Gå til hovedindhold

Stik imod politisk ønske: Danmark kommer til at sende massive mængder affald til udlandet

LÆS I DAG:
Varmeværk skal tilbageføre millioner til sine kunder på halvandet år.
Eksperter om Odsherred-kaos: - Det her er sådan set hverdagskost for lokalpolitikere.
Forsyningsselskaber gør formand til direktør.
Brande Fjernvarme gør klar til udskiftning på formandsposten.
Næstkommanderende i Klimarådet: Hold øje med prisstigninger på biomasse.
Minister advarer: Belgisk valg truer energiø til over 200 milliarder kroner.

08. maj 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Altinget.dk:
    Stik imod politisk ønske: Danmark kommer til at sende massive mængder affald til udlandet

    Uden nye tiltag vil Danmark være nødt til at sende affald til udlandet, viser fremskrivning fra Klimaministeriet. Det kræver politisk handling, hvis affaldet fortsat skal udnyttes herhjemme, siger ekspert til Altinget.dk.

    - Vores omfattende fjernvarmesystem betyder, at få lande har mulighed for at udnytte affald lige så effektivt som os. Så alt andet lige bør det kunne betale sig for os at udnytte affaldet selv, fremfor et betale for forbrænding i udlandet, lyder det fra professor i energiplanlægning ved DTU, Marie Münster.

    Det er alt andet lige dyrere for samfundsøkonomien at sende affald ud af landet, og derfor kan det være nødvendigt at investere fra politisk hold, siger hun:

    - Vi skal have afklaring på, om vi i fremtiden vil eksportere vores forbrændingsegnede affald til udlandet eller vil udnytte det selv, siger hun til Altinget.dk.

    Ifølge fremskrivningen står Danmark til fra 2032 og frem at skulle sende affald ud over landets grænse, fordi der vil ske en nedgang i forbrændingsanlæggenes kapacitet, forudser den seneste klimafremskrivning.

    Det skyldes, at en række anlæg står over for større reinvesteringer, der ifølge fremskrivningen gør dem urentable. Imens er den samlede mængde affald konstant, og derfor kan det blive nødvendigt at afsætte op til 0,7 millioner ton affald gennem eksport i 2035.

    Det svarer til en femtedel af den samlede mængde affald.

    *****

    EnergiWatch:
    Varmeværk skal tilbageføre millioner til sine kunder på halvandet år

    Forsyningstilsynet har ifølge EnergiWatch afvist alle forslag fra Vildbjerg Varme til at tilbagebetale sine forbrugere for fejlslagen spekulation i elpriser. Nu har tilsynet krævet, at pengene skal tilbagebetales inden udgangen af 2025.

    Afgørelsen kommer efter forhandlinger igennem seks måneder, og det er den første sag om, hvordan seks varmeværker skal tilbageføre millioner af kroner til sine forbrugere.

    Vildbjerg Varme skal tilbagebetale mere end 6,7 mio. kr. til sine forbrugere.

    ”Forsyningstilsynet giver pålæg om, at Vildbjerg Varme skal tilbageføre til varmeforbrugerne 2.251.262 kr. i 2024 og 4.502.524 kr. i 2025 med påbegyndelse senest den 1. juli 2024 og frem til den 31. december 2025,” lyder det i afgørelsen fra tilsynet.

    Vildbjerg Varme har skaffet kapital til tilbagebetalingen ved, at moderselskabet Vildbjerg Tekniske Værker har frasolgt sin elnetforretning til Netselskabet N1 tilbage i november 2023. Pengene er herefter blevet øremærket til at få varmeværket ud af sin økonomiske knibe.

    Vildbjerg Varme havde selv ønsket, at den endelige løsning skulle vælges ved afstemning på værkets generalforsamling, så det var andelshaverne, der kunne foretage vurderingen. Det er afvist af Forsyningstilsynet.

    *****

    Energy Supply:
    Eksperter om Odsherred-kaos: - Det her er sådan set hverdagskost for lokalpolitikere

    De seneste uger har kritikken haglet ned over Odsherred Forsyning. Men to eksperter giver overfor Energy Supply udtryk for, at der bør være nuancer i kritikken – ikke mindst kritikken af bestyrelsen for at mangle professionalisme.

    Dele af byrådet i Odsherred Kommune har således beskyldt bestyrelsen for ikke at kunne løfte opgaven. De har ikke haft de fornødne kompetencer og erfaringer, har kritikken bl.a. lydt.

    Roger Buch er forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt ekspert i kommunal forvaltning, og han mener, at der ikke er megen evidens for, at professionel ledelse reelt er bedre end politisk ledelse.

    - I tilfældet med Odsherred har en politisk styret organisation truffet nogle beslutninger, der ikke er gået særlig godt. Og så kommer ønsket om at få professionelle kompetencer ind. Men i et tilfælde som Frederikshavn Havn ser vi så det modsatte: Her har en professionel ledelse ikke løst deres opgave godt nok, og så bliver opgaven smidt over til en politisk ledelse. Så det er ikke en entydig diskussion, hvad der skaber gode løsninger, siger Roger Buch.

    For Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, er netop god rådgivning afgørende for lokalpolitikere i bestyrelsesarbejdet:

    - Det er jo ikke i sig selv diskvalificerende at være politiker i en bestyrelse. Det giver altid et interessentperspektiv, men man kan ikke forvente, at de har de relevante ledelseskompetencer. De skal bare sikre sig, at de har en kompetent direktion. Og når der kommer et stort projekt, som ikke er driftsrelateret, så skal man sikre sig relevant rådgivning, der kompenserer for de risici, der er ved bestyrelsens og direktionens manglende kompetencer til denne type opgave, siger Per Nikolaj Bukh.

    *****

    CleantechWatch:
    Forsyningsselskaber gør formand til direktør

    Anders Gjesing, der i dag er formand for de to sjællandske forsyningsselskaber NK-Forsyning og Envafors, overtager 1. juni posten som adm. direktør i begge selskaber. Det beretter CleantechWatch, der har fået oplysningen fra en pressemeddelelse.

    NK-Forsyning er moderselskab i Slagelse Kommunes forsyningskoncern, der tæller datterselskaberne NK-Vand, NK-Spildevand, og NKE-Elnet, mens serviceselskabet Envafors ejes af NK-Forsyning sammen Slagelses SK Forsyning.

    - Med Anders får vi en virkelig kompetent direktør med stærke kompetencer på en række af de områder, hvor vi som forsyningsvirksomhed bliver mødt med stadig højere krav fra vores omverden, lyder det i en kommentar i meddelelsen fra Lars Erik Clausen, næstformand for NK-Forsyning og formand for ansættelsesudvalget.

    Han medgiver, at det er utraditionelt, at valget til direktørposten er faldet på bestyrelsesformanden.

    - Men gennem rekrutteringsprocessen, hvor et eksternt rekrutteringsfirma har bistået med processen, tests og evalueringen af kandidaterne, er både ansættelsesudvalget og bestyrelsen blevet bestyrket i, at Anders var dén i det stærke kandidatfelt, der bedst levede op til den kompetenceprofil, som vi efterspurgte til stillingen. Og så skal det jo ikke lægge ham til last, at han kender selskaberne fra en anden rolle, lyder det fra Lars Erik Clausen.

    Anders Gjesing er i dag selvstændig og sidder dertil i bestyrelsen i flere virksomheder og organisationer, heriblandt genvindingsvirksomheden Recycon Elements. Han kommer nu til at forlade flere af de poster, lyder det i meddelelsen.

    *****

    Herning Folkeblad:
    Brande Fjernvarme gør klar til udskiftning på formandsposten

    Siden 2022 Brande Fjernvarme budt velkommen rigtig mange nye kunder – der er tale om en tilvækst på 45 procent – og det har været medvirkende til, at et underskud på 9.2 mio. kroner i 2022 er vekslet til et overskud på 6,2 mio. kroner i 2023. Det skriver Herning Folkeblad på baggrund af den nylige generalforsamling.

    En stor del af den markante resultatforbedring skyldtes den prisforhøjelse, Brande Fjernvarme efter to år med et samlet underskud på 16 millioner kroner var nødt til at gennemføre med virkning fra årsskiftet 2023, men også generelt lavere energipriser og væksten i antallet af forbrugere har trukket i den rigtige retning. Samtidig er det lykkedes at holde de øvrige omkostninger i ro, lyder det.

    Faktisk blev der i 2023 produceret 15 procent mere varme til en lavere udgift end de samlede produktionsomkostninger i 2022. En væsentlig årsag til det er, at naturgassen i 2023 udgjorde mindre end to procent af Brande Fjernvarmes samlede energiforbrug.

    Tre af Brande Fjernvarmes fem bestyrelsesmedlemmer var på valg, og mens næstformand Jens Studsgaard var indstillet på endnu en toårig periode og blev genvalgt, var der nyvalg til Martin H. Mortensen og den hidtidige andensuppleant, Jakob Kristensen.

    I samme forbindelse annoncerede Henrik Kraglund, der har beklædt formandsposten siden 2010, at han efterhånden nærmer sig sin udløbsdato som fjernvarmeformand, og han opfordrede derfor til, at man kontakter ham, hvis man har forslag til hans efterfølger, som skal vælges på næste års generalforsamling.

    *****

    EnergiWatch:
    Næstkommanderende i Klimarådet: Hold øje med prisstigninger på biomasse

    Næstformand i Klimarådet, Niels Buus Kristensen, forudser, at biomasse i fremtiden bliver en knap ressource, og at det vil få prisen til at stige. Det skriver EnergiWatch. Niels Buus Kristensen er til daglig seniorforsker ved Transportøkonomisk Institut i Oslo.

    - Det kommer til at få betydning for jer, for I skal tænke over, at biomasse er en knap faktor, så det bliver ikke bare sådan, at man kan tage en masse biomasse og så lave PTX eller en masse andre teknologier, der forudsætter, at man har biomasse til rådighed, pointerede Niels Buus Kristensen på et nyligt arrangement.

    - Biomasse bliver en ekstremt knap faktor, og hvad sker der, når noget er en knap ressource? Så bliver det dyrt, lød det.

    I Danmark er kraftvarmeværker de største aftagere af fast biomasse til energiformål. Kraftvarmeværkerne fyrer med biomasse i form af træflis, men biomasse til energiformål tæller også anden træbiomasse som træpiller, gylle, halm og dybstrøelse til biogasanlæg samt organisk affald fra vores køkkener og slagterier.

    *****

    GridTech:
    Minister advarer: Belgisk valg truer energiø til over 200 milliarder kroner

    I fire år har den danske regering forsøgt at overtale den belgiske regering til at poste penge i etableringen af Energiø Nordsøen, der skal producere, lagre og distribuere grøn elektricitet fra havvind til bl.a. netop Belgien.

    Men forhandlingerne er ifølge GridTech gået helt i stå, fordi pressede leverandørkæder, stigende renter og inflation har fordyret projektet langt op over kanten af, hvad belgierne vil være med til. Dertil kommer, at det forestående valg i Belgien kan kaste yderligere grus i planerne.

    Det fremgår af et notat fra Klimaministeriet, hvor der advares om, at valget kan gøre det svært at indgå en aftale. Klimaminister Lars Aagaard understreger, at øen kun kan blive realiseret, hvis det lykkes Danmark at indgå nye aftaler med Belgien eller andre partnerlande.

    Ifølge notatet kører regeringen parallelle spor med andre lande, nemlig Tyskland, Holland, Norge og Storbritannien. Men det er ikke omtalt som reelle forhandlinger, kun dialoger.

    I en mail til Ingeniøren skriver Energinets direktør for energiøer Hanne Storm Detlefsen, at processen trækker ud, fordi ministeren aktuelt sammen med den belgiske minister forsøger at få de andre medlemslande til at betale en del af den større regning.

    Andre klikkede på...