14. okt 2020 Fjernvarmen

Lykketoft: Energinet kan sætte fart på den grønne omstilling

Magasinet Fjernvarmen har i det seneste nummer fået et interview med den nye formand for Energinet, Mogens Lykketoft. I interviewet taler han blandt andet om, at vindmøllestrømmen skal ind i fjernvarmen. 

Der skal fuld fart på den grønne omstilling til en vedvarende og bæredygtig energiforsyning. Sådan lyder det fra Mogens Lykketoft, nyudnævnt bestyrelsesformand i Energinet, i magasinet Fjernvarmen som svar på spørgsmålet om, hvad han ser som sin største opgave som formand. 

I interviewet kommer han også ind på, hvordan Energinet kan medvirke til at styrke samspillet mellem vindenergi og fjernvarme. 

- Der arbejdes allerede rigtig meget med at fremme det samspil. Kræver det nye tariffer? Er der barrierer, der skal fjernes, så man kan lave en mere fleksibel prissætning, når man kobler sektorerne sammen? Altså: Hvordan er tilskyndelsen for os alle sammen, både for fjernvarmen og for Energinet, til at få maksimal værdi ud af det her? Jeg er ikke så langt nede i detaljen endnu, at jeg vil sige, hvad der er klogest at gøre, men det er noget, der arbejdes med for fuld kraft, siger den nye formand til Fjernvarmen og fortsætter:

- I det hele taget bliver det afgørende at få sagt det til det politiske system, når regler er for stive eller uhensigtsmæssige for de samarbejder, vi gerne skal have. 

Derudover fortæller han også om, hvordan han kan bruge sin politiske erfaring i jobbet som bestyrelsesformand i Energinet – og om gassens fremtid i en grøn omstilling. 

Læs hele interviewet med Mogens Lykketoft i oktober-udgaven af magasinet Fjernvarmen