11. mar 2021 Lokalt

Papirarbejde forsinker tilbud om fjernvarme

Middelfart Fjernvarme er ramt af langsommelig behandling af deres ansøgning til Fjernvarmepuljen om konverteringer i Strib, Røjle og Vejlby. 

Det var egentlig planen, at beboerne i Strib, Røjle og Vejlby ved Middelfart allerede nu skulle have haft et tilbud om fjernvarmetilslutning fra Middelfart Fjernvarme. Men Energistyrelsen har tilsyneladende svært ved at følge med i de mange ansøgninger til Fjernvarmepuljen.

Ifølge formanden for Middelfart Fjernvarme, Anders Nørregård, lød den oprindelige melding fra Energitilsynet således på, at det blot skulle have taget to uger at få sagsbehandlingen igennem. Nu er der i mellemtiden gået fire uger, og man venter fortsat på et tilsagn om tilskud til udvidelsen af fjernvarmenettet i Strib, Røjle og Vejlby.

- Vi håber og tror på, det kun er en formalitet at vi får tilsagn, men det er en vigtig formalitet, fordi det er en forudsætning  for projektet, som det ligger nu. Derfor bliver vi nødt til at afvente, indtil vi har et svar fra styrelsen, fortæller Anders Nørregård.

Et par ugers ventetid endnu
I mellemtiden har Middelfart Fjernvarme alt det materiale klar, som de potentielle fjernvarmekunder skal modtage og handle på, når ellers tilsagnet fra Energistyrelsen forhåbentlig snart dukker op.

- Mit bedste bud er nu, at der går yderligere mindst et par uger, men vi håber at have svar inden udgangen af marts, lyder det fra formanden og forklarer:

- Styrelsen har 145 mio. kr. i fjernvarmepuljen i år, og pengene bliver uddelt til fjernvarmeprojekter i hele landet efter først-til-mølle-princippet. Derfor var vi hurtige med ansøgningen om tilskud, og fik ansøgt lige så snart byrådet havde godkendt projektforslaget.

Middelfart Fjernvarme har søgt om et tilskud på knap 15 millioner kroner fra Fjernvarmepuljen. Ansøgningen til Energistyrelsen blev sendt den 9. februar, og fjernvarmeselskabet har senest været i kontakt med styrelsen den 2. marts.