Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Medlemmer

Skatteminister kommer forbi Energi På Toppen

Jeppe Bruus lægger vejen forbi, når den næste udgave af Energi På Toppen bliver afviklet den 22. maj. Han skal bl.a. forholde sig til, hvor pengene til den grønne omstilling skal komme fra.

19. maj 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Den grønne omstilling er klimamæssigt en nødvendighed. Men hvordan skal vi som samfund finansiere omstillingen, når industrien, transportsektoren og ikke mindst energisektoren over tid udleder mindre og mindre CO2?

    Det minder nemlig lidt om, at vi saver den gren over, som vi sidder på, fordi det provenu, som samfundet i dag henter ind på udledningen af CO2, i fremtiden bliver mindre og mindre  i takt med, at vores land bliver grønnere. Og dermed forsvinder en del af den nuværende finansiering.

    Det dilemma italesætter Dansk Fjernvarme, når den næste udgave af Energi På Toppen bliver afholdt den 22. maj under overskriften ”Den grønne omstillings dilemma”.

    - Det er ikke kun energisektoren, der arbejder på en massiv omstilling, der unægteligt må afføde et betydeligt provenutab til statskassen. Er der et reelt incitament til at omstille fra sort naturgas til grøn varme og energi, så længe det andet er en god forretning for staten, siger politisk chef Rune Moesgaard og fortsætter:

    - Det bliver yderst interessant at få forskellige bud på, hvordan vi skal i fremtiden skal have et afgiftssystem, der giver mening. De adfærdsregulerende afgifter skulle gerne - hvis de er effektive - afvikle sig selv. Og hvad gør vi så?

    Jeppe Bruus er med

    Og der bliver forhåbentlig et svar direkte fra toppen af samfundet, fordi skatteminister Jeppe Bruus har takket ja til at deltage på Energi På Toppen. Han kommer til at runde dagen af med sit indlæg.

    Forud har bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsorganisation (AE), tænketankene Cepos og Concito samt DLV og Dansk Fjernvarme været i oplægsholdernes rolle på Energi På Toppen, der som vanligt bliver afholdt DAC – Dansk Arkitektur Center.

    Interessen for denne udgave af Energi På Toppen har allerede været stor, fortæller kommunikationskonsulent Katrine Fugl, der er tovholder på arrangementet.

    - Jeg tror, der er mange brancher, der kan spejle sig i dilemmaet. Omstillingen er ikke gratis for nogen, men det gør den ikke mindre vigtig, og noget tyder på, at afgiftssystemerne rundt omkring spiller en rolle for tempoet, siger hun.

    Andre klikkede på...