18. jun 2019

HOFOR: Rammerne skal geares til grøn omstilling

En kollektiv varmeforsyning er nøglen til at sikre den grønne omstilling i hovedstaden. Sådan lyder det fra formanden for HOFOR, Leo Larsen, der appellerer til, at der kigges kritisk på den kommende regulering i varmesektoren.

HOFORs formand, Leo Larsen (i midten), da det første spadestik blev taget til Bio 4 på Amagerværket.

Vælgerne har netop talt deres tydelige sprog. Der skal tempo under den grønne omstilling. Det oversætter Leo Larsen, der er formand for landets største forsyningsselskab, HOFOR, til, at også rammerne for energi- og forsyningssektoren skal moderniseres.

Der skal kigges på både reguleringen, konkurrenceforholdet til øvrige forsyninger og på, om nettet er gearet til den grønne omstilling.

Planlægning er afgørende
Landets største forsyningsselskab dækker i dag cirka 98 procent af varmebehovet med fjernvarme i København. Målet i Hovedstaden er, at fjernvarmen skal være 100 procent CO2-neutral i 2025. Det kræver en stærk fjernvarme, hvor de sidste fossile brændsler erstattes af bæredygtig biomasse, geotermi, solvarme, varmepumper og elpatroner.

- Når vi skal gennemføre så store investeringer i omlægningen af vores forsyning, så er det afgørende, at vi også har mulighed for at sikre kundegrundlaget. Vi har brug for en kollektiv opvarmning, hvis vi skal sikre den billigst mulige omstilling, og det er det, vi ønsker og har alle muligheder for at få, lyder det fra Leo Larsen, formand for HOFOR, der derfor understreger:

- Derfor har vi ikke brug for, at den kollektive opvarmning udraderes i et ideologisk spil. Vi har derimod brug for moderne rammer, der giver os incitament til at investere klogt i grøn omstilling, siger Leo Larsen med henvisning til sidste års debat om ophævelse af den såkaldte tilslutningspligt.

Formanden følger derfor debatten om den såkaldte forblivelsespligt meget tæt. En ophævelse af de eksisterende tilslutninger vil medføre betydeligt øget risici for investeringerne. Dertil kommer, at det er meget svært at få øje på et fornuftigt alternativ til den kollektive opvarmning i hovedstaden.

- I København har vi ingen interesse i at komme til at ligne en sydeuropæisk by med bål på gulvet eller store grå kasser på siderne af vores bygninger. Det er ikke det bybillede, vi ønsker i vores hovedstad, siger Leo Larsen.

Regulering må ikke stå i vejen
Den tidligere regering har med fremlæggelse af deres forsyningsstrategi lagt vejen for fremtidens forsyningssektor, der i højere grad skal gøres økonomisk effektiv gennem benchmark og indtægtsrammer. Målet er ædelt, lyder det fra formanden, der dog stiller spørgsmålet, om ikke der er behov for et mere bredt fokus.

- Der er ingen tvivl om, at vi som sektor skal blive ved med at have fokus på effektiviteten i vores selskaber. Men vores kunder efterlyser meget mere end det. De vil have grøn omstilling og sikkerhed for, at vi kan levere forsyninger, når de ønsker det, siger Leo Larsen, der fortsætter:

- Derfor er det klart, at hvis vi skal tilpasse vores organisation til at have et snævert fokus på økonomisk effektivitet, så bliver det på kompromis med den innovation og udvikling, der historisk har været styrende for vores selskab. Jeg synes derfor, at man politisk bør overveje, om det var på tide at tage et kritisk blik på udmøntningen af de politiske aftaler om ny regulering og se om ikke, vi kan finde en anden løsning, der er med til at sikre, at vi indfrier vores egne, kundernes og politikernes forventninger til os, siger Leo Larsen, der afslutter med en opfordring til, at der kigges kritisk på nettet, så også transportsektoren kan tage de næste skridt i den grønne omstilling.

- Jeg synes, at debatten om elbiler har været noget ensidig. Der er mange andre meget interessante alternativer, herunder brintbiler eller biler med andre syntetiske brændstoffer. Men uanset hvad, så skal vi have en debat om en forstærkning af elnettet, så vi sikrer et elnet, der er robust, og som er gearet til at omstille transporten og varmesektoren. Det kommer til at kræve en forholdsvis massiv udbygning, siger Leo Larsen.