Gå til hovedindhold
Medlemmer
Dansk Fjernvarme

Fjernvarmefan: Stine Bosse besøger Forsyning Helsingør

Moderaternes EP-spidskandidat Stine Bosse har været på fjernvarmebesøg hos Forsyning Helsingør. Spidskandidaten var knivskarp på fjernvarme og fortaler for mere fjernvarme i Europa.

26. apr. 2024
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Hans Peter Balle - i den grønne jakke - viste EP-spidskandidat Stine Bosse rundt i Søheltekvarteret, hvor Forsyning Helsingør er i færd med at konvertere til fjernvarme. Med på turen var også International Chef i Dansk Fjernvarme, Birger Lauersen. Foto: Jesper Voldgaard.

  • Læs op

Indhold

    Moderaternes spidskandidat til Europa-Parlamentet Stine Bosse kunne bogstaveligt både se og røre ved fysiske fjernvarmerør, da hun i april var på besøg hos Forsyning Helsingør.

    Besøget begyndte i Søheltekvarteret, her skulle Stine Bosse som det første se et af de udbygningsområder, som Forsyning Helsingør er ved at omlægge til fjernvarme. 

    Det var til stor begejstring for EP-spidskandidaten.

    - Jeg elsker fjernvarme, jeg har selv fjernvarme derhjemme. Jeg er fortaler for, at både Danmark og resten af Europa skal have mere fjernvarme.

    På gåturen rundt i Søheltekvarteret fik EP-spidskandidaten mulighed for at stille spørgsmål til Forsyning Helsingørs Energichef, Hans Peter Balle. Det var en velforberedt spidskandidat, som var mødt op, påpeger Energichefen.

    - Stine Bosse stillede gode spørgsmål, og hun bidrog med et godt modspil.

    Overlegen og nysgerrig 

    Efter rundvisningen af udbygningsområdet gik turen videre til Forsyning Helsingør. Her var der både tid til en grundig rundvisning af kraftvarmeværket og til en snak med Dansk Fjernvarmes internationale chef Birger Lauersen om fjernvarmens mange styrker og muligheder i Europa.

    Stine Bosse startede på Forsyning Helsingør med at se, hvordan flisen bliver transporteret fra lastbillevering videre gennem anlægget og ud til fjernvarmeforbrugeren.

    Stine Bosse - spidskandidat til EP-valget senere på året - har besøgt Forsyning Helsingør til en rundvisning og dialog om fjernvarmens muligheder i EU. Foto og video: Jesper Voldgaard.

    Det var tydeligt at mærke, at det passede hende godt ikke kun at få fortællingen om distributionen af fjernvarme, men at hun også kom med ind i maskinrummet. Her så hun, hvordan kraftvarmeværket ser ud og hvordan forsyningsselskabet producerer fjernvarme, påpeger international chef i Dansk Fjernvarme, Birger Lauersen.

    - Stine Bosse er politisk overlegen, når det kommer til den tekniske del ved fjernvarme. Hun var meget nysgerrig på, hvordan produktionen af fjernvarme konkret foregår og hvordan sikkerheden fungerer hos Forsyning Helsingør. 

    Efter rundvisningen fortsatte besøget i et af Forsyning Helsingørs mødelokaler. Der gik snakken flittigt mellem Forsyning Helsingørs Energichef Hans Peter Balle, Stine Bosse og Birger Lauersen.

    Billigst og bedst

    Her handlede samtalen om, at EP-Spidskandidaten var nysgerrig på at finde ud af, hvilke overvejelser fjernvarmeselskaberne gør sig i forhold til at få klima, økonomi og sikkerhed til at spille sammen.

    Det er overvejelser som Energichef Hans Peter Balle håber, at EP-spidskandidaten tager med sig videre.

    - Stine Bosse er foregangskvinde og har et mindset for at gøre det billigst og bedst. Hvis hun bliver valgt ind, kan hun gå videre med de samtaler, som vi har haft i dag blandt andet om vigtigheden af at have et stabilt og fleksibelt energisystem, hvor politikkerne ikke lægger alle æg i en kurv. Fjernvarmen kan netop rumme mange teknologier og tilbyde fleksibilitet i forhold til sol og vind.

    På Forsyning Helsingør fik Stine Bosse en grundig rundvisning på fjernvarmeværket af Hans Peter Balle og senere blev det til en snak med ham og Birger Lauersen om fjernvarmens mange styrker og muligheder i Europa. Foto: Jesper Voldgaard.

    EP-Spidskandidaten har bestemt tænkt sig at gå videre med den viden, hun har fået efter fredagens fjernvarmebesøg hos Forsyning Helsingør.

    - Efter besøget i dag tager jeg med mig herfra, det at opvarme byer, der er fjernvarme en helt enestående teknologi og måde at gøre det på. Fjernvarme er enkelt og ikke særlig kompliceret.

    - Fjernvarme kan virkelig bidrage, fordi det er overskudsvarme. Det skal ind i det her grit, som vi skal have bygget.

    Det er en EP-spidskandidat, som forlader Forsyning Helsingør med et klart fjernvarmebudskab.

    - Jeg tager også med herfra, at danske fjernvarmevirksomheder er stærke leverandører. Det skal vi se, om vi ikke kan få endnu flere til at tænke i de her tanker. Hvis jeg bliver valgt ind i parlamentet.

    Andre klikkede på...