09. jul 2019 Navne

DIN Forsyning ansætter projektchef til fremtidens fjernvarme

Kenneth Jørgensen bliver den 1. august projektchef for at opføre varmeværker i DIN Forsynings område.

DIN Forsyning arbejder på fremtidens varmeforsyning i Esbjerg og Varde, så kunderne også får stabil leverance af miljøvenlig fjernvarme på sigt.

Derfor bygger DIN Forsyning en række fremtidssikrede varmeværker, som Kenneth Jørgensen fra den 1. august bliver projektchef for. Han har erfaring med netop etablering af kraftvarmeværker og energianlæg i hele verden fra ansættelser i Babcock & Wilcox Vølund, DP CleanTech Company Ltd. og Semco Maritime A/S og senest i Brandi Energy IVS. Han har blandt andet været med til at opføre Energnists anlæg i Måde ved Esbjerg.

Det kulfyrede kraftvarmeværk i Esbjerg lukker inden for en årrække. Som erstatning har DIN Forsyning valgt en løsning med flere forskellige integrerede teknologier, der giver mest mulig varme. Derfor opfører forsyningen nye anlæg til varmeforsyning i forsyningsnettet. Kenneth Jørgensen bidrager med sin erfaring med energiteknik, projektudvikling, eksekvering og drift.  

Kenneth Jørgensenbor i Sædding ved Esbjerg med sin ægtefælle og deres to sønner.