07. jan 2021 Corona

Corona-restriktioner flytter kurser

Dansk Fjernvarme flytter sine fysiske kurser og arrangementer som følge af den seneste skærpelse af corona-restriktioner. 

Udmeldingen om en yderligere skærpelse af de gældende corona-restriktioner i begyndelsen af denne uge får nu betydning for de kurser og arrangementer, som Dansk Fjernvarme står bag. Situationen er forværret efter jul og nytår, og det fører nu til, at de fysiske kurser og arrangementer således bliver flyttet nogle måneder frem i tiden.

- Vi følger naturligvis de anbefalinger, som myndighederne stiller op, og derfor er vi nødt til at handle på de fysiske kurser og arrangementer, som vi har planlagt for de kommende uger og måneder, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Lisbeth Aagaard Mountfield.

Dansk Fjernvarme vil fastholde afvikling af virtuelle kurser og arrangementer, men de kurser og arrangementer, hvor deltagere og oplægsholdere skulle mødes fysisk bliver altså påvirket.

- Helt overordnet vælger vi at flytte alle fysiske kurser og arrangementer, der skulle have været afviklet inden Vinterferien i uge 7 og 8. Et enkelt kursus bliver aflyst, men resten bliver flyttet, og vi sørger for, at alle tilmeldte får direkte besked om det via mail, fortæller Lisbeth Aagaard Mountfield.

Regionalmøder bliver også flyttet
De årlige Regionalmøder bliver også flyttet. De var planlagt til afvikling efter Vinterferien i ugerne 9, 10 og 11, men de bliver nu flyttet til afvikling i ugerne 17 til 19 – det vil sige til tiden omkring udgangen af april og begyndelsen af maj.

- Regionalmøderne er en tradition, som medlemmerne sætter stor pris på, og det er grunden til, at vi i stedet for at aflyse dem, flytter dem 8-10 uger, så vi kan være mere sikre på, at vi kan få lov til at afvikle dem, siger Lisbeth Aagaard Mountfield.

Som nævnt bliver alle fysiske kurser og arrangementer, der skulle være afviklet frem mod Vinterferien i uge 7, med det samme enten flyttet eller aflyst. Indenfor de kommende uger bliver der taget stilling til, hvad der skal ske med de kurser og arrangementer, der lige nu er planlagt til afvikling i marts.

Dansk Fjernvarme opfordrer til, at medlemmerne holder sig orienteret om udviklingen via hjemmesiden og via nyhedsbrevet MedlemsNyt.