23. jun 2020 Kurser & arrangementer

Vi ser frem mod et spændende efterår

Coronavirussen betød, at alle kursusaktiviteter måtte sættes i bero og meget er blevet udskudt til efteråret.

Find dit kursus i administration og regnskab hos Dansk Fjernvarme

Fjernvarmens Hus åbnede igen op for kursister i juni måned, hvor der bl.a. har været afholdt et Gasmotor del 1 kursus, et modul i Grundlæggende lederuddannelse og Korrekt ledningsregistrering til LER 2.0. At der nu er aktivitet og gæster i huset igen, er noget som uddannelseskonsulent Lisbeth Aagaard Mountfield glæder sig meget over:

-Det er gået rigtig godt med at åbne huset op igen. Vi har udelukkende fået positive tilbagemeldinger fra kursisterne om, at det er dejligt at være her, og at de er helt trygge ved at komme her, siger Lisbeth.

Dansk Fjernvarme følger hele tiden myndighedernes anbefalinger og restriktioner tæt. Dette har bl.a. haft indflydelse på, hvordan kursuslokalet er indrettet, og hvordan maden serveres i kantinen. At kursisterne føler sig trygge, det er 1. prioritet.

En af de første til igen at deltage på kursus hos Dansk Fjernvarme efter nedlukningen er Laurids Sørensen, som skulle have været på Grundlæggende lederuddannelse i april.

- Jeg har været helt tryg ved at komme på kursus igen i Fjernvarmens Hus. Gennem hele nedlukningen er vi blevet guidet via mails om, hvornår vi kunne komme i gang igen. Det har signaleret ro og overblik, og der er ingen, som kan være i tvivl om, hvordan man bør overholde retningslinjerne.

Et travlt efterår
Fordi en del kursusaktivitet er blevet skubbet, går vi et rigtig travlt efterår i møde med mange kursusaktiviteter, og det ser uddannelseskonsulent Ane Puggaard Elbro Jørgensen meget frem til:

- Vi kommer til at få rigtig travlt i efteråret med kurser, temadage og erfa-møder, men det er bare dejligt at få mere liv i huset og opleve en masse erfaringsudveksling kursisterne imellem, siger Ane og fortsætter:

- men vi har også lært rigtig meget pga. coronavirussen, bl.a. har vi fået meget gang i vores webinarer, hvilket er noget, som vi holder fast i og vil supplere med sideløbende med de fysiske kurser.

Har du planlagt, hvordan du holder kursus i efteråret?
Du kan altid holde dig opdateret på nye kurser og arrangementer på danskfjernvarme.dk/kurser. Er du i tvivl om, hvilke kurser der er særligt relevant for dig, eller har du et spørgsmål til vores kurser, er du altid velkommen til at kontakte Dansk Fjernvarmes uddannelseskonsulenter Lisbeth Aagaard Mountfield +45 76 30 80 25/ lmo@danskfjernvarme.dk og Ane Puggaard Elbro Jørgensen +45 76 30 80 00/ apj@danskfjernvarme.dk, som sidder klar til at hjælpe.