28. apr 2021 Lokalt

Haderslev får kommunegaranti

Kommunalbestyrelsen gav på sit møde tirsdag aften Haderslev Fjernvarme en kommunegaranti på lige over 300 mio. kroner til et konverteringsprojekt for omkring 3.000 gaskunder.

Haderslev Fjernvarme har på et møde i kommunalbestyrelsen fået godkendt en kommunegaranti på lige over 300 mio. kr., der giver sikkerhed for, at deres store konverteringsprojekt kan blive skudt i gang lige på den anden af sommerferien. Foto: Haderslev Fjernvarme.

Tirsdag aften skulle kommunalbestyrelsen i Haderslev tage stilling til en kommunegaranti på lige over 300 mio. kr. til Haderslev Fjernvarme. Og de lokale politikere trak ikke sagen i langdrag – kun knap tre minutter gik der, inden garantien var i hus, så Haderslev Fjernvarme kan sætte fuldt blus på deres konverteringsprojekt frem mod 2026.

Dermed fulgte kommunalpolitikerne den indstilling, som Økonomiudvalget var nået til enighed om efter forudgående behandling i Udvalget for Plan og Miljø. En indstilling, der sikrer Haderslev Fjernvarme både en udvidelse af det nuværende forsyningsområde og etableringen af et 11 MW varmepumpeanlæg.

Det kom under den korte behandling i kommunalbestyrelsen frem, at der allerede er 700 husstande, der har skrevet under på en aftale om få fjernvarme. Som Kjeld Thrane fra De Konservative, der motiverede indstillingen, sagde, så kan sønderjyder godt lide at gøre en god handel.

- Og som fjernvarmekunde kan jeg bare sige, at det er nemt, det virker og det er billigt, slog han fast.

Kommer hurtigt i jorden
Direktør i Haderslev Fjernvarme, Morten Hartmann, er ikke overrasket over, at kommunalbestyrelsen fulgte indstillingen og gav fjernvarmeselskabet den nødvendige økonomiske sikkerhed til at gennemføre konverteringsprojektet.

- Vi har fra starten haft en klar forventning om, at projektforslaget og garantistillelsen ville blive godkendt og en tro på, at vi desuden kunne opnå tilskud fra Fjernvarmepuljen. Dette afsæt gør, at vi allerede er ved at afslutte vores udbud på hele projektet, og derfor sætter spaden i jorden i starten af august 2021, lyder det fra Morten Hartmann.

Han fortæller i øvrigt, at Haderslev Fjernvarme kort inden tirsdagens byrådsmøde modtog den underskrevne aftale, der sikrer en minimumstilslutning på 60 procent for den første etape.

- Det har vi opnået på under tre måneder og uden at kunne holde borgermøder på grund af forsamlingsforbuddet. Det er helt vildt og overgår vores mest optimistiske forventninger.

Morten Hartmann forudser nu en travl tid, fordi Haderslev Fjernvarme senest den 19. januar 2026 skal afslutte det samlede projekt for at få det fulde tilskud fra Fjernvarmepuljen udbetalt. Her har man allerede fået et betinget tilsagn om tilskud, fremgik det på mødet i kommunalbestyrelsen.

Haderslev er et godt eksempel
Hos Dansk Fjernvarme vækker den sønderjyske succes stor glæde. Der er tale om et af de større konverteringsprojekter, der medvirker til at sikre grøn varme til mange forbrugere og samtidig gavner klimaet og den grønne omstilling.

- Det er vigtigt, at der kommer skub i konverteringen væk fra fossil til grøn opvarmning, som Haderslev nu tager hul på. Og projektet i Haderslev et godt eksempel på, hvordan fjernvarmeselskaber i stor skala kan bidrage til den grønne omstilling – samtidig med, at de nye forbrugere får den høje komfort, som fjernvarmen står for, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Nicolai Kipp, i en kommentar.