13. maj 2019

Den grønne dagsorden tager en suveræn førsteplads

LÆS I DAG: Klimaet aktiverer ikke danskerne på Facebook. Ørsted må beholde sit navn. Ådum har holdt sin sidste generalforsamling. Gang i udskiftning af varmerør i Videbæk.

Altinget:
Den grønne dagsorden tager en suveræn førsteplads

Klima og miljøpolitik giver nu baghjul til alle andre politiske emner og scorer pænt selv blandt DF’s vælgere – det viser en ny vælgermåling ifølge Altinget, der også kan fortælle, at partiet Stram Kurs ikke har øget danskernes interesse for udlændingepolitik.

Interessen for klima- og miljøpolitik er på kort tid næsten fordoblet, siden 24 procent af vælgerne i slutningen af 2017 pegede på klima og miljø som et af de tre politikområder, der vil være mest afgørende for deres stemmeafgivning ved et folketingsvalg. I den nyeste Norstat-måling udført for Altinget og Jyllands-Posten er tallet steget til hele 46 procent.

Samme mønster viser sig, hvis man beder svarpersonerne om kun at sætte et enkelt kryds ud for det allervigtigste emne. Igen kommer klima og miljø ud som den absolutte topscorer.

I den forbindelse er det ifølge Altinget opsigtsvækkende, at 43 procent af Venstres vælgere og 38 af DF-vælgerne har de grønne politikområder med i top tre. 

Miljø og klima fylder også godt i alle aldersklasser, alle indkomstgrupper og i både rød og blå blok. Men beder man svarpersonerne prioritere et enkelt område, træder forskellen på blokkene klart frem: Så er klima og miljø nummer ét hos 10 procent af de blå og 33 procent af de røde vælgere (hvis man her medregner Radikale og Alternativet).

*****

Altinget:
Klimaet aktiverer ikke danskerne på Facebook

Selv om klima og miljø bliver højt prioriteret af de danske vælgere, så viser en analyse, at det ikke er de to emner, der løber med danskernes opmærksomhed på det sociale medie Facebook – det fortæller Altinget, der refererer til en såkaldt dagsordensanalyse, som Common Consultancy og Analyse og Tal har foretaget for Altinget.

Analysen ser på, hvilke emner medierne og politikerne skriver mest om på Facebook, og måler så den gennemsnitlige interaktion – kommentarer og likes – på opslagene. Og her er det især opslag om udlændingepolitik, børne- og socialpolitik og ligestillingspolitik, der får danskerne til tasterne.

- Der er forskel på, hvad vi som mennesker siger, og hvad vi rent faktisk gør. Partierne er begyndt at skrive langt mere om miljø og klima, men det interessante er, at det ikke er lykkedes dem at få danskerne engageret. Her er det i langt højere grad spørgsmål om eksempelvis pædagoger i vuggestuerne, eller om muslimerne skal ud af Danmark, der virkelig får danskerne til tasterne, siger Lasse Perrild, der er grundlægger og partner i Common Consultancy.

Han mener, at miljø og klima er en dagsorden, der måske er trængt ind intellektuelt, men at det er svært for folk at føle noget om, hvad der så præcist skal gøres ved det.

*****

SN.dk:
Ørsted må beholde sit navn

Sø- og Handelsretten afgjorde fredag, at energigiganten Ørsted skal ikke droppe navnet Ørsted. Sagen er anlagt af efterkommere til videnskabsmanden H. C. Ørsted, og de overvejer nu, om de skal anke sagen. Det skriver bl.a. SN.dk.

Det tidligere Dong skiftede navn til Ørsted – eller Orsted på engelsk - for at understrege selskabets fokus på grøn energi. Samtidig var der en uheldig betydning af navnet Dong på engelsk. Men navneskiftet har langt fra huet flere efterkommere af H. C. Ørsted. Derfor gik syv af dem rettens vej.

Juridisk har striden handlet om, hvorvidt navneloven, der beskytter navne med under 2000 bærere, eller praksis fra Patent-og Varemærkestyrelsen om navne bestemmer. Omkring 1200 personer bærer navnet Ørsted som enten mellem-eller efternavn, og hvis navneloven styrer, så må man ikke tage det.

Praksis fra Patent-og Varemærkestyrelsen har derimod talt for, at Ørsted gerne må bruge navnet, hvilket er udslagsgivende for dommen fra Sø- og Handelsretten, der mener, at spørgsmålet om berettigelsen af selskabsnavne og varemærke ikke skal afgøres udelukkende efter navneloven.

Retten bemærker, at selskabet Ørsted med navnet henviser til » den for længst afdøde videnskabsmand « H. C. Ørsted, som er tæt knyttet til grundlaget for energiproduktion, hvilket er Ørsteds hovedforretningsområde.

I Ørsted er der tilfredshed. Administrerende direktør Henrik Poulsen udtaler i en pressemeddelelse, at Ørsteds brug af navnet »er en hyldest til H. C. Ørsted«

*****

Dagbladet Ringkøbing-Skjern:
Ådum har holdt sin sidste generalforsamling

Ådum Kraftvarmeværk fusionerede den 1. januar 2019 med Tarm Varmeværk og den netop afholdte generalforsamling blev dermed den sidste i værkets historie. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Formand Knud Johst overdrog videreførelsen af Ådum Kraftvarmeværk til Tarm Varmeværk og takkede driftsbestyrer Kurt Lindy Nielsen og regnskabschef Arne Hermansen for godt samarbejde.

Formanden benyttede den historiske anledning til at give et tilbageblik på værkets historie siden den stiftende generalforsamling i september 1994. Han takkede desuden bestyrelsesmedlemmerne gennem de 25 år for deres indsats, og generalforsamlingens 30 deltagere kvitterede med klapsalver på den historiske aften.

*****

Herning Folkeblad:
Gang i udskiftning af varmerør i Videbæk

Videbæk Energiforsyning er i gang med en omfattende udskiftning af gamle fjernvarmeledninger i Videbæk i Midtjylland, skriver Herning Folkeblad.

- Vi nedlægger også tom-rør til elforsyningen, da vi i den kommende fremtid forventer et øget forbrug i privathuse, hvis der i fremtid kommer så mange el-biler, som regeringen ønsker. Dette sparer os for en masse graveomkostninger til den tid, siger forsyningens direktør Jan Grarup. 

Fjernvarmeledningerne skiftes nu, blandt andet fordi kommunen asfalterer gaderne senere i år. Forsyningen skifter også drikkevandsrørene for at undgå at skulle grave og dermed bryde asfalten op de næste mange år.