24. jun 2020 Landsmøde

Gå ikke glip af muligheden for at vinde årets fjernvarmepris

I år er det kun Dansk Fjernvarmes medlemmer, der kan indstille kandidater til prisen.

Fjernvarmeprisen 2019
Kender du nogen, som skal løbe med årets fjernvarmepris?

Fjernvarmeprisen uddeles årligt til et selskab eller en person, som har udmærket sig og er gået forrest inden for fjernvarmen i det seneste år. Tidligere er prisen bl.a. gået til Brønderslev Forsyning  for deres nye decentrale kraftvarmeværk, der kombinerer solvarme fra et CSP-anlæg med en ORC-turbine, fliskedler og varmepumper og til SuperBrugsen i Skjern for deres klimavenlige køle- og fryseanlæg, som anvender overskudsvarme.

Er det dit fjernvarmeselskab eller en samarbejdspartner, der skal løbe med prisen i 2020? I år er det nemlig dig og alle andre medlemmer, som bestemmer, hvem der skal indstilles til fjernvarmeprisen.

-Det nye tiltag hvor det er medlemmerne selv, der skal indstille til prisen, er meget spændende. Fjernvarmeprisen er en pris som gives til branchen af branchen, siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

Kriterier for nominering
Følgende kriterier opsættes for nominering til fjernvarmeprisen:

Prisen kan tildeles fjernvarmeselskaber og andre aktører, der sammen eller på egen hånd har taget afgørende skridt mod at sikre en grøn og bæredygtig varmeforsyning inden 2030. Der vil blive lagt særligt vægt på innovative tiltag og nye forretningsmodeller, der kan bane vejen for grøn, sikker og konkurrencedygtig varme til både nuværende og nye forbrugere.

Af alle indkomne forslag udvælger årets jury - med Connie Hedegaard i spidsen de tre bedste kandidater, som nomineres til Fjernvarmeprisen. På årets landsmøde kåres vinderen af fjernvarmeprisen ved afstemning ligesom de to foregående år.

Sådan indstiller du til nominering
Hvis I ønsker at indstille jer selv eller andre til prisen, skal I sende en mail til tal@danskfjernvarme.dk senest 31.07.20. I mailen skal indgå en beskrivelse af, hvorfor I mener, at I skal nomineres til årets pris samt oplysninger på en kontaktperson.

Man kan indstille sit eget varmeselskab, en anden aktør eller et andet varmeselskab til prisen.

Hvis du har spørgsmål til nominering til fjernvarmeprisen, er du velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent Taja Lindby på tlf.: 30996088 eller tal@danskfjernvarme.dk