27. jun 2019

Dan Jørgensen overtager klima, energi og forsyning

Lars Chr. Lilleholts afløser i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet bliver Dan Jørgensen – Simon Kollerup er ny erhvervsminister, mens Nicolai Wammen indtager Finansministeriet.

Dan Jørgensen skal igen vænne sig til at have ministerbil og ministerbeføjelser. Det står klart, efter at Mette Frederiksen torsdag morgen har offentliggjort sit ministerhold for en ren S-regering. Det står nemlig fast, at Dan Jørgensen overtager Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Den fynske folketingspolitiker har tidligere haft posten som Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fra december 2013 til 2015 under Helle Thorning Schmidt. Endnu tidligere har han haft en længere periode som medlem af Europa-Parlamentet.

Dan Jørgensen erstatter den hidtidige minister Lars Chr. Lilleholt. Lilleholt har været minister for klima, energi og forsyning fra den 28. juni 2015,  men fortsætter nu sin parlamentariske karriere som menigt medlem af Folketinget for Venstre.

I forbindelse med den nye ministerpost rykker Dan Jørgensen også ind i regeringens økonomiudvalg, hvor han får plads sammen med finansministeren, social- og indenrigsministeren, erhvervsministeren og skatteministeren.

Den vigtige post som finansminister bliver ikke overraskende indtaget af Nicolai Wammen, mens Erhvervsministeriet får nordjyske Simon Kollerup som ny mand ved roret. Lea Wermelin – valgt på Bornholm – bliver ny førstedame for miljøet, mens Morten Bødskov overtager posten som skatteminister.