12. mar 2019 Regionalmøde

- Fjernvarmen er en naturlig del af løsningen af verdensmålene

Dansk Fjernvarmes fortælling skal knyttes til FNs 17 verdensmål, lød det fra formand Jesper Frost Rasmussen på regionalmødet i Roskilde.

Formand Jesper Frost Rasmussen fortæller på regionalmødet i Roskilde om fjernvarmens tilnkytning til FN's verdensmål.
Networking mellem medlemmerne og Dansk Fjernvarme indgår naturligt på regionalmøderne.
Verdensmålslogoet på Jesper Frost Ramsussens jakkerevers bliver et pejlemærke for fortællingen om fjernvarmen i Danmark.
- Fjernvarmen er en naturlig del af løsningen af verdensmålene, mener Jesper Frost Rasmussen.
Medlemmerne understregede på regionalmødet i Roskilde, at Dansk Fjernvarme fortsat sakl arbejde på tæt politisk tilknytning.

Dansk Fjernvarmes formand Jesper Frost Rasmussen har en pin med logoet for FN’s verdensmål på sin jakkerevers.

Det mangefarvede, runde logo er langt fra kun til pynt, for de 17 verdensmål bliver pejlemærker for Dansk Fjernvarmes udvikling og for det, fjernvarme i Danmark skal kendes for.

- Vi er allerede involveret i mange af verdensmålene og bidrager til at opfylde dem, for fjernvarmen er en naturlig del af løsningen af verdensmålene. Den dagsorden skal vi benytte til at gøre verdensmålene som en del af vores fortælling, for verdensmålene er oppe i tiden og har stor bevågenhed fra politikere og andre virksomheder, som alle gerne vil gøre målene til en del af deres fortællinger om sig selv, sagde Jesper Frost Rasmussen.

Verdensmålene spænder vidt og omfatter blandt andet bæredygtig energi, klimaindsats og ansvarlig produktion. Især målene 7, 9, 11, 12 og 13 er særligt relevante i fjernvarmen, men sektoren kan som nævnt spille ind i de fleste.

Med knap 100 deltagere fra hele Sjælland er dagens regionalmøde årets største målt på deltagerantal. I morgen, onsdag, er regionalmødet i Maribo med ti flere deltagere end sidste år, inden møderækken runder af med årets sidste i Fjernvarmens Hus i Kolding på torsdag.