08. sep 2020

Næstved lokker nye til fjernvarmen

Fjernvarmeselskabet i Næstved har sat turbo på konvertering fra gas til fjernvarme med en massiv kampagne, der i 2035 skal få 90 procent af byens husstande konverteret.

Lige nu og nogle måneder frem er der fortsat fuld gang i gravearbejdet i det sydvestlige Næstved. Det er det lokale fjernvarmeselskab, Næstved Fjernvarme, der er undervejs med den første af i alt fem etaper, hvor husstande skal konverteres fra gas til fjernvarme.

Men allerede nu er man i gang med markedsføring andre steder i byen, der står til at skulle konvertere i løbet af 2021. Denne gang er det Åderupkvarteret og Sydbyen, fremgår det af SN.dk. Foreløbig har knap 100 meldt sig til at få skiftet deres naturgasfyr ud med et meget mindre fjernvarmeanlæg, der giver bedre plads i fyrrummet.

Direktør i Næstved Fjernvarme, Jens Andersen, ser gerne, at mange flere melder sig, og at de ikke mindst gør det i god tid, selv om erfaringerne viser, at igangværende gravearbejde i et område ofte får sat gang i tilmeldingerne hos husejerne.

- Det ville være nemmere, hvis alle var med fra begyndelsen, så vi ikke skal tilbage og lave flere stikledninger. Men vi siger aldrig nej til nye kunder, siger Jens Andersen til SN.dk.

Målet for den kommende etape er, at mere end halvdelen skal sige ja til fjernvarme og droppe den sorte naturgas eller endnu sortere olie, før projektet kan komme i gang.

Skulle man stå i den situation, at ens gasfyr er ved at være slidt ned, kan man henvende sig til Næstved Fjernvarme. De har et lager af reservedele fra gasfyr, der er taget ned i andre fyrrum og måske er man heldig at kunne forlænge fyrets levetid - indtil fjernvarmen er lagt ind i ens hus.

- Prøv at ringe til os. Vi har en VVS’er, der kan kigge forbi, siger Jens Andersen.

Du kan læse mere om konverteringsprojektet i Næstved i den seneste udgave af Fjernvarmen. Den kan du læse online her (forudsætter abonnement på Fjernvarmen).