04. aug 2020 Landsmøde

Mange er indstillet til årets fjernvarmepris 

16 medlemmer af Dansk Fjernvarmes har indstillet kandidater til Fjernvarmeprisen 2020 – nu skal en jury finde de endelige kandidater. 

Fjernvarmeprisen 2019

Deadline for indstilling til årets fjernvarmepris er nået, og det er ikke længere muligt at indstille kandidater til Fjernvarmeprisen 2020. 16 medlemmer valgte at tage imod tilbuddet og indstille enten sig selv eller andre til prisen.

- Der har altid været stor interesse omkring prisen, men vi er glade for, at der er så mange, der har meldt sig. Det er første år, hvor Dansk Fjernvarmes medlemmer selv har kunne indstille kandidater, siger Dansk Fjernvarmens administrerende direktør Kim Mortensen.

Årets jury
Juryen består i år af:
Connie Hedegaard, bestyrelsesformand i Concito
Jesper Frost Rasmussen, Formand i Dansk Fjernvarme
Kim Mortensen, Direktør i Dansk Fjernvarme

- Vi er meget begejstrede for, at Connie Hedegaard er en del af årets jury. Hun er en fremtrædende person inden for den grønne omstilling, og hun har også selv vundet prisen tilbage i 2009. Vi er sikre på, at hun kan være med til at sætte fokus på de kreative og innovative tiltag, siger Kim Mortensen.

De nominerede bliver offentliggjort på Dansk Fjernvarmes hjemmeside i løbet af efteråret.

Vinderen findes ved afstemning
Fjernvarmeprisen er de seneste år blevet uddelt på Dansk Fjernvarmes landsmøde i oktober, hvor deltagerne finder vinderen via afstemning med deres mobiltelefoner. I år bliver det igen således, at vinderen findes via elektronisk afstemning. Hvordan det præcis bliver offentliggøres i løbet af efteråret. 

Vinderne af Fjernvarmeprisen 2020 vinder en gavecheck på 25.000 kr og et flot diplom.

Bag om fjernvarmeprisen
Fjernvarmeprisen uddeles årligt til et selskab eller en person, som har udmærket sig og er gået forrest inden for fjernvarmen i det seneste år. Tidligere er prisen bl.a. gået til Brønderslev Forsyning  for deres nye decentrale kraftvarmeværk, der kombinerer solvarme fra et CSP-anlæg med en ORC-turbine, fliskedler og varmepumper og til SuperBrugsen i Skjern for deres klimavenlige køle- og fryseanlæg, som anvender overskudsvarme. i 2019 gik prisen til Trustrup-Lyngby for deres initiativ til Nærvarmeværket.