22. mar 2019

Politiet afviser sag om honorarer i Viborg Fjernvarme

LÆS I DAG: Kupforsøg mislykkedes i Svendborg. Teknologisk fix skal løse klimaproblemerne. Gudenåens Energiselskab fik kommunegaranti. 3300 husstande i Horsens får glæde af overskudsvarme fra Hamlet Protein. Københavns Kommune stiller miljøkrav. Forbrugere utilfredse med planer om nyt værk. .

Energi Watch:
Politiet afviser sag om honorarer i Viborg Fjernvarme

Viborg Fjernvarme bliver ikke sigtet for mandatsvig i forbindelse med tildeling af bestyrelseshonorarer. En politianmeldelse imod Viborg Fjernvarme, som en forbruger i regi af Danske Energiforbrugere (Denfo) indgav den 21. december 2018, er nemlig blevet afvist af Midt- og Vestjyllands Politi.

Anmeldelsen skete på baggrund af, at Viborg Fjernvarme havde fastsat honorarer til bestyrelsesmedlemmer, uden at generalforsamlingen havde godkendt det først. Men politiet har ikke fundet belæg for at rejse sigtelse.

Bestyrelsesformand i Viborg Fjernvarme, Klaus Keller, er selvsagt tilfreds med politiets henlæggelse af en videre efterforskning. Han benytter dog samtidig lejligheden til at kritisere anmelderens fremfærd.

- Det er en særdeles problematisk måde, Denfo agerer på. Hvis man synes, at der er nogen problemer i forbindelse med offentliggørelse af honorarerne, så kan man jo bare rette henvendelse til os. Og da vi fik den første henvendelse i den retning, offentliggjorde vi omgående honorarerne. Så vi har jo ikke noget at skjule på nogen måde. Det er en mærkelig måde at agere på. Og som jeg ser det, handler det primært om at promovere Denfo, siger Klaus Keller til Energi Watch.

Han bemærker desuden, at Viborg Fjernvarme selv af både revisor og advokat har fået bekræftet, at den tidligere praksis var lovlig. Det har viborgenserne nu også ordensmagtens ord for.

Denfos næstformand Boe Carlslund-Sørensen er ikke klar til at lade sagen ligge. Afslaget får således ingen umiddelbar betydning for Denfos standpunkt, og de vil nu anke afgørelsen til Statsadvokaten. Han mener ikke, det er nok, at Viborg Fjernvarme har ændret procedure for honorarer til bestyrelsesmedlemmer.

- Det har betydning fremadrettet, men ikke bagudrettet. Det kan godt være, at de er blevet klogere, og at honorarerne nu skal på generalforsamlingen. Men de har søgt om tilgivelse i stedet for tilladelse, og det er jeg ikke sikker på, at de får, lyder det fra Carlslund-Sørensen.

*****

Fyens Stiftstidende:
Kupforsøg mislykkedes i Svendborg

En grøn bølge med miljøentusiasten Bjarne Olsen i spidsen forsøgte på generalforsamling i aftes uden held at tage magten i Svendborg Fjernvarme, skriver Fyens Stiftstidende.

Sammen med Olav Grønn Hansen og Uwe Reichwald udfordrede han bestyrelsen med et ønske om at købe og lukke det kommunale kraftvarmeværk og erstatte det med den varmepumpe. Forehavendet lykkedes ikke.

Bjarne Olsen blev stemt ind i den nye bestyrelse, men de to andre fik ikke stemmer nok, så der ikke er flertal for varmepumpeideen.

Omkring 200 andelshavere var mødt op til generalforsamlingen.

*****

Jyllands-Posten:
Teknologisk fix skal løse klimaproblemerne

Danmark skal satse stort på teknologier, der gør det billigere at lagre vedvarende energi, så der kan komme grøn strøm i stikkontakterne, selv når vinden ikke blæser. Det mener Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, der betragter energilagring som et "teknologisk fix" på klimaproblemerne.

- Der ligger nøglen til det meste, siger han i følge Jyllands-Posten.

Gruppeformanden afviser samtidig at indføre klimaafgifter for at nedbringe borgernes forbrug af f.eks. kød og flyrejser, sådan som andre partier i oppositionen har foreslået.

- Der er folk, som arbejder med miljø, som mener, at vi skal se os selv som katolsk syndige typer, der har forbrudt os mod en aftale mellem Gud og menneskeheden, så derfor skal vi betale for vores synder ved at fryse noget mere og spise noget mindre. Sådan en attitude, hvor man tøffer rundt med bøjet hoved, har jeg aldrig haft, siger han.

Socialdemokratiet har foreslået, at staten opretter en grøn fond på 20 mia. kr., der bl.a. skal gå til virksomheder, som arbejder med energilagring.

*****

Viborg Stifts Folkeblad:
Gudenåens Energiselskab fik kommunegaranti

Kraftvarmeværkerne i Bjerringbro og Ulstrup fusionerede i efteråret 2017 og blev til Gudenådalens Energiselskab, og her har man nu fået kommunegaranti for et lån af byrådene i både Viborg og Favrskov. Det fortæller Viborg Stifts Folkeblad.

Garantien gælder et projektforslag, som handler om en knap 10 kilometer lang transmissionsledning mellem Bjerringbro og Ulstrup samt en varmepumpe ved produktionsanlægget i Bjerringbro. Begge dele skal sikre billigere og mere bæredygtig varme.

Kommunegarantien er på 39 millioner kroner, men der oven i det beløb blev selskabet også garanteret et lån på 5,4 millioner kroner til udskiftning af varmemålere i både Bjerringbro og Ulstrup.

*****

Horsens Folkeblad:
3300 husstande i Horsens får glæde af overskudsvarme fra Hamlet Protein

Danmarks hidtil største varmepumpeanlæg skal inden udgangen af i år stå færdig hos Hamlet Protein på Saturnvej i Horsens. Det er Fjernvarme Horsens, der opfører anlægget og får ansvar for den daglige drift, der sikrer varme til 3300 husstande.

I følge Horsens Folkeblad vil det nye anlæg samle store vandmængder op fra den rensede procesluft hos Hamlet Protein, der kan genanvendes i produktionen. Derudover bliver der tale om, at overskudsvarmen fra produktionen bliver udnyttet til gavn for fjernvarmebrugerne.

Fjernvarme Horsens ser store fordele ved at opføre og drive det nye anlæg, der ventes at bidrage med 70.000 MWh.

- Vi får lettere ved at styre den daglige drift, så det spiller sammen med vores øvrige produktionsanlæg. Det giver os mulighed for at levere den optimale varmeforsyning til alle vore kunder, siger Christian Niederbockstruck, der er direktør i Fjernvarme Horsens.

*****

DR.dk/København:
Københavns Kommune stiller miljøkrav

fremover skal håndværkere, der vil løse opgaver for Københavns Kommune, som omfatter transport indenfor bygrænsen, skulle bevise, at transporten sker i en miljørigtig bil. Det vil sige, at de skal investere i en el-, brint- eller hybridbil – det fortæller DR.dk/København.

Kravet vil være gældende allerede fra august, lyder det fra kommunen, der regner med, at det nye krav allerede i 2021 vil give en besparelse på omkring 1.000 tons CO2 på leverancerne til kommunen.

- Vi skal skrue på alle de knapper, vi har, for at forbedre luftkvaliteten, og derfor vil vi fremover vælge leverandører, der kører miljøvenligt, siger overborgmester i København, Frank Jensen (S).

Københavns Kommune køber hvert år varer og tjenesteydelser hos 18.478 forskellige leverandører.

*****

TV MidtVest:
Forbrugere utilfredse med planer om nyt værk

En række fjernvarmekunder i Skive frygter at skulle betale regningen for et nyt flisfyret værk i byen. Skive Fjernvarmes bestyrelse ønsker at opføre et nyt flisfyret værk, men vil samtidig fritages for økonomisk ansvar, hvis det viser sig, at værket skal rives ned igen. Og det er der en lille risiko for, vurderer et advokatfirma ifølge TV MidtVest.

Værkets kapacitet skal nemlig bruges til at omstille flere naturgaskunder i byen til fjernvarme. Men en retssag kører lige nu mod Energiklagenævnet, hvor der skal tage stilling til, om værket er planlagt på forkerte forudsætninger. Men den sag kan trække ud i tre til fem år. Så længe ønsker bestyrelsen ikke at vente.