30. jan 2020 Energi på Toppen

Flot politisk fremmøde til Energi på Toppen

Der bliver politikerbesøg på årets første udgave af Energi På Toppen, hvor det overordnede emne er, hvordan alle danskere kan få grøn, billig og sikker energi.

Der er rig mulighed for at dyrke netværk, når Dansk Fjernvarme inviterer på Energi På Toppen. Det første af årets i alt fire møder finder sted den 5. februar.

Når Dansk Fjernvarme d. 5. februar nok engang inviterer til Energi på Toppen, kommer der også denne gang pænt besøg fra Christiansborg. Her vil tre indsigtsfulde MF’ere, der befinder sig tæt på beslutningerne, runde arrangementet af med en politisk diskussion om fjernvarme.

Den tidligere klima- og energiminister fra Radikale Venstre, Martin Lidegaard, og Enhedslistens energiordfører, Søren Egge Rasmussen, har således begge meldt deres ankomst.

Her vil de få anledning til at forholde sig til Dansk Fjernvarmes udspil om CO2-neutral fjernvarme i 2030 – foruden de mange interessante input, der vil komme fra netværksmødets øvrige oplægsholdere.

Ny regulering
Særligt interessant må folketingsmedlemmernes deltagelse nu også siges at blive, hvor nye politiske vinde blæser ind over fjernvarmen.

Som det nok er gået de færrestes næser forbi, kunne Dansk Fjernvarmes medlemmer onsdag vågne op til nyheden om, at regeringen med støtte fra en række partier for nu har pillet lovforslaget om ny regulering af bordet. Beslutningen er som bekendt udskudt til det næste folketingsår, på den anden side af sommerferien.

Derfor vil der ganske givet være god lejlighed for Energi på Toppens deltagere at høre, hvilke politiske tanker de deltagende politikere gør sig om den dugfriske beslutning.

Kan Enhedslistens Søren Egge Rasmussen – som hele tiden har været imod forslaget – give sit bud på, hvad udsættelsen får af nærmere betydning for fjernvarmen? Og kan Martin Lidegaard måske forklare, hvordan Radikale Venstre forholder sig til udskydelsen af reguleringen?

Det – og meget andet – får vi måske svar på onsdag d. 5. februar til Energi på Toppen i Dansk Arkitektur Center.

Der er stadig åbnet for tilmeldingerne. Vi håber på at se dig.