08. apr 2019

Fjernvarme Horsens investerer milliarder

LÆS I DAG: Uenighed om geotermi i Aalborg. Ministeren rykkes for svar om geotermi-licenser. Verdo tages op på byrådsmøde. Salg af Eniig Varme til Verdo diskuteres. Hæder til Viborg Fjernvarme. Klimauge: Skoleelever fik smugkig på nyt anlæg og ny viden. Nyt kodeks skal hjælpe forsyningsselskaber med god styring af aktiver. 

Horsens Folkeblad:
Fjernvarme Horsens investerer milliarder

Fjernvarme Horsens investerer 2,2 milliarder kroner i grøn omstilling og høj forsyningssikkerhed frem til 2037, skriver Horsens Folkeblad.

Selskabets nye strategi omfatter overskudsvarme, varmelagre, nye veksler- og pumpestationer samt investeringer i ledningsanlæg samtidig med fortsat konvertering fra naturgas til fjernvarme.

Fjernvarme Horsens fik en lånegaranti fra Horsens Kommune til første del af projektet i 2016 og har netop anmodet om en ny lånegaranti på cirka omkring milliard kroner.

- Det er aldrig en formalitet at få en lånegaranti, men det vil undre mig, hvis der kommer en stor diskussion ud af det. Skal vi låne i banker, bliver det dyrere i renter. Et kommunegaranteret lån vil fremtidssikre vores finansiering bedst og mest hensigtsmæssigt for forbrugerne, og Fjernvarme Horsens har en solid kreditvurdering, siger formand Lars Goldschmidt.

Investeringerne vil i givet fald kunne holde Fjernvarme Horsens’ priser under inflationen de kommende 20 år, oplyser Lars Goldschmidt.

*****

EnergiWatch:
Uenighed om geotermi i Aalborg

Aalborg Forsyning og A. P. Møller Holding er uenige om Aalborg Forsynings kommende EU-udbud på levering af 100 megawatt geotermisk energi med varmt vand fra undergrunden. Leverancen vil  kunne dække omkring 25 pct. af fjernvarmebehovet i hele kommunen.

Ifølge bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning, Lasse Olsen (EL), er der bedst økonomi for varmekunderne ved selv at eje og drive et anlæg. Men i A. P. Møller Holding har man ambitioner om at drive og eje geotermiske anlæg i en 30-årig periode i de fire tættest befolkede områder i Danmark.

Det vil sige i netop Aalborg samt Aarhus, Nordsjælland og hovedstaden. Og Energistyrelsen anbefaler da også i en ny redegørelse at tildele A. P. Møller licenser til geotermi i Aalborg og Aarhus.

Indvendingerne fra A. P. Møller har dog ikke fået Lasse Olsen til at ændre mening:

- Vi har været ude at sondere markedet og har fået bud fra A.P. Møller Holding og Geoop (Geotermisk Operatørselskab ejet af tysk e Eon, Iceland Drilling Company og Ross DK, red.). På den baggrund ændrede vi vores oprindelige setup, fordi vi kan se, der både er bedre økonomi og afledte synergier ved selv at eje og drive anlægget, siger Lasse Olsen til EnergiWatch.

Lasse Olsen håber dog, at A. P. Møller vil byde på udbuddet, og Aalborg Forsyning har skriftligt bedt energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt om at vente med at træffe en afgørelse om tildeling af licens i Aalborg.

*****

EnergiWatch:
Ministeren rykkes for svar om geotermi-licenser

Før energiminister Lars Chr. Lilleholt giver licens til geotermi i Aalborg, vil Enhedslisten og Socialdemokratiet have flere oplysninger. Samtidig henstiller energiordførerne Søren Egge Rasmussen (EL) og Jens Joel (S) i en fælles henvendelse til, at ministeren ikke udsteder licens i Aalborg, før det er afklaret, hvem Aalborg Forsyning vælger som samarbejdspartner. Det skriver EnergiWatch.

Lars Chr. Lilleholt har sendt en redegørelse fra Energistyrelsen til Folketingets energiudvalg, hvor han anbefaler at geotermi-licenserne går til det fondsejede investeringsselskab A.P. Møller Holding. Samtidig understreger ministeren, at han vil udstede nye tilladelser, når redegørelsen har været forelagt udvalget.

Søren Egge Rasmussen og Jens Joel mener dog ikke, ministeren har redegjort fyldestgørende for baggrunden for ansøgningerne fra A.P. Møller og Geoop, Dansk Operatørselskab. Og de efterlyser blandt andet svar på spørgsmål om samarbejde mellem lokale fjernvarmeselskaber og potentielle geotermiselskaber.

- Vi finder det vigtigt at der foregår god planlægning, så vi kan få udnyttet mere geotermi i vores fjernvarmesystemer, og at forbrugerne får den billigste fjernvarme. Det er svært at se, at det sker ud fra den fremlagte redegørelse, skriver Søren Egge Rasmussen og Jens Joel blandt andet i en fælles henvendelse til ministeren.

*****

Randers Amtsavis:
Verdo tages op på byrådsmøde

Efter det er kommet frem, at Verdo har udskrevet særlige renteregninger uden tilladelser, og at selskabet har sendt renteudgifter videre til de 13.000 varmekunder, har Randers Kommune sat Verdo på byrådsmødet den 29. april.

Professor ved Institut for Økonomisk Ledelse ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, vurderer Verdo til at have handlet lovligt. Selvom han er forundret over manøvren. 

- Hvis jeg var varmekunde i Verdo, ville jeg ikke juble over konstruktionen. I et forbrugerejet selskab ville jeg foretrække, at rentepengene stod på min konto i stedet for at stå på Verdos konto, hvor jeg så ydermere skal betale renter af penge, som faktisk er mine, siger han ifølge Randers Amtsavis til Jyllands-Posten. 

Verdo har selv indkaldt til ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 26. april.

*****

Herning Folkeblad:
Salg af Eniig Varme til Verdo diskuteres

Eniig og Verdo har indgået en byttehandel, hvor Verdo overtager levering af varme til 19.000 kunder i Herning og omegn, mens Eniig overtager Verdos salg af el til Randers og Hobro.

Men efter det er kommet frem, at Forsyningstilsynet har pålagt Verdo at betale sine nuværende 13.000 varmekunder 235 millioner kroner tilbage, vil bestyrelsesmedlem fra Eniig, Joan Hansen, tage handlen op på næste bestyrelsesmøde.

- Jeg mener ikke, at vi kan forsvare at sælge varmeselskabet (Eniig Varme A/S, red.) efter de oplysninger, der er kommet frem om Verdo. Vores værdier i Eniig går jo på, at vi er åbne, ordentlige og ambitiøse, siger Joan Hansen, der også er byrådsmedlem (V) i Herning Kommune, til Herning Folkeblad.

Avisen har også talt med et andet bestyrelsesmedlem, Finn Stengel Petersen, der fortsat støtter, at salget godkendes.

Finn Stengel Petersen fremhæver, at selvom Verdo skal betale millioner tilbage til sine kunder, vil det ikke gå ud over varmekunderne i Herning, da der på grund af hvile i sig selv-princippet er faste regler for, hvor meget et selskab må kræve i betaling for fjernvarmen.

*****

Viborg Stifts Folkeblad:
Hæder til Viborg Fjernvarme

DBDH har udnævnt Viborg Fjernvarme til "Årets medlem", fordi det lokale selskab er god til at dele viden og erfaring med andre – bl.a. når selskabet tager imod besøgende fra ind- og udland, som søger inspiration til udvikling af varmeforsyningen. Det fortæller Viborg Stifts Folkeblad.

Lars Hummelmose fra brancheforeningen understregede ved overrækkelsen, at Viborg Fjernvarme blandt andet får prisen, fordi man er meget villig til at dele viden og erfaringer - både med andre danske selskaber og med udenlandske.

Viborg Fjernvarme har i flere år haft et tæt samarbejde med fjernvarmeselskabet i den engelske by Nottingham, der betragter Viborg Fjernvarme som sin mentor.

I England har gasprisen indtil nu været meget lav, og derfor har varmeselskaberne ikke gjort meget ud af at få isoleret husene og energioptimere varmeforsyningen.Men nu er priserne steget, og man er begyndt på den samme udvikling, som har stået på i Danmark i flere år, siger direktør Morten Abildgaard fra Viborg Fjernvarme.

Han er flere gange om året i udlandet for at udveksle erfaringer om udvikling af varmeforsyningen.

- Det er noget, vi selv lærer meget af, så det er en proces, som går begge veje. Og så er det sådan, at brancheforeningen betaler rejse- og opholdsudgifter for os, så et ikke belaster varmekunderne i Viborg økonomisk, understreger Morten Abildgaard.

*****

Randers Amtsavis:
Klimauge: Skoleelever fik smugkig på nyt anlæg og ny viden

Fredag formiddag blev elever fra 7.A. på Hadbjerg Skole en smule klogere på fjernvarme. Det skete, da de i anledning af Klima Favrskovs klimauger blev vist rundt på Hadsten Varmeværk, hvor de blandt andet så værkets helt nye solvarmeanlæg.

Eleverne blev vist rundt på matriklen af leder af værket, Palle Laugesen, der bl.a. spurgte til elevernes viden om fjernvarme, men også klimaet mere generelt – fx deres kendskab til udtryk som grøn omstilling, emissioner og CO2.

- Klimaudfordringerne er en global udfordring. Og som et af de rigeste lande i verden, er det vigtigt, vi tager et ansvar. Derfor skal vi også flytte de unge, så det bliver naturligt for dem, at de ved, vi skal hjælpe andre. Det er min personlige overbevisning, siger Palle Laugesen til Randers Amtsavis.

Netop det er også årsagen til, at initiativgruppen Klima Favrskov, der hører under Danmarks Naturfredningsforening Favrskov, for tredje år i træk sætter fokus på klimaforandringer i kommunen.

*****

DanskVAND:
Nyt kodeks skal hjælpe forsyningsselskaber med god styring af aktiver

Forsyningsselskaberne får snart et kodeks for god styring af aktiver, også kaldet asset management. Kodekset, der er udarbejdet af DANVA i samarbejde med Dansk Fjernvarme, skal hjælpe selskaberne i arbejdet med asset management og dermed optimere service, risiko og økonomi - til gavn for både selskaber og forbrugere.

Asset management er systematiske og koordinerede processer i hele organisationen, der tager udgangspunkt i det ønskede serviceniveau og de acceptable risici. Det handler om at få længst mulig levetid ud af sine aktiver og samtidig have fokus på, hvordan man billigst muligt minimerer risici, der kan medføre manglende opfyldelse af fastsatte servicemål. 

Målgruppen for kodekset er direktører, mellemledere og planlægningsansvarlige i selskaberne, der enten gerne vil i gang med at implementere asset management eller ønsker at tage skridtet videre i forhold til den nuværende måde at styre aktiver på. 

Ifølge medlemsbladet DanskVAND ventes det nye kodeks at være klar midt i april 2019. Det er udarbejdet i samarbejde med en række drikkevands-, spildevands- og fjernvarmeselskaber, som hver har leveret input gennem interviews eller som deltager i en referencegruppe.