11. apr 2019 Presseklip

Interne aftaler skal under lup i elbranchen. 

LÆS I DAG: Formand vil have ekstern undersøgelse af Verdo. Grønhøj inviteres til en snak om fjernvarme. Norfors og Holte Fjernvarme i tæt samarbejde. Vattenfall vil have milliarder i erstatning for a-kraft. Dronninglund dropper grundsvandsvarmepumpe - ny løsning på vej. 7.000 københavnere hjælper HOFOR med at gøre fjernvarmen grønnere.

EnergiWatch:
Interne aftaler skal under lup i elbranchen

Ifølge Jette Miller, direktør i De Frie Elselskaber, er Finanstilsynets effektivitetskrav til elnetvirksomhederne utilstrækkelige. De bør også handle om de mange handler, som de laver med sig selv. Det siger hun efter Forsyningstilsynets afgørelse, der tirsdag sænker grænsen for, hvor mange penge 26 elnet-virksomheder med monopol på at levere strøm kan opkræve på elforbrugernes elregninger. Det drejer sig om 55 mio. kroner.

- Kravene er konservative og tilsynet har jo også sagt, at det har taget en række forsigtighedshensyn i år, og at effektivitetskravene fremadrettet kan blive højere. De fire største selskaber havde i 2018 tilsammen fire ansatte i elnetselskaberne. I stedet for selv at løse opgaverne med egne medarbejdere eller at sende opgaverne i udbud for at få bedre varer eller service til skarpere pris, har man placeret alle opgaver lige på den anden side af væggen og dermed indenfor samme koncern. Det vil sige, at alle opgaver i koncernen løses af samme koncern-afdelinger og uanset, om det er monopolopgaver eller konkurrenceudsatte opgaver, siger Jette Miller til EnergiWatch.

Hun peger på, at der i en af de største koncerner ingen ansatte er i netselskabet. I stedet lader man opgaver inden for eksempelvis økonomi og ledelse, strategi- og forretningsudvikling, it, indkøb m.fl. løses i koncernens serviceselskab, som også laver de samme opgaver for andre af koncernens selskaber, heriblandt handelsselskaberne.

*****

Randers Amtsavis:
Formand vil have ekstern undersøgelse af Verdo

Formanden for Verdo, Torben Høeg Bonde, siger i et interview til Randers Amtsavis, at han ønsker en ekstern undersøgelse, der skal kulegrave Verdo.

- Jeg ønsker selv at sætte en undersøgelse i gang for at sikre mig, at der ikke er noget, vi har overset. Det er mig meget magtpåliggende, at forbrugerne får tillid til os, og for at opnå det, kan det være nødvendigt at lade sig kigge i kortene af nogen udefra, selvom vi måske kunne have gjort det selv, siger han til Randers Amtsavis.

Baggrunden for undersøgelsen er de seneste afsløringer om interne lån i Verdos selskaber.

Bestyrelsen er indkaldt til et ekstraordinært møde fredag, hvor man skal tage en beslutning om den eksterne undersøgelse. Repræsentantskabet blev onsdag indkaldt til et ekstraordinært orienterende møde, hvor bestyrelsen vil orientere om den eksterne undersøgelse.

Torben Bonde siger i interviewet, at han mener, der er begået flere fejl i sagen.

*****

Herning Folkeblad:
Grønhøj inviteres til en snak om fjernvarme Da fjernvarmen kom til Grønbjerg, var alle ikke lige begejstrede for den kollektive varme. Men nu vil Ørnhøj-Grønbjerg Kraftvarmeværk gerne have de sidste huse med og inviterer derfor til en åben dialog om fjernvarmen. Det skriver Herning Folkeblad.

Driftsleder ved Vildbjerg Tekniske Værker, Thorbjørn Madsen, siger til avisen, at han er parat til at rykke ud, hvis nogen i Grønbjerg vil høre mere om den miljøvenlige fjernvarme fra Ørnhøj.

- Vi vil gerne have en fair dialog om priser. Vi ønsker bare, at folk får mulighed for at sammenligne priser, hvis de for eksempel overvejer at skifte til en varmepumpe, siger Thorbjørn Madsen og tilføjer, at 95 procent af den energi, værket bruger, kommer fra sol og halm.

Ørnhøj-Grønbjerg Kraftvarmeværk leverer i dag fjernvarme til 165 forbrugere. 30 husstande har stadig oliefyr eller anden individuel opvarmning.

*****

JydskeVestkysten:
Vattenfall vil have milliarder i erstatning for a-kraft

Energiselskabet Vattenfall kræver mere end 45 milliarder kroner i erstatning, efter den tyske regering har besluttet at lukke atomkraftværker i Slesvig-Holsten, skriver JydskeVestkysten.

Vattenfall kræver kompensation for de finansielle skader, lukningen af værkerne i Krümmel ved Geesthacht og Brunsbüttel betyder for koncernen, der har klaget over forbundsregeringen til den uafhængige organisation ICSID, der kan afgøre stridigheder ved internationale investeringer.

Kravet fra Vattenfall er 4,4 milliarder euro i tabt fortjeneste. Renter bringer kravet op på 6,1 milliarder euro.

*****

Sn.dk:
Norfors og Holte Fjernvarme i tæt samarbejde

Holte Fjernvarme a.m.b.a. og I/S Norfors har indgået aftale om et tæt samarbejde for at styrke fjernvarmen i fremtidens energiforsyning og bidrage til den grønne omstilling, skriver sn.dk.

1. juni lægges administrationen og driften af selskabernes fjernvarme sammen for at opnå stordriftsfordele.

Holte Fjernvarme og Norfors har begge mere end 50 års erfaring med produktion og levering af fjernvarme. I 2008 begyndte de at arbejde sammen om at udveksle varme, så Norfors’ affaldsvarme kunne komme flest mulige fjernvarmekunder til gode. Siden er samarbejdet udbygget til også at omfatte tekniske anlæg.

- Baggrunden er et fælles ønske om at hente stordriftsfordelene ved et tæt samarbejde. Samtidig etableres en stærk organisation, der kan sikre forbrugerne en effektiv og sikker fjernvarmeforsyning, og som samtidig har den ekspertise, der skal til for at løfte de mange udfordringer på energiområdet - herunder blandt andet den grønne omstilling, hvor de fossile brændsler over en årrække skal udfases af hensyn til miljø og klima, meddeler selskaberne.

Norfors’ kraftvarmeværk vil gradvist sende varme til Holte Fjernvarmes kunder.

*****

Energy Supply:
Dronninglund dropper grundsvandsvarmepumpe - ny løsning på vej

Frygt for forurening af drikkevand fik sidste år flere byrådsmedlemmer i Brønderslev Kommune til at droppe opbakningen til et planlagt grundvandsvarmepumpeanlæg og derfor blev projektet droppet.

Nu er der imidlertid en ny løsning på vej, fortæller Dronninglund Fjernvarmes formand, Morten Jensen.

- Det har været turbulent, men jeg tror, at det her projekt har nemmere ved at blive gennemført, siger han.

Den nye varmepumpe skal udvinde varme fra luften og dermed undgår man den udnyttelse af grundvandet, der skabte så stor debat. Grundsvandsvarmepumpen skulle være med til at sikre 85 pct. af Dronningslund Fjernvarmes produktion. Det skal den nye varmepumpe også gerne kunne.

Den nye varmepumpe kan tidligst stå klar i 2020.

*****

Pressemeddelselse:
7.000 københavnere hjælper HOFOR med at gøre fjernvarmen grønnere

Spidslastproduktion koster mange penge og er tung, når det gælder CO2, fordi den ofte er baseret på olie eller gas. Derfor er HOFOR i gang med at undersøge, hvor stort potentialet er for at udnytte den varme, der er lagret i bygninger i stedet for at tænde op for spidslastproduktionen.

HOFOR har således afviklet forsøg i Nordhavn med kortvarigt at skrue ned for fjernvarmen til bygningerne og det har vist sig at være så stor en succes, at forsøget nu udvides til mange beboere på Nørrebro, fortæller HOFOR om i en pressemeddelelse.

- Vi har derfor aftalt med beboere i flere etageejendomme, at HOFOR må skrue ned for varmen hos dem i perioder, hvor der er stort pres på produktionen. Den varme, der er i mure, gulve og lofter afgives langsomt og bidrager istedet til opvarmningen, så stuetemperaturen forbliver den samme, siger Christine Emilie Pettersen Sandersen, projektleder i HOFOR.

Det er et mål for HOFOR, at forsøget ikke påvirker komforttemperaturen hos beboerne. Skulle det mod forventning ske, kan den enkelte beboer let afbryde forsøget.

Med forsøget får HOFOR viden om, hvor meget varme forskellige bygningstyper kan holde på, uden der opleves en ændret indetemperatur. Det vil give mulighed for at nedsætte spidslastproduktionen til gavn for byens CO2-regnskab. Den fleksible udnyttelse af fjernvarmen hjælper HOFOR til at udnytte og fordele varmen bedre i hele fjernvarmenettet.

Forsøget i Nordhavn har givet så lovende resultater, at HOFOR nu udvider med mere end 3300 lejligheder på Nørrebro, og har planer om at inddrage endnu flere.