08. jan 2021 Presseklip

Ewii udskyder plan om, at alle ansatte skal møde på arbejde

LÆS I DAG: Hammel Fjernvarme får ny mand i spidsen. Hedensted Fjernvarme bortviser driftsleder. Statsstøttede grønne certifikater skal deklareres. Olieværk skal sikre varmen i Sakskøbing.

JydskeVestkysten:
Ewii udskyder plan om, at alle ansatte skal møde på arbejde

Ewii-koncernen skrotter sine planer om, at alle ansatte kaldes på arbejde som først planlagt. Det sker efter regeringen strammede corona-restriktionerne, skriver JydskeVestkysten.

Ewii besluttede ellers i december, at alle 460 ansatte skulle testes på hovedkontoret og derefter møde fysisk ind på arbejde. Det lader sig dog ikke gøre nu, hvor blandt andet afstandskravet er blevet strammet fra en til to meter.

- På den lange bane holder vi fast i, at de ansatte skal møde ind. Men nu blev afstandskravet ændret fra en til to meter. Derfor er vi nødt til at ”genberegne” huset. Så vi tager en pause til den 17. januar, og så vil vi tilbage på kontoret. Men vi er nødt til at forholde os til, at Sundhedsstyrelsen ændrer retningslinjerne, forklarer administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn til JydskeVestkysten.

*****

Midtjyllands Avis:
Hammel Fjernvarme får ny mand i spidsen

Hammel Fjernvarme har udpeget Bjørn Stender som ny direktør, skriver Midtjyllands Avis.

Han kommer fra en stilling som administrerende direktør fra genanvendelsesvirksomheden Dansk Affald A/S og kommer også med erfaring fra et større affaldskraftvarmeværk.

- Det er en tilfreds og enig bestyrelse, der byder velkommen til Bjørn Stender som ny direktør for Hammel Fjernvarme, siger bestyrelsesformand for Hammel Fjernvarme, Stig Andersen.

Den nye direktør overtager posten fra Niels Haugaard, der med udgangen af februar fratræder efter 18 år som direktør. 

*****
Horsens Folkeblad:
Hedensted Fjernvarme bortviser driftsleder

Driftsleder Torben Alex Nielsen udtrykte kritik af formand for Hedensted Fjernvarme i en privat mail. Ved en fejl blev mailen sendt til formanden selv, og sagen har nu ifølge Horsens Folkeblad ført til en bortvisning.

I en mail sendt til Hedensted-borgeren og tidligere formand for fjernvarmeværket Kristian Møller fremkommer Torben Alex Nielsen med negative udtalelser om den nuværende formand Morten Juhl Lassen. Ved en fejl videresendte Kristian Møller efterfølgende den mail til netop Morten Juhl Lassen.

Få dage efter Morten Juhl Lassen modtog mailen, blev Torben Alex Nielsen bortvist.

- Jeg er blevet bortvist på grund af mailen, som bestyrelsen tolker som illoyal over for formanden, fortæller Torben Alex Nielsen, der har været driftsleder i Hedensted Fjernvarme siden 2011.

- Jeg mener dog stadigvæk, at jeg har været loyal, særligt over for de 2300 fjernvarmekunder, og at jeg har passet mit arbejde dag, nat og weekender, særligt med det nye varmeværk ved Air Liquid, siger Torben Alex Nielsen.

Torben Alex Nielsen fortæller, at samarbejdet med formanden gennem årene har været rigtig godt, men at han siden 1. august har været kørt ud på et sidespor og været afskrevet fra bestyrelsesmøder.

Direktør i Hedensted Fjernvarme, Gitte Guldberg, bekræfter overfor Horsens Folkeblad, at Torben Alex Nielsen er fratrådt.

*****

EnergiWatch:
Statsstøttede grønne certifikater skal deklareres

Fremover skal det tydeligt fremgå, hvorvidt oprindelsesgarantier kommer fra anlæg, som er opført med eller uden statsstøtte. Det fortæller EnergiWatch, der henviser til, at reglerne i dag er sådan, at beviset kan stamme fra en statsstøttet ældre dansk vindpark, en nyopført støttefri solcellepark eller endog norsk vandkraft.

Det vil dog snart ændre sig, meddeler Klima-, energi- og Forsyningsministeriet.

"Det følger af VE II-direktivet, og dermed også af det danske lovforslag til implementering af samme, at det skal fremgå af oprindelsesgarantien, om det er fra støttet VE-produktion," skriver ministeriet til EnergiWatch.

Derudover vil ordningen for oprindelsesgarantier blive udvidet, så gas, varme og køling fra vedvarende energikilder ligeledes omfattes.

Formålet er at klæde forbrugerne på til at kunne vælge den rette strøm hos elleverandøren, siger ministeriet, som planlægger af informationskampagnen vil have hjemme på en hjemmeside og sociale medier.

*****

Lolland-Falsters Folketidende:
Olieværk skal sikre varmen i Sakskøbing

Sakskøbing Fjernvarme er klar med løsning, hvis Refa MSK lukker for varmen. Der er ifølge Lolland-Falsters Tidende tale om en midlertidige aftale, der sikrer, at varmen fra Refa MSK kan passere gennem Maribo Varmeværk.

Maribo Varmeværk har hele tiden planlagt efter selv at producere varme, selvom kommunen mener, det vil være ulovligt. Lolland Varme har også fået en midlertidig aftale på plads, der sikrer, at varmen fra Refa MSK kan passere gennem Maribo Varmeværk.

Og endelig har Sakskøbing Fjernvarme fundet en løsning, der kan sikre mod afbrydelser. Selskabet har således fået adgang til at bruge et olieværk og har sikret forsyninger af fyringsolie.

- Jeg håber ikke, vi får brug for det. Det gør jeg virkelig ikke, siger Ole Jensen, der er formand for Sakskøbing Fjernvarme og håber på en løsning, der vil betyde, at Refa MSK fortsat vil levere varme.