05. apr 2016 Presseklip

Indvielse i Hadsund: Fokus på solvarme og afgifter

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt indviede mandag det nye solvarmeanlæg i Hadsund. Ministeren var dog ikke kun inviteret for at indvie anlægget, men også for at tale om afgifter, skriver Randers Amtsavis.

Hadsund Fjernvarmes nye solvarmeanlæg blev indviet af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. Foto: Hadsund Fjernvarme
Omkring 200 fjernvarmekunder var mødt op til indvielsen. Foto: Hadsund Fjernvarme
Hadsund Fjernvarmes nye solvarmeanlæg. Foto: Hadsund Fjernvarme

Borgerne i Hadsund var mandag mødt talstærkt op til indvielsen af byens nye solvarmeanlæg. Og der var da også tak til varmeselskabets forbrugere for den tillid og opbakning, de har vist Hadsund Fjernvarme. Bestyrelsesformand Thorkild Løkke takkede ikke kun forbrugerne, men fremhævede også det nye anlæg som et bevis på, at forbrugerejede selskaber stadig kan løse samfundsopgaven, hvis viljen og initiativet er der.

Det nye anlæg, som har kostet i omegnen af 45 millioner kroner og består af 1.628 solfangerpaneler med et samlet areal på 20.513 kvadratmeter, vil producere omkring 15 procent af varmen i Hadsund, mens de resterende 85 procent kommer fra træflis.

Regeringen er nødt til at se på afgiftssystemet
Hadsund Fjernvarme havde dog ikke kun inviteret ministeren til at stå for den officielle indvielse. Bestyrelsesformanden og den øvrige ledelse brugte også dagen på at sætte fokus på det danske afgiftssystem, som står i vejen for mange varmeselskaber.

- Vi har en lang række ideer til, hvordan vi kan samarbejde på kryds og tværs med andre spillere på energimarkedet - især her i lokalområdet. Men som afgiftsystemet er indrettet lige nu, er det meget lidt, der kan lade sig gøre. Energihandlen er simpelthen pålagt alt for dyre afgifter, sagde bestyrelsesformand Thorkild Løkke, som ønsker, at regeringen ser på de reguleringer og afgifter, som gør, at vi i Danmark har svært ved at få råd til selv at udnytte den indhentede vindenergi.