18. feb 2021 Lokalt

Nyt flisværk skal holde Ringe varm - og grøn

Midtfyns Energi udvider sin fjernvarmeproduktion med et nyt flisværk senere på året. Det skal sikre grøn varme til de mange nye fjernvarmekunder i Ringe. 

I sommeren 2019 kunne Midtfyns Energi tage deres solvarmeanlæg i brug - nu står der snart en nyt flisfyret værk klar til at sikre varmeproduktionen til det stigende antal forbrugere. Foto: Jesper Voldgaard.

Ringe er i vækst, og det samme gælder antallet af fjernvarmekunder. I løbet af de seneste par år er der kommet over 200 nye kunder til, og siden den sidste udvidelse i 2004 er fjernvarmekredsen vokset med hele 700 kunder.

Det lægger pres på produktionen, og derfor er Midtfyns Energi nu i fuld gang med at bygge et nyt flisværk i industrikvarteret på Højgårdsvej. Samtidig bliver det fortid for medarbejderne at møde ind på to adresser, som de har gjort det, siden Ringe Fjernvarmeselskab og Midtfyns Elforsyning fusionerede i 2017.

- Ifølge tidsplanen starter vi prøvedrift af det nye flisværk i september, og det vil være i normal drift inden jul. Men administrationen flytter ind lidt før. Vores ejendom på Østre Ringvej er nemlig allerede solgt med overtagelse 1. august, så efter sommer kan man træffe os alle på Højgårdsvej, siger direktør Karsten Godiksen.

Flisværket sikrer grøn varme
Det nye værk kommer ifølge en pressemeddelelse fra Midtfyns Energi til at fyre med certificeret bæredygtig træflis fra lokale skove og have-park overskud fra de lokale genbrugsstationer. Begge dele er CO2-neutralt brændsel.

Midtfyns Energi har igennem de senere år gået bevidst efter at producere grøn varme, og det nye flisværk vil både sikre en lav miljø- og klimabelastning, og samtidig vil det give vores kunder en lav og stabil varmepris, forklarer direktør Karsten Godiksen, der samtidig understreger, at flisværket opfylder et behov for varmeproduktion i den kolde tid på året, hvor fx varmepumper ikke helt rækker.

- Det er især i de koldeste vintermåneder, vi mangler kapacitet, og det er ikke i vinterkulden, varmepumperne har deres styrke, fastslår han.

Konvertering i Ryslinge
Varmepumperne er dog ikke helt uinteressante for Midtfyns Energi, der håber på, at man i 2021 får over 850 husstande i Ryslinge til at skifte fra gas og olie til fjernvarme. Hvis mindst halvdelen vælger at tilslutte sig fjernvarmen, tegner der sig igen et nyt billede af fjernvarmebehovet.

- Når det nye flisværk er i drift, får vi dækket spidsbelastningen om vinteren. Derfor vil en storskala varmepumpe være det rigtige valg til at sikre varmen i Ryslinge resten af året.

Den grønne omstilling har længe stået højt på prioriteringslisten hos Midtfyns Energi, og fjernvarmen er også allerede tæt på 100 procent CO2-neutral. Solvarmeanlægget bidrager med hele 23 procent af den årlige varmeproduktion, og med det nye flisværk bliver det meget sjældent nødvendigt at fyre op med naturgas.