25. mar 2021 Kurser & arrangementer

Regionalmøder flytter til sensommeren

Corona-restriktionerne fører til, at Dansk Fjernvarme flytter Regionalmøder, så de bliver afviklet i sensommeren.

Corona-restriktionerne – og navnlig forsamlingsforbuddet – har udfordret afviklingen og planlægningen af en lang række arrangementer i regi af Dansk Fjernvarme. Og det rammer nu den traditionelle forårsbebuder, Regionalmøderne, i fjernvarmesektoren.

Hvor de normalt bliver afviklet rundt om i landet i februar og marts, bliver de i 2021 skubbet til afvikling i september med en tyvstart for det første Regionalmøde den sidste dag i august.

- Regionalmøderne er en rigtig god måde til at styrke sammenhængskraften indenfor fjernvarmesektoren, og det er også grunden til, at vi har ventet med at tage beslutningen om at udskyde dem til sensommeren. Nu håber jeg, at så mange som muligt vil vælge møderne til og melde sig til, siger Lisbeth Aagaard Mountfield, der er leder af Kurser & Events i Dansk Fjernvarme.

Regionalmøderne bliver i 2021 mindre landsdækkende og kommer til at bestå af færre møder end vanligt -af hensyn til, at man endnu ikke ved, hvordan corona-situationen udvikler sig hen over sommeren.

Tre af de i alt seks møder bliver således henlagt til Fjernvarmens Hus i Kolding, mens de tre øvrige bliver afholdt og afviklet i Køge, Glyngøre og Sæby. To af de tre møder i Kolding bliver tilmed afviklet som såkaldt ”hybridmøder”, hvor deltagerne enten kan deltage fysisk eller online.

Du kan allerede nu melde dig til Regionalmøderne - læs mere her.