13. jan 2021

Svendborg Fjernvarme vil udvide med 1.400 lejligheder

Hos Svendborg Fjernvarme har man også i sinde at gøre alvor af ønsket om at udbrede grøn varme til danskerne. Derfor vil selskabet konvertere to blokvarmecentraler fra gas til fjernvarme.

Efter flere års tilløb er fjernvarmeselskabet i en fremskreden proces om at udvide forsyningen af fjernvarme til to større blokvarmecentraler, der i dag betjener et boligselskab på i alt 1.400 lejligheder.

Svendborg Fjernvarme vil således lægge en transmissionsledning ud til blokvarmecentralerne og overtage distributionssystem og ledningsnet, sådan at de mange lejligheder, der i dag forsynes med naturgas, kan få grøn fjernvarme.

Projektet er inde i sin afgørende fase, og lykkes det endeligt at realisere det, betyder det samtidig, at Svendborg Fjernvarme udvider sit varmegrundlag med hele 10%.

Med klimaaftalen for energi og industri, der blev indgået i sommer, blev regeringen og Folketinget enige om at sænke elvarmeafgiften fra 21 øre til 0,4 øre per kilowatttime. Og det giver Svendborg Fjernvarme rygstød til at levere billigere grøn varme.

- Vi har i mange år været i dialog med boligselskabet om at få projektet op at stå. Det, der nu har ændret sig, er, at prisen på el har sænket sig. Vi har en elkedel, der med overskudsstrøm fra vindmøller, kan producere billigere varme, ligesom vi også har en 20 MW varmepumpe, vi er ved at indpasse, fortæller direktør Carl Madsen.

Konverteringen af lejlighederne fra naturgas til Svendborgs grønne fjernvarme vil ifølge direktøren betyde en årlig CO2-besparelse på et par tusinde ton.

Tilskud undersøges
Et andet væsentligt element fra sommerens klimaaftale for energi og industri er den tilskudspulje til nye fjernvarmeprojekter, hvoraf 145 ud af 405 millioner kroner nu er blevet udmøntet, som de danske fjernvarmeselskaber fra denne uge kan søge om at få andel i til at finansiere nye fjernvarmeprojekter.

Hos Svendborg Fjernvarme kigger man derfor også på muligheden for at få tilskud til projektet om at konvertere de mange lejligheder til fjernvarme, hvilket man også er i dialog med boligselskabet om, for at få projektet det sidste stykke i mål, fortæller Carl Madsen, der dog forudser, at der kommer stor rift mellem fjernvarmeselskaberne for at få andel i af de første 145 millioner tilskudskroner.

Udvidelsen til at forsyne det store boligselskab med fjernvarme dækker dog samtidig over et endnu større potentiale for naturgaskonverteringer i Svendborg.

Savner politisk stillingtagen 
Vurderingen lyder, at Svendborg Fjernvarme potentielt ville kunne vokse med hele 75%, hvis det samlede konverteringspotentiale fra naturgas til fjernvarme blev realiseret.

Det er dog ikke uden udfordringer. Carl Madsen mener, at man politisk burde have besluttet sig for, at udlægge tætbebyggede kollektive forsyningsområder til fjernvarme. Nu er der i stedet opstået en konkurrencesituation med varmepumper i de kollektive forsyningsområder, som er noget mere krævende for fjernvarmeselskaberne.

- Udfordringen ligger i, at hvis vi skal begynde at rulle store projekter ud, skal vi også skrue op for organisationen. I dag kan man i Svendborg relativt nemt få installeret en varmepumpe på abonnement fra nærvarmeprojekter. Jeg mener ikke, at der er nogen, der skal favoriseres, men for os kræver det en tilslutningsgrad fra naturgaskunder på 60-65%, hvis vi skal lave et nyt fjernvarmeprojekt. Det er en stor opgave. Derfor ville være mere hensigtsmæssigt, hvis man politisk sikrede sig, at der kommer fjernvarme i områder med tæt bebyggelse.

Den uhensigtsmæssige konsekvens ved det, lyder det fra Carls Madsen, er en højere pris for grøn omstilling. For hvis der bliver udbredt for mange varmepumper i kollektivt forsynede områder, vil det også stille støre krav til udvidelse af elnettet, når resten af samfundet også skal elektrificeres.

Og det betyder, at danskerne skal betale meget mere for den grønne omstilling end nødvendigt.