12. nov 2020 Regionalmøde

Energistyrelsen afviser at kunne give klart svar i fjernvarmesag

LÆS I DAG: Kendt Aalborg-virksomhed varmer nu stort antal private boliger op. Evida-salg til finansministeriet skal undgå kasketforvirring. Ewii langer ud efter konkurrenternes beskidte tricks. 

Fyns Amts Avis:
De bliver kaldt hundehoveder og useriøse: Men Energistyrelsen afviser at kunne give klart svar i fjernvarmesag

Energistyrelsen møder hård kritik for sin rolle i det kollapsede salg af Fjernvarme Fyn, som man dog afviser. Det skriver Fyns Amts Avis.

Det var på baggrund af en udtalelse fra Energistyrelsen, der såede tvivl om lovligheden i salget og fik den politiske opbakning til at smuldre. Flere af partierne bag salget var ikke sene til at lange ud efter Energistyrelsens håndtering af sagen.

Odense Kommune og deres juridiske rådgivere har ellers været i tæt dialog med Energistyrelsen i forarbejdet af salget - også om den forkøbsret for forbrugerne, som i sidste ende fik læsset til at vælte, hvilket fik Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til at lange hårdt ud efter styrelsen meget vage formulering, der såede tvivl om salgets lovlighed.

Det afvises dog af kontorchef Trine Sannem Mønsted.

- Det er forståeligt, at Odense Kommune gerne vil have et klart juridisk svar, men det har ikke været muligt, da lovbestemmelsen er uklar, og der ingen praksis er fra tilsyn, klagenævn og domstolene, som kvalificerer anvendelsesområdet for forkøbsretten, skriver kontorchefen i en mail til Fyns Amts Avis.

- I svaret til Odense Kommune henviser vi til en tidligere udtalelse fra 2003, men understreger, at bestemmelsen er uklart formuleret, og at der ingen praksis er hos blandt andet domstolene. Derfor henviser Energistyrelsen til, at domstolene afgør sager om forkøbsret.

*****
Nordjyske:
Kendt Aalborg-virksomhed varmer nu stort antal private boliger op

Den store producent af kedler, brændere og varmevekslere til skibsindustrien, Alfa Laval, leverer nu også masser af overskudsvarme til aalborgenserne, skriver Nordjyske.

Virksomheden har hidtil leveret overskudsvarme, men har nu fået et nyt overskudsvarmeanlæg, som er godkendt til at levere 4000 MWh varmeårligt, svarende til varmebehovet i mere end 225 huse, ligesom Alfa Laval også kan fungere som reservelastcentral.

- Nu er det blevet meget større gange 50 eller sådan noget. Det er virkelig et stort anlæg, de ender op med dernede nu, siger varmeforsyningschef i Aalborg Forsyning, Jesper Møller-Larsen.

Hos Alfa Laval leverer man overskudsvarmen i tilgift for en lavere fjernvarmepris. En ordning, som direktør Søren Hjort-Krarup kalder for en win-win-situation. er man glad for ordningen.

- Vi har ingen intention om bare at kaste god energi ud, så derfor har vi indgået det her samarbejde med fjernvarmen, siger direktør for Alfa Laval Aalborg, Søren Hjort Krarup.

*****
EnergiWatch:
Evida-salg til finansministeriet skal undgå kasketforvirring

Når det lokale gasdistributionsnet flyttes fra Energinet til Finansministeriet sker det blandt andet for at undgå, at der kan sås tvivl om statens rolle som ejer og regulator. Det fortæller EnergiWatch.

- Overdragelsen vil bidrage til, at selskabet drives på kommercielle, markedsmæssige vilkår med formålet om at realisere forudsatte konsoliderings- og effektiviseringspotentialer til gavn for gasforbrugerne. Herudover vil overdragelsen sikre, at statens rolle som ejer af Evida, der i dag ultimativt varetages af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i kraft af ejerskabet af Energinet, adskilles fra statens rolle som regulator, som ligeledes varetages af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, skriver ministeriet til EnergiWatch.

Salget af Evida kræver en endnu ikke afgivet godkendelse fra Folketingets Finansudvalg.

*****
EnergiWatch:
Ewii langer ud efter konkurrenternes beskidte tricks

På nuværende tidspunkt har energiselskabet Ewii allerede politianmeldt to af sine konkurrenter, og nu opfordrer direktøren til, at ledelserne bag selskaberne begynder at tage ansvar. Det skriver EnergiWatch.

- Vi hører ugentligt om sælgere, der påstår, vi er gået konkurs, at vi er blevet opkøbt, eller at vi har overdraget vores kunder til andre selskaber, fortæller administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn i en pressemeddelelse fra Ewii.

Han påpeger, at tingene har taget fart i takt med, at nye elselskaber er kommet på markedet. Her har selskabet Velkommen af flere omgange markeret sig med det, som Lars Bonderup Bjørn beskriver som beskidte tricks, og som har kastet to politianmeldelser af selskabet af sig til Forbrugerombudsmanden.

- Det er ledelsen i de pågældende firmaer, der har ansvaret. Det vil jeg gerne slå helt fast: Systematisk vildledning som det her kan ikke tørres af på en underleverandør eller på den enkelte sælger. Det er ene og alene ledelsens ansvar, skriver Lars Bonderup Bjørn