24. maj 2018 Pressemeddelelse

Fjernvarmeprisen falder til rekordlavt niveau

Ny opgørelse fra Energitilsynet viser, at prisen på fjernvarme er faldet med 3,8 procent. Dansk Fjernvarme glæder sig over udviklingen, men efterlyser lovændringer, hvis den skal fortsætte.

Rune Moegaard
Politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard, glæder sig over de lave priser på fjernvarme

Den gennemsnitlige pris på fjernvarme har aldrig været lavere. Det seneste år er prisen på fjernvarme i gennemsnit faldet med 3,8 procent og de seneste fire år er prisen faldet med i alt 14,3 procent.

Den gennemsnitlige pris på at få opvarmet sin husstand med fjernvarme er i dag derfor på 12.272 kroner.

Det vækker glæde hos fjernvarmeselskabernes brancheorganisation, der godt kan genkende den udvikling, som Energitilsynet beskriver, hvor prisen er faldet til den laveste pris Energitilsynet nogensinde har registreret.

- Det er meget tilfredsstillende, at fjernvarmeselskaberne fortsætter med at reducere deres omkostninger, så priserne for vores kunder får endnu et hak nedad. Det er det vores kunder og politikerne efterlyser, så det er meget glædeligt at se, at fjernvarmeselskaberne leverer og har reduceret prisen på fjernvarme med 14,3 procent de seneste fire år, siger Rune Moesgaard, der er politisk chef i fjernvarmeselskabernes brancheforening, Dansk Fjernvarme.

- Samlet set har fjernvarmeselskaberne siden april 2016, hvor der blev indgået politisk aftale om at reducere prisen på fjernvarme, barberet i alt 1,5 milliarder kroner af forbrugernes regning. Det er penge, der går direkte tilbage til kunderne i form af lavere varmeregninger, fortæller Rune Moesgaard.

Kloge investeringer skal sikre næste prisfald
Den 31. december i år bortfalder det tilskud, som fjernvarmeselskaberne har modtaget for at sikre balancen i elsystemet, og en række selskaber forventer derfor, at deres priser efterfølgende vil stige. Den politiske beslutning om, at tilskuddet skal bortfalde blev truffet under forudsætning af, at prisen på el ville stige, så selskaberne kunne fastholde sund indtjening og økonomi. Men i stedet for at stige er elprisen faldet.

Det får Dansk Fjernvarme til at efterlyse politiske løsninger, hvis selskaberne skal fortsætte den gode udvikling med lavere priser i stedet for stigende priser.

- Fjernvarmeselskaberne har især to store barrierer for, at de kan tage de næste skridt mod lavere priser for kunderne. Den ene er kravet om, at de skal producere både el og varme. Den anden er, at en del af dem skal fyre med afgiftstung naturgas, selvom der findes billigere og mere miljøvenlige brændsler, der ovenikøbet binder energisystemet bedre sammen., siger Rune Moesgaard, der fortsætter:

- Ophæves de to krav, der nok gav mening engang, men som i dag er blevet en gevaldig klods om benet, så vil selskaberne reelt få frihed til at foretage kloge investeringer i ny teknologi og dermed sætte priserne endnu lavere ned.

 

Læs mere om prisstatistikken på Energitilsynets hjemmeside