05. dec 2018

Mærsk-familiens milliardsatsning i varmt vand på vippen

LÆS I DAG: Mærsk-familiens milliardsatsning i varmt vand på vippen. Vestegnen får formentlig dyrere fjernvarme. Danmarks mindste fjernvarmeværk vil være mere grønt. Skagen holder prisen i ro. Danske pensionskasser vil byde på Radius.

Energi Watch:
Mærsk-familiens milliardsatsning i varmt vand på vippen

A.P. Møller Holding kan få svært ved at gennemføre selskabets bebudede milliardinvesteringer i geotermisk varme flere steder i Danmark under den eksisterende lovgivning om varmeforsyning. Det erkender energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i et kortfattet skriftligt svar til Energi Watch.

A.P. Møller Holding kræver politiske garantier om rammevilkårene i de 30 år, kontrakterne løber og som modydelse for at udvikle, etablere og drive et geotermisk anlæg. Et enkelt anlæg anslås at koste mellem 1-2 mia. kroner.

Direktør for geotermi i A.P. Møller Holding, Samir Aabboud, oplyste for nylig til EnergiWatch, at de langvarige kontrakter forudsætter en undtagelse fra det såkaldte subsitutionspris-princip, som blandt andet betyder, at en varmeproducent altid skal sælge til den pris, der er lavest for forbrugerne, ligesom princippet er med til at sikre, at Forsyningstilsynet kan gribe ind over for urimelige priser og vilkår.

Men her kommer ministeren altså ikke A.P. Møller Holding i møde.

- Vi ved, at der er nogle forhold i den nuværende regulering, der kan gøre det svært at realisere et sådan projekt. I forbindelse med udviklingen af den nye økonomiske fjernvarmeregulering, vil vi se nærmere på nogle af disse regulatoriske krav. Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at vi ikke må komme i en situation, hvor forbrugerne ender med at betale regningen for dyre geotermiprojekter, fastslår Lars Chr. Lilleholt overfor Energi Watch.

*****

Dagbladet Roskilde:
Vestegnen får formentlig dyrere fjernvarme

Flere tusinde fjernvarmekunder på Vestegnen må alligevel forvente, at deres varme blive dyrere. Energiminister Lars Chr. Lilleholt havde ellers - på opfordring fra blandt andre Socialdemokratiets Jens Joel - for nylig indkaldt Folketingets partier til nye forhandlinger om et lovforslag om biomasse.

Men den løsning, som ministeren havde med til mødet, og som regeringen anbefaler, giver ingen hjælpende hånd til varmekunderne på Vestegnen, fortæller Dagbladet Roskilde.

Lars Gullev, adm. direktør for Vestegnens Kraftvarmeselskab (VEKS) præsenterede i sidste uge Folketingets energiudvalg for de udfordringer, der rammer Avedøreværket. Og han understreger, at ministerens forslag ikke hjælper noget. 

- Der er intet i det fremlagte ændringsforslag, som ændrer vores store økonomiske udfordringer vedrørende VEKS' investering i biomasse på Avedøreværket, siger han. 

Med lovforslaget vil regeringen ændre på et tilskud til de kraftvarmeværker, der bruger biomasse, og derfor rammer lovforslaget Avedøreværket i Hvidovre hårdt, da man her har omstillet produktionen fra fossile brændsler til træpiller.

Værket forsyner en stor del af Vestegnen med fjernvarme - og varmeregningen kan derfor stige med 300-400 kroner om året for kunder i blandt andet Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner. 

*****
Fyens Stiftstidende:
Danmarks mindste fjernvarmeværk vil være mere grønt

De frivillige bag Danmarks mindste fjernvarmeværk, Føns Nærvarme ved Middelfart, vil gøre anlægget mere grønt og drømmer blandt andet om en varmepumpe, skriver Fyens Stiftstidende.

45 husstande har siden 2015 skrottet oliefyret og to andre træpillefyret ud af 70 mulige lokale forbrugere. De er nu tilsluttet værket, hvor frivillige passer kedlerne og køber træflis ind. De er i dialog med Middelfart Kommune om at gøre Føns Nærvarme grønnere.

Højest på ønskesedlen er en varmepumpe, men varme fra solfangere, bølgeenergi og havvand rør til Føns Vig forbundet med Lillebælt er også i tankerne.

- Vi koncentrerer os om den teknologiske udvikling og laver en opdatering på, hvad der ellers er af muligheder. Det vil helt klart være en fordel, hvis vi kan komme over på det, man kan kalde ægte, vedvarende energi, siger kasserer i Føns Nærvarme, Michael Rasmussen.

Kommunens tekniske direktør, Thorbjørn Sørensen, er enig i, at varmepumper er noget af vejen frem – også i Føns.

- Og man kan kombinere det med en mini-vindmølle, så de kan lave deres egen strøm. Det vil gøre det endnu mere klimavenligt, konstaterer Thorbjørn Sørensen, der også råder Nærvarmen til at få 10-20 mere på nettet, efterisolere huse og andre varmebesparende tiltag, siger han. 

*****

Nordjyske:
Skagen holder prisen i ro

Fjernvarmebrugerne i Skagen har med rette været usikre på, hvorvidt Skagen Varmeværk vil kunne holde prisen i ro i 2019. Men nu slår værkets formand fast, at prisen ikke bliver ændret i 2019 – det fortæller Nordjyske Stiftstidende.

- I de kommende år forventer vi ikke prisstigninger ud over, hvad den almindelige prisdannelse i samfundet tilsiger, samt hvad udviklingen på el-og gasmarkederne nødvendiggør, siger Thomas Rasmussen, der er formand for Skagen Varmeværk.

Skagen Varmeværk har ellers været truet på økonomien med lukning af forbrændingen og med bortfaldet af grundbeløbet, der årligt har ligget imellem 5 og 12 millioner. Det har man klaret i bestyrelsen, og dermed vil fjernvarmeprisen i Skagen fortsat være blandt de billigste i Danmark.

*****

Energi Watch:
Danske pensionskasser vil byde på Radius

I samarbejde med den canadiske pensionskasse Omers vil den danske pensionskasse PKA byde på Ørsteds sjællandske elnet-selskab, Radius.

Det oplyser EnergiWatch, der også nævner Danmarks største pensionskasse, ATP, blandt feltet af købere. Angiveligt vil de give et bud sammen med det sjællandske energiselskab Seas-NVE. Hverken ATP eller PKA ønsker at kommentere rygterne.

Ørsteds beslutning om at sælge elnettet blev truffet tilbage i juni i år. Ud over distributionsforretningen sætter man forretningen for gadebelysning samt en portefølje af 700.000 kommercielle elkunder og næsten 100.000 gaskunder til salg.