26. feb 2021 Internationalt

Skotland vedtager lov om fjernvarmeudbredelse

Det skotske parlament har netop stemt for en ny lov – Heat Networks Bill – der skal øge antallet af fjernvarmeopvarmede boliger fra 32.000 til 650.000 frem mod 2030.

Edinburgh er en af de byer i Skotland, hvor fjernvarme skal udvikles over de kommende år frem mod 2030 - i hele Skotland skal 650.000 boliger og bygninger i 2030 have fjernvarme.

Skotland gør klar til et snarligt kvantespring på opvarmning af boliger og bygninger. Parlamentet har enstemmigt vedtaget en ny lov, der åbner for en voldsom udbygning af fjernvarme over de kommende år frem mod 2030.

Ifølge Energy Live News vil vedtagelsen af Heat Networks Bill betyde, at antallet af fjernvarmeopvarmede boliger og bygninger i Skotland skal stige fra de nuværende 32.000 til 650.000. Loven er vedtaget som et led i den skotske regerings strategi for reducere CO2-udledning og mangel på energi. Samtidig skal omstillingen skabe nye grønne jobs i Skotland.

- Vi forstår den udfordring, vi står overfor med udfasning af fossile brændstoffer for at stoppe vores bidrag til klimaforandringerne – ikke mindst når det handler om at udfase fossile brændstoffer i opvarmningen af vores boliger og bygninger, der lige nu udgør 30 procent af det totale energiforbrug i Skotland, siger den skotske minister for energi, Paul Wheelhouse, i forlængelse af vedtagelsen i Parlamentet.

Den nye lov vil introducere et nyt licensstyret system, der bl.a. skal øge forbrugernes tillid til fjernvarme og samtidig give udviklere af fjernvarmenet nye muligheder for at kunne konkurrere på mere lige fod med andre aktører. Samtidig skal Heat Networks Bill gøre det langt mere attraktivt at investere i fjernvarmeforsyning og stimulere yderligere vækst.

- Der er et stort potentiale i fjernvarme til at reducere udledninger fra boliger og bygninger ved at levere mere effektive og miljøvenlige løsninger. Heat Networks Bill – der er den første af sin slags i UK – forløser dette potentiale og varsler begyndelsen på en periode, hvor vi forandrer den måde, som vi opvarmer vores boliger og virksomheder på, siger Paul Wheelhouse.

Det lover godt for udbredelsen
International chef i Dansk Fjernvarme, Birger Lauersen, ser positivt på, at den skotske regering nu skaber et sikkert fundament for såvel investorer som kunder, og at det lover godt for, at den ønskede udbygning af fjernvarmenettet kan realiseres over de kommende år.

- Den skotske regering har arbejdet ret målrettet igennem nogle år for at komme til dette punkt. Jeg har selv af flere omgange været derovre og haft delegationer på besøg her, hvor de har søgt inspiration i det, som vi kan med fjernvarmen her i Danmark, siger Birger Lauersen, international chef i Dansk Fjernvarme.

Ifølge den skotske regering vil den forestående udbygning af fjernvarme kunne reducere CO2-udledningerne med det, der svarer til CO2-udledningen fra 90.000 biler i 2050. Samtidig vil det kunne give en årlig besparelse på 130 engelske pund – svarende til omkring 1.100 danske kroner – for hver husstand, der tilslutter sig fjernvarme.