17. sep 2020 Presseklip

Varmeselskab er træt af afgiftsgalop

LÆS I DAG: Fjernvarmeselskaber sikrede nyt liv til konkursramt producent af varmepumper. Dan Jørgensen advarer mod afgifter og kalder De Radikale rabiate. Mette Frederiksen peger på teknologi som løsningen på klimaudfordringen. Nye gigantiske damvarmelagre skal gemme grøn strøm som fjernvarme. Aalborg Portland håber på at slippe for CO2-afgift efter ny aftale med regeringen. Danmark får center til at gemme vindenergien.

JP/Finans:
Varmeselskab er træt af afgiftsgalop: »Vi skal altså betale 160.000 kr. for ingen verdens ting«

Nykøbing Mors Fjernvarmeværk står til at blive ramt af et prishop på 160.000 kr. fra det statslige Energinet for brug af grøn fjernvarme, skriver Finans.

Fjernvarmeværket har 1.900 tilkoblede forbrugere, som får deres varme ved hjælp af varmeproduktion fra bl.a. solceller og tre gasmotorer. Derudover har det også en elkedel, som veksler den grønne strøm til fjernvarme, når der er gang i vindmøllerne.

Men nu stiger nettariffen, varsler Energinet. I dag er den på 9,7 øre per forbrugt kilowatttime, mens den næste år stiger til 10,9-11,3 øre.

Og det kommer til at betyde en gigantisk ekstraregning for Nykøbing Mors Fjernvarme. I 2011 investerede værket i sin elkedel, så de kunne udnytte den billige elpris, som kunne omsættes til billig grøn varme, når der var gang i vindmøllerne. Det var tænkt som en grøn investering, men nu bliver Nykøbing Mors Fjernvarme altså straffet for at tænke grønt, lyder det fra driftsleder Bjarne Østergaard.

- I 2019 betalte vi 800.000 kr. til Energinet i nettarif. Ved årsskiftet hævede de prisen, så vi i år har betalt 170.000 kr. ekstra, og nu er meldingen så, at de vil hæve prisen yderligere næste år. I værste fald vil det betyde endnu en ekstraregning, så vi risikerer at ende med at betale 1.130.000 kr.,« siger driftschefen.

- Vi skal altså betale 160.000 kr. for ingen verdens ting.

*****

EnergiWatch:
Fjernvarmeselskaber sikrede nyt liv til konkursramt producent af varmepumper

Hele syv fjernvarmeselskaber havde gang i konkrete varmepumpeprojekter, som pludselig blev truet med at kuldsejle, da entreprenøren og producenten af de store varmepumper Victor DST i Frederikshavn gik konkurs, oplyser kurator i konkursboet, Bech Bruun, til EnergiWatch.

Det var også selv samme projekter, der i sidste ende endte med at redde foretagendet i sidste weekend, da direktør og indehaver Ole Nygaard stiftede et nyt selskab, som bød på varmepumpeaktiviteterne. Et tilbud som banken og konkursboet accepterede.

- I den sammenhæng spiller det selvfølgelig en vigtig rolle, at der nu er en enhed på plads, der kan færdiggøre de arbejder, der var i fuld gang på en række fjernvarmeværker. Jeg tror rigtig mange er glade for, det her lykkedes, siger Jørgen Hauschildt, advokat i Bech Bruun.

*****
Jyllands-Posten
Dan Jørgensen advarer mod afgifter og kalder De Radikale rabiate

Klimaminister Dan Jørgensen advarer mod, at klimakrav fra sine støttepartier vil føre til ulighed og tab af arbejdspladser, skriver Jyllands-Posten.

Det sker forud for nogle af efterårets store klimapolitiske forhandlinger om bl.a. transport og landbrug, hvor der skal findes store CO2-reduktioner for at komme i mål med 2030-målsætningen om at reducere udledningerne med 70% sammenlignet med 1990.

Særligt De Radikale fremhæver ministeren som yderligt gående i deres krav.

De Radikale har bl.a. foreslået en ny ensartet CO2-afgift og et forbud mod oliefyr, mens de øvrige støttepartier i SF og Enhedslisten har foreslået afgifter på flyrejser og udfasning af de mest forurenende dieselbiler.

- Jeg synes ikke, de er mere ambitiøse eller mere grønne, blot fordi de er rabiate, siger Dan Jørgensen.

- Vi skal gøre produktionen af koteletten grøn frem for at lægge så store afgifter på koteletten, at hr. og fru Jensen ikke har råd til at købe den, siger han endvidere.

De Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, kalder kommentaren fra Dan Jørgensen for “imponerende arrogant”.

- Regeringen er irriteret over at blive udstillet, fordi den ikke handler. Man vil vente, for lige nu er det dyrt og besværligt, men tingene kan ikke blive ved med at være, som de er,« siger politisk ordfører

*****
Ritzau/Politiken:
Mette Frederiksen peger på teknologi som løsningen på klimaudfordringen

Statsminister Mette Frederiksen har gennem den seneste periode modtaget kritik fra sine støttepartier. Hun handler ikke hurtigt nok på klimasagen, siger de. Nu skyder hun igen, skriver Ritzau.

For der findes ikke nogen snuptagsløsninger, der uden videre kan bringe Danmark i mål med 2030 målsætningen om at reducere CO2-udslippet med 70% sammenlignet med 1990. Derfor bliver det også ny teknologi, der kommer til at blive afgørende. Og den kan som bekendt ikke bare udrulles fra den ene dag til den anden.

- Det haster med den grønne omstilling. Vi skal tage alle de kloge beslutninger, vi kan nu. Men hvis man beslutter vejen til de 70 procent alene på baggrund af de kendte teknologiske løsninger i dag, så vil det have alt for store konsekvenser, siger statsministeren og henviser til, at den grønne omstilling ikke må blive for kostbar for danskerne.

*****
Gridtech:
Nye gigantiske damvarmelagre skal gemme grøn strøm som fjernvarme

I Aalborg kan et nyt gigantisk damvarmelager være klar allerede ved udgangen af 2022. Det bliver det største af en ny generation af lagre, der er på vej i de store varmeområder, som i høj grad skal udnytte de stigende mængder fluktuerende VE-strøm til mere fjernvarme.

Ifølge GridTECH har projektet siden foråret fået Rambøll tilknyttet som bygherrerådgiver og er nu på vej ind i en fase, hvor potentielle leverandører skal prækvalificeres, inden udbuddet kan åbne senere på efteråret.

Projektet er dimensioneret som to lagre a 500.000 kubikmeter og skal lagre 45.000 MWh og op- og aflade med 300 MW termisk effekt.

- Hvert af de to kommende lagre i Aalborg vil være 2,5 gange større end det hidtil største damvarmelager i Danmark i dag, og eftersom der ikke findes damvarmelagre i udlandet, bliver Aalborg-projektet altså verdens største af sin slags, siger projektleder Christian Teil Fyhn fra Rambøll Energi.

*****

Berlingske:
Aalborg Portland håber på at slippe for CO2-afgift efter ny aftale med regeringen

Danmarks største udleder af CO2, Aalborg Portland, har indgået en samarbejdsaftale med regeringen om at reducere sin udledning med mindst 30 pct. inden 2030. Selskabets topchef lægger ikke skjul på, at det sker for at undgå, at politikerne indfører en tårnhøj CO2-afgift, som Klimarådet har foreslået. Det skriver Berlingske.

- Vi sagde helt klart i Klimapartnerskabet for energiintensiv industri, at vi ikke tror på, at en industri, hvor man laver uomgåelige produkter, som vi har brug for, vil reducere CO2-udledningen ved at blive påført en afgift, siger Michael Lundgaard Thomsen, der direktør for Aalborg Portland og samtidig også er formand for Klimapartnerskabet for energiintensiv industri.

Han mener, at en højere afgift vil føre til, at en række produktionsvirksomheder i Danmark vil forsvinde. Og den nordjyske virksomhed satser på at nå kravet om reduktion på 660.000 ton CO2 ved energieffektivisering, lancering af nye, grønne cementprodukter og på at levere CO2-neutral fjernvarme til mere end 75.000 husstande i Aalborg.

*****
EnergiWatch:
Danmark får center til at gemme vindenergien

Efter pres fra flere store energiaktører bliver der nu oprettet et sekretariat, som skal være første skridt på vejen til at gøre Danmark førende inden for energilagring. Det fortæller EnergiWatch.

Projektet starter op med en millioninvestering fra Industriens Fond, men målet er at skaffe to milliarder til et nyt center med fokus på PtX, batteriteknologi og termisk lagring.

Aktørerne bag sekretariatet tæller Dansk Energi, Dansk Industri, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Seas-NVE.

Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør hos Industrien Fond, peger på energilagring som en af de allerstørste udfordringer i Danmarks grønne omstilling. For med en vedvarende energiproduktion der – i bogstavelig forstand – finder sted, som vinden blæser, er der helt uundgåeligt et behov for at lagre strømmen fra ikke kun vind- men også solenergi.

- Vi går ind i det her projekt for at skubbe på udviklingen og for at sikre, at Danmark er med i front. Som land har vi en førende position inden for vedvarende energi, og der er ingen tvivl om, at energilagring er det helt store emne i forhold til at løse problemstillingen omkring vedvarende energi, siger han.