25. mar 2021 Lokalt

1.000 boliger kan få fjernvarme i Skæring Strand

Husejere i Skæring Strand får nu tilbud fra AffaldVarme Aarhus om at få støjfri, driftssikker og grøn varme. 

Aarhus Kommune har netop givet AffaldVarme Aarhus tilladelse til at etablere fjernvarme i Skæring Strand nord for Aarhus. Dermed kan hele området blive dækket af fjernvarme, fremgår det af en pressemeddelelse fra AffaldVarme Aarhus.

Tidligere – i 2018 – blev det muligt for 118 sommerhuse i den sydlige del af Skæring Strand at blive tilsluttet, og den kommende fjernvarmeudvidelse vil dække 1.000 boliger, så hele området bliver udlagt til fjernvarme fra AffaldVarme Aarhus.

- Skæring Strand er et af de få områder i Aarhus Kommune som ikke i dag er dækket af fjern-varmenettet. Faktisk får 95 procent af aarhusianerne deres varme fra fjernvarmen, og jeg er rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde den mulighed til endnu flere, siger direktør i AffaldVarme Aarhus Bjarne Munk Jensen.

Stor interesse for fjernvarmen
Den eneste opvarmningsform for borgerne i Skæring Strand har hidtil været brændeovn, et fyr eller en varmepumpe. De vil derfor opleve få en langt højere komfort, fordi fjernvarmen er både støjfri, pladsbesparende, driftssikker og samtidig har en lav CO2-udledning.

AffaldVarme Aarhus har på forhånd lavet en rundspørge blandt sommerhusejerne i Skæring Strand. 35 procent deltog og heraf ønskede cirka 70 procent at blive tilsluttet fjernvarmen indenfor 10 år.

- Vi håber, at rigtig mange kan se ideen i at komme med på fjernvarmenettet. Fjernvarme bidrager positivt til den grønne omstilling og derfor ønsker vi, at forsyne så mange i Aarhus og omegn som muligt. Jo flere der har fjernvarme, desto mere effektive bliver vi, siger Bjarne Munk Jensen.

Når alle tilladelser og planlægningen er på plads, så starter gravearbejdet. Det betyder, at fjernvarmen vil være tilgængelig i hele området inden for to år.