04. jun 2019 Navne

Mindeord over Jan Hvidtfeldt Andersen, Halsnæs Forsyning

Direktør Jan Hvidtfeldt Andersen, Halsnæs Forsyning, bisættes på fredag den 7. juni klokken 13.00 fra Gerlev Kirke ved Jægerspris.

Bestyrelsesformand Thomas Møller Nielsen skriver mindeord om direktør i Halsnæs Forsyning A/S, Jan Hvidtfeldt Andersen:

Direktør for Halsnæs Forsyning A/S, Jan Hvidtfeldt Andersen, er død, 52 år, efter kort tids sygdom. Meddelelsen om hans død blev modtaget med stor sorg og medfølelse med Jans kone, to døtre og mor. Hans død er et stort tab for os alle i forsyningen.

Jan var meget afholdt af alle medarbejdere, bestyrelse og samarbejdspartnere. Han var kendt og respekteret for sin åbenhed, ærlighed, redelighed og sit altid humør, men også for sin forståelse for drift. Han var altid synlig, tilgængelig og nød at tale med alle.

Som direktør var han visionær og forandringsparat, samtidig med at kerneydelserne vand, varme, affald og spildevand samt kundebetjening var højt prioriteret.

Han var direktør siden oprettelsen af selskabet i 2009. Hans samarbejde med bestyrelser, formandskaber og bestyrelsesmedlemmer var konstruktivt og loyalt for at udvikle virksomheden. Ud over at varetage egne opgaver samarbejder Halsnæs Forsyning med samarbejdspartnere på forsyningsområderne og kommunen om at løse opgaver, faglig assistance og sparring.

Jan brændte for sit job, sine medarbejdere og for, at forsyningen skulle være en stærk del af lokalsamfundet. Det lå ham meget på sinde, at forsyningen skulle tiltrække unge og tage socialt ansvar. Derfor arbejdede Jan på at skabe elev- og praktikpladser med fagskoler, produktionsskole og kommune.

Han ønskede, at forsyningen skulle bygge fælles domicil for alle medarbejdere. Den proces satte Jan i gang sidste år og holdt tale ved rejsegildet den 7. maj i år, så han fik sat sit aftryk på forsyningens udvikling til det sidste.

Hans stærke interesse for forsyning har også præget hans liv uden for forsyningen. Jan var bl.a. valgt til DANVA’s bestyrelse, hvor han især repræsenterede mindre forsyninger og samtidig bidrog til hele forsyningssektorens udvikling. Jan var også formand for sit lokale vandværk, Jægerspris Vandværk.

Jan var et stort familiemenneske, som satte sin kone Hanne og døtrene, Christina og Maria, først. Han tilbragte megen tid med familien i Nordjylland. Han cyklede, fiskede, var aktiv i lokale foreninger og elskede at fotografere.

Bisættelsen er på fredag den 7. juni klokken 13.00 fra Gerlev Kirke ved Jægerspris. Alle, der kendte Jan Hvidtfeldt Andersen, er velkommen.

Æret være Jans minde.