26. okt 2018 Landsmøde

Brønderslev Forsyning modtager Fjernvarmeprisen 2018

Fjernvarmens Oscar går til Brønderslev Forsyning for deres fremtidssikrede fjernvarme ved deres nye decentrale kraftvarmeværk.

Brønderslev Fjernvarme fik overrakt fjernvarmeprisen af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Formand Lasse Riisgaard takkede for prisen.

Fjernvarmeprisen 2018 går til Brønderslev Forsyning for deres nye decentrale kraftvarmeværk, der kombinerer solvarme fra et CSP-anlæg med en ORC-turbine, fliskedler og varmepumper.

Brønderslev Forsyning er meget stolte over at modtage prisen:

- Vi er rigtig glade. Det er en flot æresbevisning og et stort skulderklap til det store arbejde, som bestyrelse, medarbejdere og leverandører gennem fire år har udført i lyset af bortfaldet af grundbeløbet og ønsket om en grøn omstilling væk fra naturgas, siger formand for Brønderslev Forsyning, Lasse Riisgaard.

Det 27.000 kvadratmeter store solvarmeanlæg med parabolbuede solfangere sender varm olie til kraftvarmeværket, hvor olien er med til at føde ORC-turbinen, der både varmer fjernvarmevandet og producerer strøm til elnettet.

Kombinationen med sol, biomasse og varmepumper er så unik, at det 330 millioner kroner dyre projekt har fået 20 millioner kroner i støtte fra EUDP-programmet.

Biomasseanlægget bruger 45.000 ton lokalproduceret overskudsflis om året. Og da Brønderslev Forsyning forventer, at solvarmen fremover vil dække 12-14 procent af de 4.600 tilsluttede fjernvarmeforbrugeres årlige varmeforbrug, kommer naturgassen kun til at stå for 10 procent af fjernvarmeproduktionen. Hele anlægget giver en miljømæssig besparelse på 25.000 ton CO2 om året.

Det nye kraftvarmeanlæg får også roser med på vejen fra Dansk Fjernvarme:

- Det er et imponerende fremsynet projekt, som ikke bare er med til at fremtidssikre fjernvarmen i området, men som også er med til at vise, at Danmark er foregangsland på fjernvarmeområdet. Det er godt for den grønne omstilling og godt for eksporten af fjenvarmeindustrien, siger Kim Mortensen, direktør i fjernvarmeselskabernes brancheforening.

For første gang nogensinde blev Fjernvarmeprisen afgjort ved afstemning blandt deltagerne til årets landsmøde. Og her løb Brønderslev Forsyning med størstedelen af stemmerne.

Fjernvarmeprisen uddeles hvert år i forbindelse med Dansk Fjernvarmes landsmøde i slutningen af oktober, hvor over 2000 fra hele energibranchen samles.

Se videoen med begrundelsen for nomineringen af Brønderslev Forsyning herunder: