Gå til hovedindhold
Klima- & Miljøforhold
Dansk Fjernvarme
Forsyningssikkerhed

EP-valg 2024: Vi skal ikke forvente endnu et grønt valg

Sidste valg til Europa-Parlamentet havde fokus på grønne temaer. Det bliver anderledes denne gang, vurderer Altingets EU-korrespondent Rikke Albrechtsen.

07. maj 2024
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

- Der vil være fokus på at sikre europæiske arbejdspladser og fokus på sikkerhedssituationen i lyset af blandt andet krigen i Ukraine, mener Rikke Albrechtsen om det forestående valg til Europa-Parlamentet. Foto: Arthur Cammelbeeck.

  • Læs op

Indhold

    Denne artikel er bragt første gang i magasinet Fjernvarmen 2/2024.

    Valget til Europa-Parlamentet stod i 2019 i det grønne tegn – drevet af Greta Thunberg og skolestrejker for klimaet. Denne gang skal vi ikke forvente det samme. Det vurderer Rikke Albrechtsen, EU-korrespondent for Altinget.

    – I stedet vil der være meget fokus på konkurrencedygtighed, og hvordan europæiske virksomheder skal tilpasse sig en udfordrende global situation. Der vil være fokus på at sikre europæiske arbejdspladser og fokus på sikkerhedssituationen i lyset af blandt andet krigen i Ukraine. I Danmark har vi fortsat fokus på klima og miljø, men der er danskerne nok lidt anderledes, end når man ser på Europa generelt. De andre europæere er mere nervøse omkring sikkerhedspolitik, siger Rikke Albrechtsen.

    Krig har givet fokus på forsyningssikkerhed

    I den seneste femårsperiode har Kommissionen været meget ambitiøs og sat en masse i søen omkring klima og miljø – herunder pakken ”Fit for 55”. Derfor giver det ifølge Rikke Albrechtsen god mening, at der nu vil være andre emner i valgkampen, der står forrest for politikerne.

    – På den anden side har vi sat nogle klimamål, som vi skal nå, og derfor skal der noget strammere lovgivning til for at nå dem, så der kommer en klemme for politikerne. Men der er mere fokus på, at det skal gøres i respekt for, at industrivirksomhederne i Europa kan overleve. På energiområdet er der en form for modstand mod at gå alt for langt. Og det er et toneskifte, som er enormt tydeligt, siger Rikke Albrechtsen og fortsætter:  

    – Men der er stadig meget, der mangler afklaring omkring, hvis vi skal have en reel energiunion – selvom der er sat turbo på en del i kølvandet på krigen i Ukraine. Det gælder blandt andet udbygning af en grønnere energiproduktion og af den infrastruktur, der skal til for, at den kan fordeles på tværs af grænser. Så på den måde kommer energi alligevel til at fylde en hel del.

    Her har netop krigen i Ukraine været en kæmpedriver for den grønne omstilling i Europa. Ifølge Rikke Albrechtsen er udfordringen nu, at for at kunne nå de nye mål er der nye hindringer:

    – Det er meget sværere at sætte havmøller op, end det er at opsætte flotte mål. Der venter svære diskussioner af, hvad der er af interne hindringer, som står i vejen for et forbundet marked, der giver mening. Det kræver, at der foretages store investeringer, og at vi samtidig undgår, at alle arbejder ud fra egen navle, så strøm kan sendes hen, hvor der er brug for den. Det er svært, for der er nogle store nationale hensyn, som begrænser medlemslandenes villighed til og mulighed for at handle, siger Rikke Albrechtsen.

    Andre klikkede på...