05. mar 2021 Presseklip

Sydjyske forsyningsselskaber går sammen om teknologicenter

LÆS I DAG: Fredag mødes partierne for at drøfte privatiseringen af affaldssektoren, og Enhedslisten er i knibe. Topchef melder Danfoss klar til de “vigtigste spring” i virksomhedens historie. Det begyndte med et glas vand: Danfoss-formand har solgt sit første saltkraftværk. Mere udenlandsk affald kan havne i Danmark. 

EnergiWatch:
Sydjyske forsyningsselskaber går sammen om teknologicenter

Billund Varmeværk og GEV har søgt op EUDP-midler, der skal gå til et nyt teknologicenter, hvor der skal laves fjernvarme og gødning fra biorester, skriver EnergiWatch.

Spildevand er fyldt med alt fra tungmetaller til blade, vatpinde og andre elementer, som kan være værdifulde som næringsstoffer.

GEV og Billund Varmeværk vil udskille affaldsdelen af spildevandet gennem pyrolyse og lave disse biorester til klimavenlig gødning. Overskudsvarmen fra processen vil blive udnyttet som fjernvarme.

Billund Varmeværk og GEV har søgt om EUDP-midler til et nyt teknologicenter, hvor løsningen skal udfoldes.

- Det er Billund Varmeværks primære formål at levere billig varme til vores forbrugere. Projektets formål er at lave bæredygtig gødning. Hvor der så er et restprodukt, som GEV og Billund Varmeværk kan bruge i vores respektive varmeområder, siger direktør i Billund Varmeværk, Nikolai Friis.

Han vurderer, at projektet kan stå klart om fem til seks år, alt afhængigt af om det flasker sig med godkendelser fra myndigheder, og om EUDP vil uddele støtte.

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Viegaand & Maagøe er inde over projektet og kalder det for et potentielt eksporteventyr. Det får også bestyrelsesformand for GEV, Jørgen Kristensen, til at glæde sig.

- En øget binding af kulstof i jorden anses for at være én af de nødvendige løsninger på verdens udfordringer med for meget CO2 i atmosfæren. Når vi har fået teknologien til at fungere her, vil vores knowhow og de konkrete tekniske løsninger kunne udvikle sig til et regulært eksporteventyr, som både kan styrke Billund kommune og Danmark, siger Jørgen Kristensen.

*****

Klimamonitor:
Fredag mødes partierne for at drøfte privatiseringen af affaldssektoren, og Enhedslisten er i knibe

I dag fredag mødes partierne bag affaldsaftalen for at drøfte udmøntningen af aftalen. Menuen står på liberalisering, efter at KL’s dødsliste blev afvist af myndighederne.

Med til mødet er også Enhedslisten, og det har fået Klimamonitor til at spørge klimaordfører Peder Hvelplund, hvad partiet egentlig laver i en aftale, der vil konkurrenceudsætte og privatisere affaldssektoren.

Partiet havde håbet på, at KL ville få godkendt sin plan for, hvilke affaldsforbrændingsanlæg der skulle lukkes. Derfor står partiet nu i en vanskelig situation, hvor det forsøger at udfordre grundlaget for at afvise KL’s arbejde og analyse.

- Der skal ikke herske tvivl om, at vi bekæmper konkurrenceudsættelsen med næb og klør, og det har vi gjort hele vejen i processen, og det vil vi fortsætte med at gøre. Vi mener, at afvisningen af KL’s liste viser, at KL ikke har haft en reel chance for at levere en liste, fordi de kriterier, myndighederne afviser listen på, ikke er valide, siger Peder Hvelplund og uddyber senere i interviewet:

- Det er afgørende, at når man træffer vidtgående beslutninger, at det skal ske på et godt grundlag, og der skal KL have haft en fair chance for at levere en liste. Det vil ikke være rimeligt, hvis der blev sat et scenarie, hvor KL blev sat på en opgave, hvor kriterierne har været umulige for dem at udfylde. Derfor har myndighederne så store mangler i forhold til grundlaget, at vi ikke mener, der kan træffes en beslutning ud fra det grundlag, siger Peder Hvelplund.

Han fortæller til mediet, at partiet vil kæmpe med næb og klør mod privatiseringer i sektoren.

*****
EnergiWatch:
Topchef melder Danfoss klar til de “vigtigste spring” i virksomhedens historie

Danfoss’ topchef, Kim Fausing, melder alt klar for industrigiganten til et nyt år og peger bl.a. på, at elektrificering kan gå hen og blive et "lille industrieventyr". Det fortæller han i et interview med EnergiWatch.

Her kan Danfoss levere de teknologier, der er brug for i for eksempel elektrificeringen af transportsektoren, lyder det fra topchefen, og derfor spår han, at elektrificeringen kan blive "meget transformerende" for industrigiganten, og som kan indbringe "hundredvis af millioner af euro."

- Elektrificering er i sig selv et lille industrieventyr – og det er endda sagt med jysk filter på, siger topchefen til EerngiWatch.

Derudover satser industrigiganten fortsat på at ride med på den "kæmpe globale og grønne transformation", der kommer til at præge verden de næste mange år.

- Det er en megatrend, der har mange facetter, og vi er selvfølgelig meget obs på, at vi kan levere på den klimateknologi og innovation inden for blandt andet energieffektivitet og vedvarende energi, der kommer til at blive efterspurgt, siger Kim Fausing.

*****
JydskeVestkysten:
Det begyndte med et glas vand: Danfoss-formand har solgt sit første saltkraftværk

Jørgen Mads Clausens energiselskab SaltPower har solgt det første saltkraftværk til en virksomhed i Mariager. Han fik idéen til SaltPower, da han tilbage i 2015 fik et glas saltvand på det geotermiske anlæg ved Sønderborg. Det fortæller JydskeVestkysten.

- Jeg skabte SaltPower, fordi verden har brug for rene og bæredygtige energikilder, og jeg kan ikke vente med at vise, hvordan kraften i osmose kan bidrage til energiomstillingen. Teknologien er klar og tilgængelig, har Jørgen Mads Clausen udtalt på selskabets hjemmeside.

På verdensplan bliver der produceret 300 mio. tons salt om året. Dertil kommer de mange tusinde anlæg rundt omkring i verden, der producerer drikkevand. De har store anlæg, der afsalter vandet, og restproduktet er stærkt koncentreret saltvand, som også kan bruges i et SaltPower anlæg.

SaltPower ser også på muligheden for at etablere et salt-kraftværk ved geotermianlægget i Sønderborg, da der i processen med geotermi benyttes vand med høj saltkoncentration. Dermed kan SaltPower både skabe nye grønne, lokale arbejdspladser og bidrage til den grønne energiproduktion i Sønderborgområdet.

*****

Dagbladet Roskilde:
Mere udenlandsk affald kan havne i Danmark

Det var en af målsætningerne med klimaaftalen, at man skulle nedbringe affaldsektorens kapacitet og CO2-udledning med 30 procent. Og at man dermed også skulle sætte en effektiv stopper for import af affald, som blandt andet havner i ovnene på ARC's Amager Bakke-anlæg og Argos affaldstårn ved Roskilde.

Men da myndighederne for nylig skrottede KL's såkaldte dødsliste over affaldsanlæg, der skal lukke frem mod 2030, overgår hele affaldssektoren ifølge klimaaftalen automatisk til et konkurrencescenarie. Og det kan ifølge flere affaldsselskaber betyde, at de er nødt til at importere mere affald i kampen for at overleve – det skriver Dagbladet Roskilde.

- Hvis det ender med, at affaldssektoren bliver omdannet til et rent frit marked, vil der ske en øget import af affald. Det vil vi også begynde at gøre. Det kan blive et rent transportcirkus, siger bestyrelsesformand for affaldsselskabet Nordfors, Morten Slotved, der er borgmester i Hørsholm (K).

Også Amager Ressourcenter (ARC), der i dag importerer 70.000 tons ud af de cirka 600.000 tons, der årligt brændes af i de spritnye ovne på kæmpeanlægget Amager Bakke, skæver til udlandet.

- Så snart der kommer et udbud på alt affald, vil vi i et fuldt liberaliseret marked blive nødt til at byde på det. Det gælder uanset om udbuddet kommer fra Aalborg eller Næstved. Og vi vil også være nødt til at kigge på udlandet, siger Jacob H. Simonsen, direktør for ARC.