20. nov 2020 Høringssvar

Betaling for myndighedsbehandling hos Forsyningsstilsynet

Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar til Forsyningstilsynets høring over udkast til tre bekendtgørelser om ændring af betaling for myndighedsbehandling efter lov om Forsyningstilsynet, lov om elforsyning og lov om varmeforsyning.

Michael Fibiger
Økonomisk konsulent
T: +45 76 30 88 66
M: +45 24 90 93 82
fib@danskfjernvarme.dk

Hovedproblemstilling
I udkastet lægger Forsyningstilsynet op til følgende markante stigninger i fjernvarmeproducenternes betaling til Forsyningstilsynet:

  • Mere end en fordobling af betalingerne for Forsyningstilsynets opgavevaretagelse efter lov om varmeforsyning mv. (betaling forhøjes fra 129,43 kr. til 261,64 kr. pr. TJ). Gebyrstigningen forklares i høringsbrevet med ”en større opgave vedrørende udvikling af ny regulering på varmeområdet”.
  • En stigning på 12,3 pct. i gebyret til finansiering af Forsyningstilsynets overvågnings- og analyseopgaver mv. (fra 22,49 til 25,26 kr. pr. TJ).

Konklusion
Begrundelsen for gebyrstigningen er baseret på to stemmeaftaler fra 2016 og 2017, som nu er afløst af klimaaftalen fra 22. juni 2020 og derfor ikke længere er relevant. Grundlaget for at gennemføre gebyrstigningen er derfor bortfaldet.

Dansk Fjernvarme opfordrer til, at de pågældende gebyrer – i stedet for de foreslåede stigninger – sættes markant ned, så de bliver i overensstemmelse med formuleringerne i klimaaftalen om en økonomisk regulering af fjernvarmeselskaberne uden unødvendige administrative byrder.

Dansk Fjernvarme skal desuden opfordre til,

  • at reglerne laves om, så tilsynet ikke selv skal træffe beslutninger om gebyrer,
  • at reglerne ændres, så der ikke kan gennemføres gebyrstigninger til finansiering af opgaver, som ikke længere er relevante
  • at tilsynets indsats fremover skal tilrettelægges mhp. at understøtte selskaberne i at nå de mål, der er for lovgivningen om bl.a. omkostningseffektivitet og grøn omstilling – i stedet for en skrivebordsregulering baseret på krav, kontrol og straf, som ikke forholder sig til, hvordan målene konkret kan nås.