Hedensted Fjernvarme er blandt de værker i Hedensted Kommune, der har afleveret forslag om konverteringsprojekt til kommunen. Foto: Jørgen Schytte.
Fjernvarmeværkerne i Hedensted Kommune har sat turbo på den grønne omstilling. Kommunen har således modtaget projektforslag til konvertering fra naturgas til fjernvarme fordelt på ikke mindre end fem projekter – det skriver Hedensted Kommune i en pressemeddelelse.
Projekterne omfatter samlet 1740 ejendomme, og hvis samtlige ejendomme bliver omstillet fra fossil varme til grøn fjernvarme, vil det spare atmosfæren for 5.200 tons CO2 – og sænke den samlede udledning fra Hedensted Kommune med 13 procent.
Der er afleveret i alt fem konverteringsprojekter til kommunen. Afsenderne er Hedensted Fjernvarme, , Løsning Fjernvarme, Tørring Kraftvarmeværk, Hornsyld Fjernvarme og Daugaard Fællesvarme.
”De to sidstnævnte er helt nye samarbejder, som enten er stiftet eller er under stiftelse, ” skriver kommunen i sin pressemeddelelse.
I første omgang skal projekterne igennem en godkendelsesprocedure i Teknisk Udvalg, hvor formand Lene Tingleff glæder sig over, at projekterne passer godt med, at kommunen netop er trådt ind i det landsdækkende projekt DK2020.
- Sådan en indsats som denne, er afgørende for at vi kan komme i mål, siger Lene Tingleff.
Fjernvarmen som erstatter naturgassen bliver i de fem projekter delvist produceret ved hjælp af overskudsvarme fra henholdsvis spildevandsanlæg og overskudsvarme fra industrien. Resten af varmen vil så enten komme fra store varmepumper, solen eller flis.