09. sep 2020 Corona

Generalforsamlinger: Der må stadig være op til 500 deltagere

Den seneste stramning af forsamlingsforbuddet i en række københavnske kommuner og i Odense Kommune gælder ikke for generalforsamlinger – her vil grænsen fortsat være på 500. 

I denne uge blev der iværksat en række stramninger af forsamlingsforbuddet på grund af en stigning i smittetallet for COVID-19. Stramningen gælder i alt 18 kommuner – primært i og omkring København. Nu er det et krav de kommende 14 dage, at der ikke må være mere end 50 personer forsamlet.

Men grænsen på 50 deltagere gælder ikke for arrangementer, hvor deltagerne fortrinsvis sidder ned. Og dermed undgår eventuelle generalforsamlinger hos fjernvarmeselskaber at blive ramt af den nye grænse, hvis de finder sted i en af de 17 københavnske kommuner eller i Odense Kommune.

Den nye stramning er indført i de i alt 18 kommuner på baggrund af en stigende smittespredning med COVID-19. Ifølge Sundhedsministeriet vil forbuddet foreløbig gælde frem til den 22. september.

Dansk Fjernvarme vil holde medlemmerne orienteret om eventuelle ændringer.