten følger en opfordring til, at der skal udarbejdes en europæisk strategi og lovgivning om geotermi.

    Og den opfordring kommer ikke for tidligt.

    Med tanke på, at hele Europa kæmper med at få udfaset russisk gas fra industrien samt el- og varmeforsyningen, må alle grønne kræfter sættes ind, mens mere end halvdelen af det endelige energiforbrug til boligopvarmning fortsat dækkes af fossile brændsler i Europa.

    Her kan geotermi i stor stil bidrage til uafhængigheden af naturgas, øge fleksibiliteten og effektiviteten oveni at være en lokal ressource, der ikke længere gør opvarmning af boliger til et geopolitisk spørgsmål.

    Øge den offentlige bevidsthed

    Det kræver dog først og fremmest én samlet strategi. For hvor vind- og solenergi allerede er en del af en europæisk strategi for udbygning af vedvarende energi, så halter geotermi bagefter både ift. kendskab til teknologien, anerkendelse som vedvarende energi og udbygning med den.

    En fælles strategi vil bidrage til en øget offentlig bevidsthed om teknologien, muliggøre økonomisk opbakning samt sikre forsyningskæden og teknologiudviklingen gennem cases og forskning.

    Geotermi har potentialet til at kunne udgøre 75 procent af varme- og kølebehovet og 15 procent af elektriciteten i Europa i 2040.

    På den måde bidrager geotermi til REPowerEU-planen og energieffektiviseringsdirektivet med fossilfri energi, øget diversitet i energiproduktion, samtidig med at den er en grøn, vedvarende og stabil energikilde.

    Geotermi-strategi er også fjernvarme-strategi

    Når infrastrukturen er på plads, er det en let tilgængelig og lokal løsning til et grønnere fjernvarmesystem med begrænset arealanvendelse, som let kan integreres i landskabet. Det betyder også, at geotermi er en rigtig vigtig spiller i udfasningen af russisk gas i boligopvarmningen i de store byer, hvor befolkningstætheden er høj, og arealudbygningen er begrænset.

    Med udbygning af geotermi, er det helt afgørende, at infrastrukturen er på plads for at kunne indfri det store potentiale. Med andre ord så skal en strategi for udbygning med geotermi også være en fjernvarme-strategi.

    De to hænger sammen, hvis geotermi skal hjælpe med at omstille det europæiske varmeforbrug fra fossil til vedvarende energi.

    En vigtig del af strategien bør derfor være en kortlægning over eksisterende fjernvarmenet i medlemslandene og en fremadrettet varmeplanlægning med fokus på lokale varmekilder som opvarmningsform, hvilket energieffektiviseringsdirektivet også kræver.

    Med en varmeplanlægning skal også en kortlægning af undergrunden ske for at finde de bedst egnede steder. På den måde synliggøres det, hvor potentialet for geotermi er i opvarmningen i dag, og hvor mulighederne vil være fremadrettet.

    Største hindring

    Den største hindring for udbredelsen af geotermi ligger i uvidenhed omkring teknologien og manglende tilkendegivelse af geotermi som vedvarende energikilde. Flere europæiske lande, såsom Frankrig, Holland og Sverige har i dag geotermi i deres opvarmning, men uden at det bliver delt eller kortlagt, som man kender det fra vind og sol.

    Et større fokus på vidensdeling, teknologisk erfaring og kortlægning af eksisterende anlæg vil give et rygstød til geotermi som grøn varmekilde.

    (Indlægget blev bragt på GridTech den 8. marts 2024)

    Andre klikkede på...