17. jun 2019 Folkemødet

Glæde over politisk udmelding om ny retning for fjernvarmesektoren

Der har været alt for meget fokus på økonomisk regulering og for lidt på, hvordan vi sikrer billig, grøn omstilling, Sådan lød budskabet fra Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti i debat under Folkemødet på Bornholm.

Jens Joel (S) vil gerne væk fra den afgående regerings fokus på økonomi. Foto: Jesper Voldgaard
Omkring 50 deltagere dukkede op til debat ved Huxi Bach og det nye Folketing. Foto: Jesper Voldgaard
Efter selve seancen var der god tid til netværk under de gamle æbletræer. Foto: Jesper Voldgaard
Panelet bestod af Carsten Kissmeyer (V), Katarina Ammitzbøll (K), Jens Joel (S) og Rasmus Vestergaard Madsen (Enh.), der dog ikke er valgt ind i Folketinget endnu. Foto: Jesper Voldgaard
Stemningen var god på scenen både hos vært Huxi Bach. Foto: Jesper Voldgaard
Og hos de fire paneldeltagere. Foto: Jesper Voldgaard
Rasmus Vestergaard repræsenterede fremtidens Folketing, da han forventes at stille op til næste Folketingsvalg. Foto: Jesper Voldgaard

Benchmarking, indtægtsrammer, dokumentation, nedregulering og centralisering. Den tidligere regerings forsyningsstrategi har sat en helt forkert retning for energi- og forsyningssektoren de seneste år. Et fokus, der har taget tempo ud af den grønne omstilling. Sådan lød det under en debat, som DANVA, Danske Vandværker og Dansk Fjernvarme lagde hus til under Folkemødet på Bornholm, hvor Carsten Kissmeyer (V), Katarina Ammitzbøll (K) og Jens Joel som ny og genvalgte politikere deltog i.

- Vi er nødt til at komme væk fra de seneste års ensidige fokus på økonomisk effektivisering. Vi skal skabe endnu bedre mulighed for grøn omstilling, lød det fra Jens Joel, Socialdemokratiet, inden Katarina Ammitzbøll fra Det Konservative Folkeparti tog ordet:

- Det lyder næsten til, at du har stjålet mine noter. Der er blevet talt alt for meget om økonomisk effektivisering.

Ifølge Jens Joel var der ellers glæde over, at netop forsyning blev prioriteret med oprettelsen med et ministerie for både energi, forsyning og klima. En glæde, der siden er blevet gjort til skamme.

- Da den nu afgående regering lavede et ministerium med forsyning, troede vi alle, at de kom med et fremsynet bud på fremtidens forsyning. I stedet for kom de med en forsyningsstrategi, der er helt elendig og som ikke peger fremad, sagde Jens Joel.

Fjernvarmeselskaberne glæder sig over ny retning
Hos fjernvarmeselskabernes brancheforening deler man synet på den afgående regerings strategi. Derfor appellerer foreningen til, at der fremadrettet bliver sat klare mål for sektoren og giver fleksibilitet til, at selskaberne kan indfri målene.

- Vores medlemmer har først og fremmest fokus på at sikre høj forsyningssikkerhed med billig og grønne forsyninger. Derfor duer det heller ikke, at de nu tvinges til at skulle bruge deres energi på en rigid regulering, der hæmmer dem i at opnå de mål for grøn omstilling, vi som samfund har sat op, siger Kim Mortensen, der er direktør i fjernvarmeselskabernes brancheforening.

- Derfor er jeg meget glad for de nye toner, der kommer fra en meget bred kreds af partier i det nye Folketing. Det giver mig igen troen på, at der skal skabes plads til, at vi styrker fjernvarmens nødvendige rolle i den grønne omstilling, lyder det fra direktøren.