10. sep 2020

Hvide Sande er nomineret til Fjernvarmeprisen 2020

Den første af de tre nominerede til Fjernvarmeprisen 2020 er Hvide Sande Fjernvarme. Selskabet er nomineret for deres grønne tiltag, der har reduceret CO2-udledningen med 97 procent. 

Hvide Sande Fjernvarme blev indstillet til Fjernvarmeprisen 2020 af deres naboer hos Skjern Fjernvarme. Naboerne er nemlig blevet inspirerede af de mange grønne tiltag, som Hvide Sande i løbet af kort tid har foretaget.

Driftsleder Martin Halkjær Kristensen er glad for, at naboerne har indstillet dem til årets fjernvarmepris.

- Nu er vi jo vestjyder, men det er da en anerkendelse, som vi er glade for. Især fordi det giver mening at anvende grøn energi for os og for samfundet, siger Martin Halkjær Kristensen.

Han fremhæver selv deres løsning på at nedbringe CO2-udslippet samtidig med, at de har kunnet sænke varmepriserne.

Hvide Sande Fjernvarme supplerer deres solvarmeanlæg med et varmepumpeanlæg og en elkedel. De to sidstnævnte får strøm fra deres egne vindmøller. Det betyder alt sammen, at Hvide Sande Fjernvarmes CO2-udledning er nede på blot 280 ton om året.

- “It’s kind of fun to do the impossible,” som Walt Disney sagde. Tag ikke det første nej for et nej, hvis ikke logikken tilskriver et nej for ok, lyder det fra driftslederen.