11. jun 2019

Kompromis indgået på Langeland

LÆS I DAG: Brædstrup har fået grønt lys for varmepumpe. Skibet er ladet med bæredygtig flis fra Lolland. Sønderborg: Vi skynder os langsomt. Fjernvarmen i V. Hjermitslev er på træpiller. Fjernvarmevand går tabt i Nørre Aaby. 

Fyens Stiftstidende:
Kompromis indgået på Langeland

Samarbejdet mellem Sydlangeland Fjernvarme og Midtlangeland Fjernvarme fortsætter med nogle få ændringer.

Det blev vedtaget på et velbesøgt brugermøde i Tryggelev Forsamlingshus, hvor et klart flertal stemte på den løsning. En af ændringerne betyder, at driftspersonalet fortsat er ansat under Sydlangeland Fjernvarme.

Ved mødet var der flere røster, som mente, aftalen kun var en begyndelse.

- Jeg synes, at den oprindelige aftale er et fint skridt på vejen, men vi skal have en fusion mellem de to selskaber. Det vil give et selskab med 4000 forbrugere og mere teknisk personale at råde over. Så er vi langt mindre sårbare i driften, og der er fordele, når der skal lægges ferieplaner, når der er sygdom med videre, sagde bruger Jørgen Jensen til Fyens Stiftstidende.

Det var der dog andre, der var modstandere af.

Aftalen kan fremover opsiges med et halvt års varsel og senest 1. juli, mens den oprindelige aftale ville være uopsigelig før 1. juli 2021 og så køre til udgangen af 2021.

*****

Horsens Folkeblad:
Brædstrup har fået grønt lys for varmepumpe

Brædstrup Fjernvarme har fået plan- og miljøudvalgets ja til at investere 33,8 millioner kroner i en ny varmepumpe, der vil reducere brugen af naturgas på værket med cirka 80 procent. Det skriver Horsens Folkeblad.

Fjernvarmeselskabet er godt i gang med den grønne omstilling, og forleden fik værket så politikernes godkendelse til at investere 33,8 millioner kroner i en ny varmepumpe.

Den nye varmepumpe på 5,5 MW vil nedbringe brugen af naturgas med cirka 80 procent og reducere udledningen af CO2 med cirka 5.000 tons om året. Samtidig vil varmepumpen reducere varmeprisen med cirka 1.400 kroner om året.

- Det er et rigtigt godt projekt med to gode sideeffekter, hvor man piller cirka 5.000 tons CO2 ud og samtidig kan reducere varmeprisen. For en investering på cirka 30 millioner kroner er det utrolig godt gået, og det er en investering, som giver rigtig god mening. Det var derfor et enigt udvalg, som kunne godkende forslaget, siger Martin Ravn (V), der er formand for plan- og miljøudvalget.

*****

Pressemeddelelse:
Skibet er ladet med bæredygtig flis fra Lolland

I weekendens løb er bæredygtig flis sejlet fra Bandholm Havn på Lolland til København, hvor den skal bruges til fjernvarme, skriver Lolland Kommune og HOFOR.

Flisen bruges i det biomassefyrede kraftvarmeværk på Amager, BIO4. Skibet med 1.600 ton flis er første af foreløbig to med træflis fra Lolland til København.

- Det er dejligt at se, at vores biomasse kan bruges i København. Lolland har meget at tilbyde inden for energi og miljø, og derfor er det første skib med biomasse fra Lolland med kurs mod København et stærkt symbol på, hvad vi kan bidrage med, siger Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen.

BIO4 bidrager til målsætningen om at gøre København til verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

*****

Energy Supply
Sønderborg: Vi skynder os langsomt

Sønderborg Varme har siden foråret 2013 haft geotermi, men anlægget har ikke produceret så meget varme som forventet.

- Vi har jo vores udfordringer. Anlægget har aldrig kørt mere end halvdelen af de 12 MW, som anlægget er udlagt til, og vi har aldrig kørt kontinuerligt med mere end 3-4 MW, siger Erik Wolff, direktør hos Sønderborg Varme til Energy Supply.

Sønderborg Varme har problemer med for højt modtryk i injektionsbrønden og dermed evnen til at sende det afkølede vand tilbage til undergrunden igen. En løsning koster mange penge, og derfor ligger anlægget i øjeblikket stille. Man har dog ingen planer om droppe efterforsknings- og indvindingstilladelsen og tror stadig på, der kan findes en løsning.

*****

Pandrup Lokalavis:
Fjernvarmen i V. Hjermitslev er på træpiller

Fjernvarmen har før i tiden haft det økonomisk meget hårdt i V. Hjermitslev, men nu er der lys forude med indvielsen af et nyt pillefyr. Det blev markeret med deltagelse borgmester Mogens Chr. Gade, skriver Pandrup Lokalavis.

- Jeg er glad for at være her i dag og være med til indvielsen. Siden Jammerbugt kommune i 2017 stillede en kommunegaranti til et 20-årigt fast forrentet lån på 5,5 millioner kroner blandt andet til investering i et nyt moderne pillefyr anlæg. Det er gået godt siden også for forbrugerne, sagde borgmesteren ved indvielsen.

I 2018 var V. Hjermitslev det næst dyreste varmeværk i Nordjylland, men heldigvis er varmeværket allerede nu på vej nedad i den statistik. I to år i træk er varmeprisen blevet sat ned svarende til en prisbesparelse over de to år på 3.853 kroner. 

*****

Fyens Stiftstidende:
Fjernvarmevand går tabt i Nørre Aaby

Middelfart Fjernvarme har de seneste uger mistet omkring 5.000 liter fjernvarmevand i døgnet fra nettet i Nørre Aaby på Vestfyn, skriver Fyens Stiftstidende.

Middelfart Fjernvarme udsendte tirsdag et nødråb om hjælp fra borgerne til at detektere lækken.

- Vi taber fortsat store mængder fjernvarmevand i Nørre Aaby. Vi beder om hjælp til at finde vandbruddet. Du/I bedes venligst foretage en visuel kontrol af der, hvor jeres stikledning går fra vejen og ind til huset. Derudover vil vi bede jer om at foretage en manuel lækagekontrol ved at følge vedledningen på vores hjemmeside www.middelfartfjernvarme.dk, skriver selskabet på sin Facebookside.

Middelfart Fjernvarme har besøgt skoler, virksomheder, plejehjem og så videre i jagten på bruddet, som kan være i private huse eller i stikledninger.