16. sep 2020 Presseklip

Fjernvarme Fyn skal sælges

LÆS I DAG: Nej-partier kritiserer borgmester efter fjernvarmeforhandlinger. Rahbæk Juel om sit ja til at sælge Fjernvarme Fyn: - Det er en svær, men nødvendig beslutning. Aalborg Portland vil reducere CO2-udslip med 660.000 ton. Vejen er banet for nyt fælles varmeselskab i Viborg. Stigende elforbrug vil udfordre forsyningssikkerhed, siger Energinet.

Fyens Stiftstidende:
Fjernvarme Fyn skal sælges

I går efter middag skete det så. Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel og Socialdemokratiet stillede sig for et salg af Fjernvarme Fyn til Energi Fyn. Dermed er der flertal for et salg, som nu kan effektueres, rapporterer Fyens Stiftstidende.

Fjernvarme Fyn sælges for i alt 900 millioner kroner. Odense Kommune får i alt 524 millioner kroner ud af salget, når der staten skal have sin andel og Nordfyns Kommune også skal have en lille del via sit medejerskab.

Pengene skal bruges som led i finansieringen af den enorme investeringsplan for Odense Kommune på i alt 1,8 milliarder kroner.

Sammen med Radikale og SF udgjorde Socialdemokratiet flertallet for et salg af Fjernvarme Fyn.

*****
Fyns Amts Avis:
Nej-partier kritiserer borgmester efter fjernvarmeforhandlinger

Kritikken af borgmesteren er hård fra de partier, der var imod et salg af Fjernvarme Fyn. Det skriver Fyns Amts Avis.

Der var reelt tale om skinforhandlinger, lyder det samstemmende fra Venstre, Konservative og Enhedslisten, der alle har været meget kritiske over for et salg.

- Vores veje må skilles, når borgmesteren ønsker at sælge Fjernvarme Fyn og vil holde fast i letbanens etape 2 til Vollsmose, lyder det fra Venstres Christoffer Lilleholt.

- Det var mejslet i granit, at borgmesteren vil sælge fjernvarmen. Og det er skræmmende, at han kan være så tonedøv over for den store modstand blandt odenseanerne.

*****
Fyns Amts Avis:
Rahbæk Juel om sit ja til at sælge Fjernvarme Fyn: - Det er en svær, men nødvendig beslutning

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), forsvarer sin beslutning om af sælge Fjernvarme Fyn med et snævert flertal. Han kalder beslutningen svær men nødvendig i et interview med Fyns Amts Avis.

- Jeg kan ikke understrege nok, at det er en svær beslutning, og at det er noget af det, vi har drøftet allermest med hinanden det seneste års tid. Det er vigtigt, vi nu kan rykke videre med vores velfærdsplan, og så fylder det meget for os, at der er garanti for, at der er ro på varmepriserne, siger Peter Rahbæk Juel og fortsætter.

- Men det er også en del af byens historie, at vi har opbygget en god fjernvarmeforsyning, og derfor vil vi være helt trygge ved, at der er et godt ejerskab, og at vi sikrer en demokratisk kontrol. Det er der ved Energi Fyn, fordi det er et forbrugerejet selskab med et repræsentantskab, der sætter retningen, lyder det blandt andet fra borgmesteren.

*****
Nordjyske Stiftstidende:
Aalborg Portland vil reducere CO2-udslip med 660.000 ton

Cementproducenten Aalborg Portland indgår i dag en aftale om at reducere sine CO2-udledninger med 660.000 ton inden 2030. Og yderligere reducere på vej mod 70 procent målsætningen. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse ifølge Nordjyske Stiftstidende.

- Aalborg Portland viser her et markant samfundsansvar. Det er fantastisk positivt. Verden får også brug for cement i fremtiden. Løsningen er derfor ikke - som nogle måske ønsker sig - at gøre livet så surt som muligt for virksomheder som Aalborg Portland, så de flytter deres produktion til andre lande. Det handler tværtimod om at gøre produktionen grøn og beholde den her i Danmark. Vi har i Danmark en række store virksomheder, der både er meget konkurrenceudsat og har produktionsprocesser, der udleder meget CO2. Derfor håber jeg, denne samarbejdsaftale kan bane vejen for flere aftaler om konkret klimahandling med andre virksomheder, siger Dan Jørgensen, klima-, energi- og forsyningsminister.

Aalborg Portland vil blandt andet satse på energieffektivisering, udfasning af fossile brændsler, CO2-fangst, lancering af grønne cementprodukter og overskudsvarme til fjernvarmenettet.

- Regeringens nydannelse om samarbejdsaftaler med virksomheder om reduktion af CO2 er meget perspektivrig og ligger oplagt i forlængelse af klimapartnerskaberne. Derfor bakker vi op om initiativet og er glade for at være den første virksomhed, der indgår en sådan aftale. For os og mange andre virksomheder er den grønne omstilling ikke en simpel ting, som vi kan gennemføre på egen hånd. Vi er grundlæggende afhængige af de politiske rammevilkår, som bl.a. meddefinerer vores konkurrenceevne, udviklingsmuligheder og efterspørgsel. En gensidigt forpligtende samarbejdsaftale er derfor et vigtigt, fælles skridt frem mod 2030-målsætningen. Vi har sat vores egne 2030-mål, men kan komme længere med samarbejde, partnerskaber og de rette rammevilkår, siger Michael Lundgaard Thomsen, direktør for Aalborg Portland.

Aftalen underskrives onsdag formiddag.

*****
Viborg Stifts Folkeblad:
Vejen er banet for nyt fælles varmeselskab i Viborg

Over 90 procent af de fremmødte stemmer sagde tirsdag aften ja til, at Viborg Fjernvarme nedlægges og laves om til Viborg Varme A.m.b.a. Dermed samles al varmeforsyning i byen i et selskab, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

- Det her handler om god styring, sikkerhed og gennemsigtighed, og så handler det jo i bund og grund om at skaffe billig og miljørigtig fjernvarme i fremtiden, lød det blandt andet fra formand Kristian Brøns Nielsen.

Som en del af hele fusionsplanen er det af politikerne blevet besluttet, at der skal vælges en overgangsbestyrelse med i alt 14 medlemmer fra de forskellige interessenter, der deltager i fusionen, der efter planen også skal involvere Overlund Fjernvarme.

Fra Viborg Fjernvarmes side deltager formand Kristian Brøns Nielsen, Ole Anders Petersen, Tina Weilert og Benjamin Galacho.

Beslutningen skal konfirmeres ved en ekstraordinær generalforsamling i oktober, ligesom bestyrelsen i Energi Viborg og byrådet skal godkende fusionsplanen.

*****

Klimamonitor:
Stigende elforbrug vil udfordre forsyningssikkerhed, siger Energinet

Energinet forventer en række nye udfordringer for forsyningssikkerheden som konsekvens af den omfattende elektrificering. Det fremgår ifølge Klimamonitor af Energinets årlige redegørelse, der netop er sendt i høring.

- Det er vores vurdering, at forsyningssikkerheden om 10 år godt kan være en lille anelse lavere end i dag, uden at danskerne vil opleve en væsentlig forringelse. Det kan ellers blive uforholdsmæssigt dyrt at sigte på at opretholde det niveau, vi har set i de seneste år frem mod 2030, siger Søren Dupont Kristensen, administrerende direktør i Energinet Elsystemansvar, i en pressemeddelelse.

I redegørelsen har Energinet fremhævet en række faktorer, som i 2030 forventes at udfordre forsyningssikkerheden mere end i dag.