17. mar 2021 Energi på Toppen

Mød indenrigs- og boligministeren til virtuelt Energi på Toppen

Dansk Fjernvarme slår dørene op for Energi på Toppen Online, der denne gang handler om, hvordan demokratisk ejerskab af selskaber bidrager til udvikling i hele Danmark – herunder også fjernvarmen.

Corona-situationen gør det desværre stadig umuligt for Dansk Fjernvarme at afholde Energi på Toppen i vanlige fysiske rammer.

Det afholder dog ikke foreningen fra at afvikle arrangementet på alternativ vis, og d. 7. april bliver arrangementet derfor endnu engang til virtuelt, når Energi på Toppen Online afholdes i samarbejde med tænketanken Demokratisk Erhverv og Landdistrikternes Fællesråd i webinar-format.

Temaet for seancen bliver demokratisk ejerskab af selskaber. Demokratisk virksomhedsejerskab oplever nemlig for tiden øget politisk interesse og opmærksomhed.

På den seneste finanslov er der afsat seks millioner kroner over de kommende to år til at nedsætte en ekspertgruppe, der skal undersøge forholdene for demokratiske selskaber – herunder forbruger-, producent og andelsejede selskaber – og hvordan man kan understøtte og styrke disse.

I den anledning vil indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) lægge vejen forbi Energi på Toppen Online og holde oplæg om andelsbevægelsen.

Ministeren har under den nuværende regeringsperiode været boligminister, hvor han bl.a. har gjort sig bemærket med arbejdet for at sikre fair boligpriser i de store byer.

Kaare Dybvad, der er kendt for at have et land i balance som en af sine politiske mærkesager, blev i starten af året ydermere også udnævnt til ny indenrigsminister. Det bliver af flere politiske iagttagere udlagt, at han med sit nye ressortområde skal i arbejdstøjet for at sikre bedre balance mellem land og by.

Ministeren vil derfor give et indblik i, hvordan han ser andelsbevægelsen som demokratisk ejerskabsform, og hvordan den har bidraget til udviklingen af Danmark.

Fordele ved forbrugerejet fjernvarmen
Programmet for Energi på Toppen Online dykker ned i demokratisk ejerskab på et mere overordnet niveau, hvor Demokratisk Erhverv, Landdistrikternes Fællesråd og Forenet Kredit vil gøre deltagerne klogere på, hvordan demokratisk ejede virksomheder bidrager til samfundsudviklingen i Danmark, og særligt også hvordan disse styrker sammenhængskraften i lokalsamfundene.

Landets fjernvarmeselskaber kategoriserer selvsagt også under demokratisk ejede virksomheder. Enten i form af direkte forbrugereje eller indirekte via kommunalt ejerskab.

Derfor benytter arrangørerne også anledningen til at tage et kig på, hvordan demokratisk forbrugereje bidrager til fjernvarmeselskabernes arbejde med lave forbrugerpriser og grøn omstilling og kigger i det lys også på, hvordan en kommende økonomisk regulering spiller sammen med demokratisk ejerskab.

Energi på Toppen online finder sted 7. april kl. 9-11. Det er gratis at deltage i Energi på Toppen online og tilmelding og program kan findes her.