29. nov 2018 Debat

Sund fornuft at udnytte overskudsvarme

En ny afgift på overskudsvarme vil sætte en effektiv stopper for udnyttelsen af genbrugsvarme og for den sunde fornuft. Det bør ikke ske, skriver Kim Mortensen.

Vi ser en unik mulighed for, at Folketinget optimerer reguleringen af overskudsvarme, så danske industrivirksomheder og fjernvarmeselskaber i fællesskab kan sikre optimal udnyttelse af overskydende energi til gavn for det danske samfund.

Alligevel er det fortsat ikke lykkedes for Folketinget at indgå en aftale, der vil sikre bedre udnyttelse af overskudsvarmen.

Det kan skyldes, at der er interesser, der fremfører det synspunkt, at en certificeringsordning er en dårlig idé, og at en afgift på overskudsvarme på 20,5 kr./GJ er en fordel. Det er i vores øjne synspunkter, der er baseret på falske præmisser eller argumenter.

Sandheden er, at det politiske forslag, der i øjeblikket forhandles om, risikerer at stoppe mange eksisterende projekter med overskudsvarme og gør det meget lidt attraktivt at investere i projekter med overskudsvarme.

Det har vi allerede set og hørt fra Rockwool, Air Liquide i Hedensted, Stryhns i Roskilde og Novo Nordisk, der har projekter, som ikke bliver til noget med det forslag, der ligger på bordet.

Der er nogen, der argumenterer med, at en fast afgift på overskudsvarme kan forhindre ’falsk’ overskudsvarme. En afgift sikrer at virksomhederne ikke producerer overskudsvarme unødvendigt, fordi de kan tjene penge på det

Det er imidlertid en fejlslutning som også Skatteministeriet har skudt ned. Skatteministeriet har vurderet, at man med regeringens foreslåede afgift ikke vil forhindre falsk overskudsvarme, højst hæmme den. En afgift vil til gengæld ramme al overskudsvarme – i det overskudsvarmen kun kommer ind i fjernvarmeselskabernes varmeproduktion, hvis varmen er konkurrencedygtig med alternativet – og det bliver det i mindre grad med en afgift.

Vi er med på at sløseri skal rammes, men det kan en certificeringsmodel sikre, sådan som vi har foreslået det sammen med bl.a. Dansk Industri. Dermed sikrer vi, at overskudsvarmen udnyttes, uden at der gives incitament til at sløse med energien.

Overskudsvarme er cirkulært
Vi hører også argumentet, at overskudsvarme produceres på fossile brændsler – derfor bør man ikke lave for attraktive vilkår for at gøre overskudsvarme til et attraktivt produkt

Hvad enten industrivirksomhedens energiforbrug er baseret på vedvarende energi eller ej, så er det relevant, at spildvarmen enten bruges i fjernvarmen eller også ryger ud til pipfuglene. Reel overskudsvarme er den mest vedvarende energi, man kan bruge, for det er energi, der bruges to gange.

Så kunne man måske godt sige, at når PSO’en udfases og elvarmeafgiften nedsættes, bliver den samlede ’business case’ for overskudsvarme så ikke bedre end i dag, på trods af en fast afgift på overskudsvarme.

Skat på sund fornuft
Jo, det kan man godt – men det er ikke hele billedet. Nedsættelsen af elvarmeafgiften og PSO afgiften gavner kun de overskudsvarmeprojekter hvor der er behov for el til varmepumper. Indtil nu har disse projekter ikke kunne gennemføres på grund af for høje afgifter på el. Den forhøjede overskudsvarmeafgift virker modsat dette ønske, og vil reelt sætte en stopper for mange overskudsvarmeprojekter.

Jeg har svært ved at få øje på, hvilket incitament eksempelvis de store datacentre – hvoraf flere har meldt ud, at de er parate til at forære overskudsvarmen væk – har I at gennemføre store investeringer for at muliggøre udnyttelsen, hvis de samtidig skal betale en ny høj afgift for at komme af med varmen.

Når man tænker, på hvor nidkært centraladministrationen gennemfører store forandringer i energisektoren for at styrke statskassen, så synes jeg der er en tendens til at undervurdere industriens interesse i at smide guld på gaden. En ny, høj afgift på overskudsvarme, vil være det samme som at indføre en ny, høj afgift på sund fornuft.

Det bør ikke ske.

Vi glæder os over, at der er meget bred politisk opbakning til at sikre en ny vej for udnyttelsen af overskudsvarme. Det vil vi arbejde for at fastholde, så det igen bliver den sunde fornuft, der sejrer i energisystemet.