06. mar 2019 Energi på Toppen

Enhedslisten: Vi vil have et klimavalg

Mai Villadsen er ungdomskandidat for Enhedslisten. Når hun gæster Energi på Toppen 10. april har hun et ønske til det kommende folketingsvalg: Hun vil have et klimavalg.

Mai Villadsen er navnet på Enhedslistens folketingskandidat i Nordsjælland. Hun repræsenterer SUF, når ungdomspartierne diskuterer klima på Energi på Toppen 10. april. Hun erklærer, at klima står allerhøjest på  Enhedslistens dagsorden til folketingsvalget.

- Vi vil have et klimavalg. Vi ønsker ikke flere fluffy ord eller valgløfter, men reel handling og grøn omstilling nu. For klimakrisen truer, og er den største udfordring, vi som menneskehed kommer til at stå overfor i vores tid, forklarer hun.

Mai Villadsen pointer, at Danmark er sagtnet agterud i den grønne omstilling. Hun mener, at regeringen lægger op til den laveste reduktionsgrad i dette årtusinde.

- Danmark skal igen være et foregangsland. Det er også derfor, vi i Enhedslisten har fremlagt Danmarks mest ambitiøse og konkrete klimaplan, siger hun.

”Regeringen gør, hvad de kan, for ikke at træffe de svære valg
Sådan siger Mai Villadsen, og hun mener, de er uundgåelige at træffe og peger på, at Enhedslisten som det eneste parti har fremlagt en konkret plan, der mere end halverer Danmarks CO2-udslip på 10 år.

- Det er svære valg, der skal tages. Hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalen kræver det ambitiøse, men svære valg. Vi foreslår derfor en stor række tiltag på transportområdet, landbrug og energi. Det drejer sig blandt andet om forbud mod nysalg af diesel- og benzinbiler i 2025, mere gang i geotermien og at virksomhederne skal til at betale for deres CO2-forurening, siger hun.
 

- Med planen siger vi også til landbruget, at de ikke kan gemme sig længere – de skal også reducere drastisk i deres udledning. Det kræver både at vi udtager landbrugsjord, men også at vi omlægger det vi producerer.

Ifølge Mai Villadsen kan man ikke koge spørgsmålet om klima ned til en enkelt mærkesag. Men skal hun kun vælge en sag, ønsker hun sig en bindende klimalov med høje reduktionsmål.

Om sin egen klimaindsat siger hun:

- Klimaudfordringen bliver ikke løst ved indkøbskurven. Den bliver løst ved, at vi står fælles sammen og tør træffe de svære valg.

- Dog har vi selvfølgelig også et personligt ansvar – og jeg har da både plantet træer i min kolonihave og reduceret mit tøjindkøb og kødindtag meget de seneste år. Der findes rigtig mange seje unge der gennem podcasts og instagram fortæller, hvordan man selv kan være med til at bidrage – det er sejt, og jeg tror, de har været med til at gøre klimakampen til et moderne politisk standpunkt.

Energi på Toppen handler om klima
Du kan møde Mai Villadsen og andre unge debattører, når Energi på Toppen om klima går i luften. Det er 10. april, og her diskuterer vi, om klimaet er eget eller fælles ansvar - og hvilke løsninger, vi skal satse på.

Du kan læse flere interview med ungdomspolitikere ude til højre.

 

Se program og meld dig til