27. apr 2021 Corona

Dansk Fjernvarme åbner for fysisk fremmøde

Fjernvarmens Hus bliver igen åbnet for fysisk deltagelse på kurser. Det sker første gang med ”Sikkerhedskursus for driften”, der bliver afviklet den 6. maj. 

Dansk Fjernvarme følger myndighedernes anbefalinger omkring genåbning, og derfor begynder foreningen igen at holde kurser og arrangementer i bl.a. Fjernvarmens Hus i Kolding, hvor der vil være fysisk fremmøde.

Den første gang  bliver den 6. maj, hvor kurset ”Sikkerhedskursus for driften” bliver afviklet med fysisk fremmøde. Der er i alt 16 pladser på kurset, og det er under den begrænsning på 25, der bliver gældende fra den 6. maj.

- Vi har set frem til, at vi igen kan åbne Fjernvarmens Hus for møder med fysisk deltagelse. Og vi vil selvfølgelig overholde alle de krav, som myndighederne stiller med afstand mellem deltagere, afspritning m.m. Så deltagere på vores kurser kan trygt møde op, siger afdelingsleder Lisbeth Aagaard Mountfield.

Afventer nye retningslinjer
Hun håber, at kurset den 6. maj bliver startskuddet til, at Dansk Fjernvarme mere generelt kan åbne for fysisk fremmøde til ikke blot kurser, men også arrangementer i Fjernvarmens Hus. Foreløbig følger man situationen nøje og arbejder med temadage, hvor der er en blanding af fysisk fremmøde og online-deltagelse.

Det gælder foreløbig for alle temadage i maj og juni – bl.a. den 11. maj hhv. den 12. maj. Her er der pt. et loft på 25 deltagere med fysisk fremmøde, men Dansk Fjernvarme afventer en afklaring på retningslinjer gældende for mindre konferencer. Derudover er der tilmelding til at kunne deltage online.

- Vi håber naturligvis, at vi vil blive i stand til at byde velkommen til endnu flere i Fjernvarmens Hus, men vi afventer, hvordan retningslinjerne bliver. Konkret opfordrer vi til, at folk melder sig til, og så giver vi besked, så snart vi ved, om vi kan tilbyde en fysisk plads på en af vores temadage, siger Lisbeth Aagaard Mountfield.