07. dec 2018

S kræver Lilleholt i samråd om fyret klimaformand

LÆS I DAG: Minister undrer sig over stort tilskudFjernaflæste målere aflæser ikke forbrugernes privatliv. Politisk uenighed om varmen på Sydlolland. Hvide Sande har testet nyt beslutningsværktøj. Fjernvarmenettet bliver udvidet i Helsingør. Ewii er joker i budkrigen om Radius.

Energi Watch:
S kræver Lilleholt i samråd om opsagt klimaformand

Socialdemokratiet vil have et klart svar på, om regeringen bevidst forsøgte at påvirke Klimarådets arbejde, da energiminister Lars Chr. Lilleholt opsagde formand Peter Birch Sørensen i sidste uge.

Ifølge Energi Watch følger ønsket om et samråd, efter Politiken fredag kan fortælle, at den afgående formand for rådet, Peter Birch Sørensen, gentagende gange er blevet udsat for politisk pres i forbindelse med sit arbejde.

Politiken fortæller bl.a., at regeringen direkte har opfordret Klimarådet til at afholde sig fra at kritisere regeringens politik. Jens Joel mener, at de nye oplysninger er med til at styrke billedet af, at det var en politisk beslutning, da Lars Chr. Lilleholt i sidste uge valgte ikke at forlænge Peter Bich Sørensens embedsperiode som formand for Klimarådet. Han kalder sagen for "dybt alvorlig."

- Vi har et uafhængigt Klimaråd med uafhængige eksperter, og derfor er det ikke bare et problem for klimaet, det er også et problem for vores demokrati, hvis regeringen har forsøgt at kontrollere rådet. Og det tyder desværre på, at regeringen er gået langt over stregen i denne sag, derfor har den et stort forklaringsproblem, siger han og tilføjer, at han vil have "alle kort på bordet" i et samråd.

Politiken skriver, at Lars Chr. Lilleholt ikke kan genkende billedet af, at regeringen skulle have forsøgt at føre Klimarådets hånd. Han anerkender dog, at han har været uenig med rådets fokus.

- Det er rigtigt, at Klimarådet i 2015 valgte at evaluere den siddende regering på, om vi levede op til den tidligere regerings målsætninger. Det står rådet frit for, men jeg synes måske, at det havde været mere relevant at få gode råd til den fremadrettede klimapolitik, skriver ministeren i en mail til avisen.

*****

Energi Watch:
Minister undrer sig over stort tilskud

Energiminister Lars Chr. Lilleholt fik torsdag flertal for at stoppe en støtteordning, som Verdo og Ørsted har fået for at producere varme på træpiller.

De to selskaber har flere gange kritiseret for at stoppe tilskuddet, før deres investeringer er fuldt afskrevet.

- Jeg er noget forundret over den kritik, der er fremlagt i Energi Watch. Det er naturligvis aldrig sjovt at miste et offentligt tilskud, hvis man gik og troede, at man kunne få det for evigt. Men at Ørsted skulle miste 185 mio. kr. på Avedøreværket når 15-øren løber ud, svarer slet ikke til de oplysninger, jeg har, siger Lars Chr. Lilleholt til Energi Watch.

Verdo oplyser, at uden tilskuddet vil varmeprisen stige og grøn elproduktion falde drastisk.

*****

Energy Supply:
Fjernaflæste målere aflæser ikke forbrugernes privatliv

I 2020 skal alle gamle elmålere være udskiftet til fjernaflæste målere. Omkring 2,2 millioner af cirka 3,3 millioner danske elmålere skiftet ud, skriver Energy Supply.

Musikeren Klaus Kjellerup er imod de smarte målere og har derfor samlet en Facebook-gruppe med mere end 3.600 følgere. I gruppen påstår han, at fjernaflæste elmålere kan bruges til at overvåge forbrugere, kan hackes af indbrudstyve, giver højere elregning og er sundhedsskadelige.

Det er dog ikke korrekt, siger Per Sieverts Nielsen, seniorforsker ved DTU. Energiselskaberne er kun interesserede i, hvor megen energi forbrugerne bruger, og ikke hvad de bruger energien til.

- Måleren indsamler data til, at elselskabet kan udskrive en regning til forbrugeren. Elmåleren kan så være indstillet til, om den skal indsamle uge-, time- eller kvartersdata, afhængig af, hvor meget data elselskabet vurderer er nødvendig for at udskrive regningen. Det er de data, de indsamler, siger han i Energy Supply.

*****

Lolland-Falsters Folketidende:
Politisk uenighed om varmen på Sydlolland

I sidste uge godkendte byrådet opførelsen af et nyt varmeværk i Rødby. Men det var ikke uden politisk kritik:  

- Det er en stor ærgrelse for mig, at varmeværkerne ikke kan samarbejde om varmeforsyningen. Hvorfor tillader vi de små analoge værker at køre deres eget løb i stedet for at sætte sig ned sammen med kommunen og lave en varmeplan, der er fornuftig, lød det ifølge Lolland-Falsters Folketidende fra Leo Christensen fra Lokallisten Lolland.

Han mener, at det kommer til at koste kunderne, at Rødby Varmeværk under planlægningen af det store, nye varmeværk i byen haft frugtesløse forhandlinger om samarbejde med Rødbyhavn Fjernvarme a.m.b.a. og Holeby Fjernvarme a.m.b.a. Han blev imidlertid irettesat af flertallet, der erklærede andre løsninger for urentable.

*****

Energy Supply:
Hvide Sande har testet nyt beslutningsværktøj

Muligheden for at skifte mellem forskellige varmekilder giver store økonomiske fordele for fjernvarmen. Udfordringen er, at produktionen fra vedvarende energikilder som sol og vind er både svingende og uforudsigelig, og at man på elektricitetsmarkederne skal byde ind med køb- og salgsordrer dagen før.

Men nu er forskere på DTU Compute i gang med at udvikle et smart beslutningsværktøj, der giver fjernvarmeproducenterne bedre mulighed for at afvente vejrsituationen, før de handler på elmarkedet. Dermed kan de planlægge, hvilken type teknologi de skal bruge til opvarmning i alle givne scenarier, uanset hvordan vejret er. Det skriver Energy Supply.

Værktøjet anvender avancerede computermodeller, der, baseret på maskinlæring, laver simulationer af alle de forskellige aspekter af energimarkedet og vejrforhold og forudser, hvordan forskellige typer vejr påvirker energimarkedet og dermed elpriserne.

- Forkerte beslutninger er dyre, så vi udvikler et smart beslutningsværktøj, der gør det muligt for operatører på fjernvarmeværkerne at have større fleksibilitet til at planlægge fremad. I stedet for at være konservative og lægge sig fast på en ofte dyr elpris dagen før, kan de fremover afvente vejrsituationen på selve dagen og se, om de bør købe eller måske endda sælge el, før de byder ind på elmarkedet, forklarer PostDoc Daniela Guericke og Ph.d.-studerende Ignacio Blanco, DTU Compute til Energy Supply.

Det intelligente beslutningsværktøj, der er skabt i samarbejde med software- og konsulentfirmaet EMD International, er teste ved computersimuleringer baseret på 2017-data fra fjernvarmeleverandøren i Hvide Sande. Og de første resultater er gode.

*****

Pressemeddelelse:
Fjernvarmenettet bliver udvidet i Helsingør

Fremover skal flere boliger i Helsingør Kommune have adgang til grøn fjernvarme, og derfor har Forsyning Helsingør travlt med at koble nye boligområder på fjernvarmenettet. Det skriver Forsyning Helsingør i en pressemeddelelse.

I et nyt forslag, der er på vej til godkendelse i kommunen foreslår Forsyning Helsingør at udbrede fjernvarmenettet til boliger og virksomheder i områder, der ikke allerede er forsynet med fjernvarme.

Det drejer sig fx om boligprojekter ved Søbækrenden i det nuværende erhvervsområde og ved Kellerishegn – begge i Espergærde. Samt i centrum af den gamle middelalderby i Helsingør. I alt er der tale om et potentiale på over 1.500 boliger.

- Vi vil gerne udbrede vores net med grøn fjernvarme til flere boliger i kommunen. Det er både godt for miljøet, nu hvor varmen snart bliver produceret på bæredygtig biomasse – og så er det godt for den enkelte kundes økonomi. For jo flere boliger vi kan få på fjernvarmenettet, jo flere er der også til at deles om omkostningerne – og derfor bliver det alt andet lige lettere for os at fastholde konkurrencedygtige priser for alle, siger bestyrelsesformand Per Tærsbøl.

Kommunen skal nu i gang med at se på de tre projektforslag, og derefter er det op til politikerne i Byrådet at vurdere, om Forsyning Helsingør skal tilbyde fjernvarmenettet til nuværende og kommende beboere i de tre områder.

*****

Energi Watch:
Ewii er joker i budkrigen om Radius

Det jysk-fynske energiselskab Ewii ligner en joker i den verserende budkrig mellem danske og internationale investorer om Ørsteds sjællandske netselskab Radius. Det fortæller Energi Watch.

Ifølge EnergiWatchs oplysninger indgår Ewii-koncernen i en investorkreds, der om få dage vil fremlægge et såkaldt ikke-bindende, indikativt bud på købet af Radius og selskabets omkring en mio. sjællandske elkunder, der uofficielt er værdisat til mellem 10-15 mia. danske kroner.

- Vi synes, det er en spændende case, og vi har i Ewii vist, at vi kan drive landets billigste elnet. Enten gennem et partnerskab med en ny ejer af Radius eller i tilfælde af en opsplitning af ejerskabet af elnettet, infrastrukturen, og kundesiden, har Ewiis adm. direktør Lars Bonderup Bjørn tidligere sagt.

I dag har han ingen kommentarer til Ewiis rolle i Ørsted salgsproces, hvor interessede budgivere skal afgive en fortrolighedserklæring i det, der kan blive et af de seneste års største salg af infrastruktur i Nordeuropa.

Finansminister Kristian Jensen (V) har som hovedaktionær i det børsnoterede Ørsted en række betingelser til en ny ejer af Radius, der allerede er dækket af eksisterende lovgivning. Samtidig vil et kommende lovforslag i 2019 om screening af udenlandske investorer også omfatte Radius.